Produktinfo Træningsur med indbygget GPS, elektronisk kompas og barometrisk højdemåler. Vandtæt. Trådløst pulsbælte. Netopkobling via USB. 15-50 timers dataopsamling. Ca. 2 ugers batterilevetid (som alm. ur).

Suverænt GPS-løbeur

Suuntos længe ventede træningsur Ambit Black HR med indbygget GPS har været ventetiden værd. Det er i vores øjne markedets mest kompetente GPS-ur til outdoor-folket lige nu.

## Suunto Ambit Black HR | |

Funktion: Rummer stort set alle relevante funktioner. Fortrinlig i brug!

Brugervenlighed: Nemt at komme i gang med og fin logisk menustyring.

God til prisen: Både uret, pulsbæltet og webmodulet er af meget høj klasse.

Konklusion: Prisen vil nok jage en del væk. Men til outdoorfyren/trailløberen er Suunto Ambit Black HR efter vores opfattelse markedets mest kompetente ur. Set i det lys samt det høje kvalitetsindtryk synes vi, prisen er o.k. Kun smådetaljer (fx ingen vibrator pr. km.) spærrer for 6 fulde stjerner.

Pris: 3.600 kr. (3.300 kr. u. puls)

www.suunto.com

Suunto Ambit Black HR

Efter et langt tilløb er Suunto klar med et træningsur, hvor GPS og ur er samlet i én håndledsbåren enhed. Og hurra for det skridt. Det er nemlig et succesfuldt ét af slagsen. En blød gummirem og rund urkasse gør, at Ambit Black HR trods sine fyldige dimensioner opleves som ganske let og også sagtens kan bæres som ur i hverdagen. Størrelsen har samtidig den fordel, at den giver plads til store, letaflæselige cifre i displayet. Netop det er værdifuldt, for uret er skræddersyet til aktiv brug, hvor du ræser af sted og kun har tid til at kaste et hurtigt blik på skærmen.

Med til at lette betjeningen er de store, riflede trykknapper, der tillader fuldstændig sikker betjening. Trykpunktet er markant og kan understøttes af et akustisk signal, så du er 100 pct. sikker på at gøre tingene rigtigt.

Modsat Garmin, der med sit 910XT henvender sig målrettet til triatleterne, så har Suunto kig på outdoor-entusiasterne og især dem, der løber ude i naturen. Derfor er der også proppet en særdeles velfungerende højdemåler i uret, der både med tal og grafik oplyser om de overvundne bakker og bjerge. Et elektronisk kompas hjælper dig med at finde rundt i fx skoven, og skulle du alligevel fare vild, så er der også mulighed for at lade den indbyggede GPS lede dig på rette vej. Smart!

En fed detalje til løberne er selve hastighedsangivelsen, som er optimeret ved, at Suunto kombinerer GPSmålingen med en accelerator, der registrerer dine armbevægelser. I praksis betyder det, at du selv ved tabt GPS-signal får målt den tilbagelagte distance. Samtidig højner det nøjagtigheden af den umiddelbare tempoangivelse i displayet.

En rigtig praktisk detalje er også muligheden for at spare batteritid ved selv at indstille, hvor tit GPS’en skal hente fikspunkter fra satellitterne.

Vi har tidligere været efter Suunto for en menustyring, der har været yderst kompliceret i forhold til konkurrenternes. Det problem er finnerne kommet til livs, og resultatet er et ur, der er mindst lige så let at finde rundt i som Garmins og Polars modeller. Med til at lette orienteringen er klare symboler og guidende tekster – men også at skærmbillederne begrænser sig til de væsentligste informationer.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: