© Colourbox

Lækkert skiudstyr

Vær klar til oplevelserne på og uden for skipisterne. Her får du en stribe af sæsonens mest spændende og lirede skiudstyr.

14. januar 2015 af Morten Lund og Niels Christian Thalund.

Vi har taget et kig på sæsonens lækreste skiudstyr og viser dig her, hvad du skal iklæde dig for at være topparat til pisterne. Nederst får du tre bud på liret grej til mobilen.

Sæsonens fedeste skiudstyr

Luftoppumpet skihjelm: Salomon Quest Letvægtsskihjelm (410 gram), som vil begejstre selv de mest kræsne. Byder bl.a. på Salomons helt nyudviklede Auto Custom Air – et tilpasningssystem, der via en luftfyldt skummasse automatisk pumpes op og nøje tilpasser sig din hovedform og giver maksimal beskyttelse. Samtidig gør et sindrigt ventilationssystem det muligt at regulere på ‘temperaturen’ inde i hjelmen. Pris: 1.200 kr.


Prisbelønnet dun-jakke: Kjus Nucleus Nucleus-luksusskijakken fra Kjus vandt designprisen Red Dot Award 2014 for at kombinere letvægtskomfort med sofistikeret design. Limede syninger skaber kamre med dun, der gør jakken varm og øger vandtætheden. Funktionalitet og stilfuldt ydre går op i en højere enhed! Pris: 7.999 kr.


Vinduesvisker til handsken: Skigee Goggle Wipers Offpiste med sne i ansigtet eller på dage, hvor sneen vælter ned. Skigee er en fiks, lille skibrille-‘vinduesvisker’, som du placerer på din tommelfinger. Pris: 1,99 USD + fragt og told


Formel 1-skigoggles: Red Bull Racing Eyewear Boavista Formel 1, Kevin Magnussen. Disse rå Red Bull ‘4 times world champion team’-skigoggles er det tætteste, du på ski kommer på suset af formel 1-racing. Både pris og eksklusivitet lover en fed skibrille – som du dog må indkøbe på nettet. Pris: 160 euro (ca. 1.200 kr.)


Uopslidelige skibukser: Peak Performance Heli Pro Der ligger flere års innovation og praktisk udvikling i samarbejde med både eliteskiløbere og bjergbestigere bag de prisbelønnede Heli Pro-bukser tænkt til enhver alpin aktivitet. Et nyt og yderst holdbart 3-lags Vectran-fibermiksmateriale gør stoffet yderst slidstærkt og alligevel meget let, vandtæt og åndbart. Peak Performance har som det eneste mærke på markedet også integreret ROTAUF MRK5-lavinesikkerhedssystemet direkte i bukserne. Pris: 6.700 kr.


Fleksibel skistøvle: Fischer Transalp TS Lite Vacuum Transalp Vacuum er til randonee-skiløberen, der ønsker det optimale fit i sin støvle. Et tætsluttende vakuumsystem tilpasser nøje støvlen til foden, og en øget fleksibilitet i anklen gør det muligt at tage op til 10 cm længere skridt. Det lyder måske ikke af meget, men med et gennemsnit på 8.000 skridt pr. 1.000 højdemeter er det noget, som alle turskiløbere vil elske. Pris: 4.700 kr.


Top til tå-undertøj: Ortovox Overall LDT Heldragtsbaselayer, til når du står på ski i de rigtig kolde måneder. Vævet i merinould, så du kan være sikker på, at den både er varm og superlækker at have på. Designet i funky farver og med lynlåse både for og bag, så du kan komme på toilettet uden at skulle sno dig helt ud af dragten. Pris: 1.500 kr.


3 x SKIUDSTYR TIL MOBILEN

Klips en linse på: Nine States Universal Clamp Camera 4 In 1 Lens Omdan din smartphone til et kamera med optisk zoom. Hvis fisheye, close-upfotos og 10 x zoom på din telefon lyder godt, så investér i denne 4 i 1-linse, der klipses på. (mytrendyphone.dk.) Pris: 229 kr.


Din iPhone som GoPro-kamera: Hitcase Pro Hitcase Pro til iPhone 5 transformerer din iPhone til et actionkamera til hjelmen mv. Hardcasen giver vidvinkel, er vandtæt ned til 10 meter og tåler slag. Hitcase kan sættes på GoPro-monteringer og bruges helt som et GoPro-kamera. Pris: 999 kr.


Vandtæt etui til sne og regn: E-Case Iseries Den solide smartphone- ‘pose’ har SealLock-lukning, der sikrer vandtæthed (mindst 30 minutter på 1 meter vand), og har 2 øjer til en sikkerhedssnøre. Og du kan selvfølgelig stadig betjene touchscreenen gennem posen. Pris: Fra 249 kr.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Hvad er det bedste ved vintertræning?

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: