Produktinfo: Armbånd, der vha. sensorer måler al fysisk aktivitet. Forbindes via USB til computeren og via Bluetooth til Apple-produkter. Fås i to størrelser. Vægt: ca. 30 gram.

Skridttæller version 2.0

Nike+ FuelBand er en avanceret aktivitetsmåler, der nok formår at motivere til en mere aktiv hverdag, men aldrig bliver mere end et bekosteligt stykke legetøj.

## Nike+ Fuelband | |

Funktion: Godt motivationsredskab. Men kan ikke bruges til mere end det.

Kvalitet: Savner vandtæthed, men er ellers lækkert forarbejdet.

God til prisen: Alt for dyrt i forhold til de få anvendelsesmuligheder, det har.

Konklusion: Nike+ FuelBand er en relativt simpel aktivitetsmåler i en lækker indpakning solgt til overpris. Det er uegnet som træningsredskab og seriøst værktøj til måling af energiforbruget, men som motivationsværktøj og inspirator til en mere aktiv hverdag fungerer det fint.

Pris: ca. 1.200 kr.

www.nike.com

FuelBand hedder det seneste tiltag fra Nike+-linjen. Det er et lille, diskret armbånd, der registrerer alle daglige aktiviteter, lige fra løbeturen over opvasken til støvsugningen, og konverterer det til såkaldte NikeFuel-point. FuelBand er altså ikke et træningsur. Bestemt ikke. Det er snarere et motivationsredskab, der belønner dig for en aktiv hverdag.

Og som sådan fungerer det rigtig glimrende. Det er på en gang skræmmende og stærkt motiverende at se, hvordan en dag med gør-det-selv-arbejde, rengøring og træning giver op mod 7.000 point, mens en dag på kontoret kun resulterer i ca. 2.500 point.

Men armbåndet bliver aldrig mere end en motivator. Nike vil ikke ud med, hvilken teknologi armbåndet gør brug af, men det har ingen pulsmåler, og tildelingen af Fuel-point sker tilsyneladende kun på baggrund af vertikale og horisontale bevægelser af håndleddet.

Det gør, at udmålingen af Fuel-point er lidt tilfældig. Fx får du omkring 40-50 point i minuttet, når du løber, mens cykling kun giver 15-20 point, og styrketræning stort set ikke giver noget. Til gengæld giver det meget at skrælle gulerødder.

Ønsker du en detaljeret og præcis indsigt i dit energiforbrug, er FuelBand ikke præcist nok. Uret er også aldeles uegnet til træning. Det noterer kun dagens samlede aktiviteter og byder ikke på et stopur til at markere fx en løbetur eller en cykeltur.

Æstetisk er armbåndet rendyrket minimalisme. Det er smalt og tyndt, og det fancy LED-display, der bl.a. oplyser om opnåede Fuelpoint, er skjult og fremkaldes ved et tryk på en lille knap.

Til trods for lav vægt og lille størrelse undgår det dog ikke at irritere en smule. Det skyldes ikke mindst, at det er i hård plast, og at du skal have det på hele dagen. Det ender altså med at hænge fast i ærmer eller trykke ubehageligt på et eller andet tidspunkt.

Nike+ FuelBand er en del af Nikes rige onlineunivers Nike+. Her kan du dagligt uploade dine aktiviteter til, sætte et mål for, hvor mange Fuel-point du vil opnå hver dag, og få tildelt diverse virtuelle trofæer, hver gang det lykkes. Du kan også dele dine præstationer med andre brugere og indgå i online væddemål om, hvem der kan opnå flest point på en uge osv.

Det er alt sammen meget velfungerende og lækkert designet og med til at løfte brugen af armbåndet.

4 skarpe detaljer

Display 100 små LEDlamper udgør displayet. Det ses kun, når det aktiveres, og viser foruden Fuel-point klokkeslæt, kalorieforbrug og antal skridt. LED-bånd Et lille LED-bånd skifter fra rødt mod grønt, jo tættere du er på at nå dagens aktivitetsmål. USB Lukkemekanismen gemmer på elegant vis et USB-stik til opladning af armbåndet og overførsel af data. Forlænger Armbåndet kommer i to størrelser. Desuden medfølger en lille forlængerenhed, så armbåndet kan tilpasses lidt større håndled.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: