Træn hårdt - og tab dig på sofaen bagefter

Nyt amerikansk studie viser, at kalorieforbrændingen fortsætter i 14 timer efter endt træning. Hvis du vel at mærke træner hårdt nok.

17. maj 2011

Jo hårdere du træner, jo mere efterforbrænding sker der i din krop, når du er færdig med at træne. Det har været kendt længe. Til gengæld har forskerne været uenige om graden af efterforbrænding. Men ifølge et nyt amerikansk studie fra universitetet i Boone i North Carolina, så er effekten ganske betragtelig og varer i ganske lang tid.

På universitetet undersøgte de kalorieforbrændingen hos 10 yngre mænd, i perioden efter at de havde motioneret 45 minutter på en motionscykel. Under træningen forbrændte de unge mænd i snit 519 kcal. Efter træningen fandt forskerne, at de unge mænds forbrænding var forøget i 14 timer. Mere konkret forbrændte de 37 procent flere kalorier, end de ville have gjort, hvis de ikke havde trænet.

Forskningen viste også, at effekten af efterforbrændingen er afhængig af, hvor hårdt du træner. En almindelig joggetur i hyggetempo batter således ikke meget. Først når du kommer op at træne med en intensitet på over 80 procent af din maks.-puls, sætter du for alvor gang i efterforbrændingen. Det er hård træning, hvor du bliver varm og forpustet og vil være ude af stand til at tale i hele sætninger, mens du træner.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: