Produktinfo: Træningsur med 2" stor farveskærm med kortfunktion, puls, indbygget Wi-Fi mv. Knyttet op på Endomondo.

Træningsur: Håndbåret storskærm

Potentialet er enormt i nyt danskudviklet træningsur, der viser nye veje for, hvad et træningsur skal kunne. Høj pris og småfejl dæmmer dog op for begejstringen.

## Leikr | |

Funktion: Mange lækre funktioner. Brugsoplevelsen kunne være lidt bedre.

Kvalitet: Godt forarbejdet og god rem. Uret er også vandtæt.

God til prisen: For et nyt produkt på et svært marked er prisen for høj.

Konklusion: Leikr melder sig på banen med et af markedets mest avancerede træningsure. Især kortfunktion og Wi-Fi gør sig bemærket. Potentialet er enormt, men der er stadig småfejl og skønhedspletter, der skal rettes – ikke mindst set i lyset af den afgjort høje pris.

Pris: 3.000 kr.

OBS: Fås i øjeblikket til en intropris på 2.249 kr

www.leikr.com

Garmin er voldsomt dominerende på markedet for træningsure med GPS. 8 ud af 10 ure, der langes over disken, kommer fra den amerikanske producent. Nu byder en lille, dansk undergrundsvirksomhed giganten op til dans. Og den gemmer på et par yderst overraskende og kompetente moves.

Leikr-uret er udviklet i tæt samarbejde med brugerne, der løbende har budt ind med idéer til nye features og forbedringer, der så er blevet implementeret. I samme ånd betragter producenterne det ikke bare som et løbeur, men som en fleksibel multisportsplatform, der med tiden vil blive forbedret og få tilført nye features fx til cykling og svømning.

Selve hardwaren er da også yderst potent med en kraftig processor, masser af lagerplads og en indbygget sensor, der kan måle håndens bevægelse og udnyttes til at tælle svømmetag og måle skridtfrekvens ved løb.

Det er nu ikke printpladens komponenter, der først kalder på opmærksomhed. Det er den enorme skærm. Det er markedets suverænt største. Den gør uret bredt, men det er stadigvæk let og tyndt. Rammen om skærmen er minimal, vægten er 67 gram, og tykkelsen 1,1 mm, hvilket er både tyndere og lettere end Garmins topmodel, 910XT.

Skærmen har en imponerende god opløsning, og så er den i farver! Det betyder, at det er meget let at aflæse dens seks datafelter. Og det gør, at Leikr kan introducere en helt ny funktion til håndledsbårne GPS’er, nemlig kortfunktionen. Kortet kan være vanskeligt at læse, når du løber afsted, men fungerer problemfrit, hvis du stopper op og orienterer dig på uret. På sigt vil du kunne hente træningspas og ruter direkte ned på uret, men den funktion var ikke færdig under vores test.

Leikr-uret har alle de kendte funktioner, man kan forvente af en trænings-GPS: hastighed, distance, automatisk omgang, puls, vibratoralarm osv. Og det hele er pakket ind i en vandtæt urkasse forsynet med en stærk og meget velsiddende rem.

Kommunikation med computeren sker via Wi-Fi, der aktiveres ved et enkelt tryk på en knap. Det gør det ekstremt let at uploade træningsdata og at hente de opdateringer, der gerne skulle flyde i en lind strøm. Som det er nu, er uret bundet op på træningssitet Endomondo, men det skulle ændre sig med tiden, så også andre træningssites kan benyttes.

Leikr koster 3.000 kr. Det hører dermed til blandt de dyreste træningsure på markedet. Til den pris kan man forvente en helstøbt oplevelse, og den leverer Leikr ikke helt – endnu. Vi ønsker os et lidt mere moderne interface og menustyring, lidt bedre feedback fra knapperne og et brugerdefineret display.

3 skarpe detaljer

Kort Uret bruger OpenStreetMap. Det betyder, at kortene er gratis og dækker hele verden. Indtil videre er der dog ingen terrænkort til fx løb i skoven. Dock Uret oplades i en lille plasticdock. Det tager 2 timer at lade uret op, og batteriet holder p.t. i 4,5 timer med GPS. Wi-Fi Uret forbindes trådløst til computeren via Wi-Fi. Det gør det lynhurtigt at uploade træningsdata og hente opdateringer.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: