Sulten efter træning? Forskere har undersøgt om en lang løbetur får os til at gå kalorie-grassat efter træning. © Ryan J. Lane/iStockphoto

MYTETJEK: Får løb dig til at spise mere?

Ny forskning har tjekket op på myten om, at vi går amok i køleskabet efter en god omgang træning, og dermed spiser alle de kalorier, vi lige havde forbrændt.

11. april 2016 af Hans Westhausen Gottlieb

Du kender sikkert den udbredte idé om, at konditionstræning ikke er den bedste vej, når der skal tabes nogle kilo. Angiveligt skulle den hårde træning nemlig øge din appetit og få dig til at spise ligeså mange kalorier, som du forbrændte under træningen eller måske endda endnu flere.

Den myte kan engelske forskere imidlertid begrave nu. I to forsøg fra Loughborough University undersøgte forskerne sammenhængen mellem motion og appetit.

Løbetræning påvirker sulthormoner

I det ene forsøg fik en gruppe kvindelige forsøgspersoner mad svarende til deres kaloriebehov på en inaktiv dag. På anden forsøgsdag fik de samme mængde mad, men blev derefter sat til at løbe i 90 minutter i jævnt tempo, og på tredje forsøgsdag gav forskerne dem mindre mad ved at trække det antal kalorier, som de forbrændte på løbedagen fra dagens madration.

På den måde svarede tredjedagen til en slankekur, hvor man skærer på det daglige kalorieindtag.

Efter hver af de tre forsøgsdage blev forsøgspersonerne sluppet løs i en buffet, hvor de måtte spise så meget, de havde lyst til. Forskerne registrerede hvor meget mad, forsøgspersonerne spiste i buffeten hver dag, ligesom de målte koncentrationen af appetitregulerende hormoner i blodet.

Ingen forskel på mænds og kvinders appetit

Resultatet viste, at forsøgspersonerne var mere sultne den dag, hvor de fik mindre mad, hvilket fik dem til at gå mere til den i buffeten. De havde også højere koncentrationer af det hormon, der fremmer følelsen af sult.

Når forsøgspersonerne derimod havde løbet, målte forskerne omvendt en højere koncentration af det hormon, der begrænser appetitten, og så spiste de mindre fra buffeten end de dage, hvor de ikke havde dyrket motion.

Lignende resultater kom frem, da forskerne i et andet forsøg målte kalorieindtaget og hormonniveauerne hos 10 mænd og 10 kvinder på henholdsvis en dag med 60 minutters løb og en dag med inaktivitet.

Også her var konklusionen klar: motion øger mængden af appetithæmmende hormoner, og får dig ikke til at overspise efter træning.

Kilde: Medicine & Science in Sports and Exercise

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: