© Scanpix

3 slankeråd der er stendøde

Nogle slankeråd sidder fast i bevidstheden, men her er tre forældede råd, du ikke skal følge.

Kulhydrater feder ikke

Her er der tale om et af de mest hårdnakkede 90’er-råd, hvor der i forskerkredse blev ført en ophedet diskussion om, hvorvidt sukker feder eller ej.

Debatten handlede om kroppens evne til at omdanne sukker til fedt – noget, som en del forskere påstod ikke var muligt. I medierne blev det dog udlagt, som om det var harmløst at hælde en masse sukker indenbords, selvom alle forskere var enige om, at sukker indirekte kunne fede ved at blokere for fedtets forbrænding.

I dag er der dog bred enighed om, at for meget sukker både feder direkte og indirekte.

En kalorie er en kalorie

En populær vægttabsstrategi går ud på at opstille et regnskab for, hvor mange kalorier der indtages, og hvor mange der forbrændes. Den metode dur desværre ikke, for et stort antal forsøg har slået fast, at kropsvægten påvirkes af meget mere end det simple kalorieregnskab.

Fx gør 100 fedtkalorier dig cirka 25 procent federe, end hvis du fik 100 kalorier fra proteiner. Og din træning påvirker ikke kun kalorieudbyttet, mens du træner, men også i mange timer efter – ja tilmed resten af livet, hvis du gennem din indsats ændrer kroppens sammensætning.

Frugt slanker

De er fulde af vitaminer og rige på fibre, og størstedelen er vand, så frugt kan du uhæmmet spise løs af. Sådan troede man indtil for få år siden. Men frugt indeholder lige så meget sukker som samme mængde cola.

Selvom frugt er sundere end sodavand, er kalorierne ikke gratis. Mætheden står ikke mål med kalorieindholdet, og mange ivrige frugtspisere har oplevet, at de først for alvor begyndte at tabe sig, da de skar ned på frugt.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: