Stortest: Baselayers til kølig træning

I de kolde måneder er den langærmede baselayer eller superundertrøje svær at undvære. Den skal både flytte sveden væk fra huden og holde dig varm. Vi har testet sæsonens bedste bud.

27. februar 2015 af Martin Kreutzer.

Den rette påklædning er vigtig, når du træner i de kolde måneder. Her er fugten din store fjende, fordi den skaber hurtig afkøling, og ud over et vindbeskyttende yderlag er især baselayeren, der bæres som inderste lag direkte mod huden, afgørende for, at du holder dig tør og varm. I testen har vi derfor haft stort fokus på, hvor tør eller fugtig den enkelte baselayer føles, når der er svedt i den.

Forskellene er markante, uanset om der er anvendt syntetiske materialer eller uld, og stoffets vævning spiller en stor rolle. Trøjer med glatte flader føles generelt fugtigere og koldere end de fløjlsbløde trøjer, der med en lodden inderside holder det meste af stoffet fra huden.

Testen afslørede også andre centrale detaljer. Efter at have testet alle trøjer vil vores testere ikke undvære den høje krave og dybe brystlynlås, som bare gør din baselayer lige dét mere funktionel. Således klogere var det overraskende nemt at kåre de klare vindere.

Find den baselayer, der passer til dig

Download pdf'en herunder og få den store test af 19 baselayer-trøjer til træning i de kolde måneder.

Sådan tester Aktiv Træning

Vi tester alle markedets relevante modeller og forsøger så vidt muligt at fremstille trøjernes styrker og svagheder, så du kan træffe det bedst kvalificerede valg og købe den baselayer, som passer perfekt til dig. Vores testere har mange års erfaring med træning i kulden og har i processen haft særligt fokus på at teste baselayer-trøjerne under udholdenhedstræning som løb og cykling. Her springer sveden ud af alle porer og udstiller ganske tydeligt styrker og svagheder ved de enkelte modeller. Årets udvalg af baselayer-trøjer er så mangfoldigt, at der ikke kun findes én vinder. Trøjens formål har afgørende betydning for, om den vurderes til at levere varen. Til meget intensiv træning og moderate temperaturer er svedtransporten ekstremt vigtig, mens det ved kraftig kulde og lav til moderat intensitet er vigtigere, at trøjen er lun og dejlig at have på og har detaljer, der gør det nemt at regulere varmen. I den forstand sparer testen dig ikke for at overveje dine specifikke behov grundigt og ud fra disse træffe det bedst mulige valg.

TESTKRITERIER Vi har testet baselayer-trøjerne ud fra følgende kriterier:

  • Pasform og komfort: Sidder den godt og behageligt uden gnavende syninger eller andre generende elementer?
  • Svedafgivelse: Kan sveden dampe af, eller føles trøjen indelukket? Og hvordan føles trøjen mod huden, når den binder sveden?
  • Funktionelle detaljer: Er der små detaljer, som løfter trøjen op over gennemsnittet? Hertil hører velfungerende tommelløkker, en funktionel krave og lynlås, klogt placerede meshpaneler og varierende isolering hen over torsoen.
  • Varmeoplevelse: Det spiller en stor rolle, hvor varm trøjen føles (både tør og fugtig), hvor hurtigt den tørrer, og generelt om den virker som en god beskyttelse mod truende afkøling.

PRIS Vi angiver de vejledende priser – ofte kan modellerne dog findes billigere i butikkerne eller på nettet.

SAMLET VURDERING Produktets samlede karakter bygger på en helhedsvurdering af brugsoplevelsen med særligt fokus på alle de forskellige testkriterier.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: