Hvad? GPS-ur med pulsmåler i remmen og MP3-afspiller. Højopløselig farveskærm. Batteritid: 1,5 timer.

Uret der vil alt

Adidas’ nye superur skaber en helt ny kategori af træningsure, men fejler på de basale funktioner som GPS-præcision og batteritid.

## ADIDAS SMART RUN | |

Plus: Flot forarbejdet og overvældende antal funktioner.

Minus: Batteritid, touchskærm og GPS-præcision.

Konklusion: Et ultraambitiøst produkt, der indvarsler fremtiden for træningsure. Som det er nu, fejler det desværre på de mest fundamentale funktioner.

Pris: 3.300 kr.

www.adidas.dk

At tage munden for fuld. Og at sætte sig mellem flere stole. De lidt kedelige talemåder er desværre dem, der falder én ind efter uger med Adidas’ nye superur om håndleddet. Det ser ellers så fantastisk ud.

Uret samler alle de dimser – GPS-uret, MP3-afspilleren og pulssensoren – vi normalt iklæder os forud for en træningstur, i ét produkt, der vel ikke kan kaldes et træningsur, men en slags håndledsbåret multimediemaskine.

Det hele er pakket smukt ind i en robust urkasse med børstede stålsider, en bred, velsiddende rem og en farvestærk touchskærm, der står tindrende klart og reagerer som en smartphone. Det er bestemt ikke her, problemet ligger. Det er heller ikke i urets interface. Den er enkel og intuitiv, ligesom den tilhørende webside, miCoach, bugner af træningsdetaljer og er nem at bruge.

Forbindelsen mellem ur og site sker via Wi-Fi, altså uden kabel eller dongle. Smart og altså heller ikke det, der er problemet – selvom vi godt kunne tænke os at kunne styre mere af opsætningen via uret.

Problemet ligger som så ofte i detaljen. For det første er batteritiden håbløs: 1 til 1½ time med GPS på og musik i ørerne er alt for lidt. For det andet er GPS’en ustabil. Det gælder, både når der skal fanges satellitter, og i præcisionen i målingen.

For det tredje er touchskærmen irriterende ude på træningsturen – især i regnvejr. Her virker den nærmest ikke. En enkelt knap styrer nogle vigtige funktioner, men man er stadig afhængig af skærmen, hvis man fx vil bladre mellem visninger.

De to første ting kan forbedres via softwareopdateringer. Men som det er nu, kan de imponerende features ikke skjule, at urets fundamentale funktioner halter.

3 skarpe detaljer

PULS Pulssensoren sidder i uret, så du slipper for en rem om brystet. Farven i displayet indikerer, hvilken zone du er i. VIDEO Du kan downloade træningspas og træningsvideoer til uret, som du kan bruge i fitnesscenteret. MICOACH Via onlinedelen miCoach registrerer du din træning, styrer opsætningen af uret og uploader træningspas til uret.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: