© iStockphoto

Sådan kommer du til at spise MINDRE

Ny forskning peger på, at intensiv motion efter hjernen har knoklet, kan føre til lavere kalorieindtag.

30. august 2016 af Hans Westhausen Gottlieb

Hvis du er typen, der har et mentalt krævende arbejde - og du samtidig har et ønske om at begrænse kalorieindtaget - så er det en god idé at løbe eller cykle hjem, inden du sætter dig til middagsbordet.

Ny forskning fra University of Alabama viser nemlig, at en intensiv omgang HIIT-træning kan begrænse kalorieindtaget ved det efterfølgende måltid.

I forsøget blev 38 studerende sat til at lave en krævende eksamen. Bagefter skulle halvdelen slappe af, mens de andre skulle gennemføre 15 minutters HIIT-træning på løbebånd. Derefter blev de alle sluppet løs i en frokostbuffet med pizza.

Ugen forinden havde de studerende desuden slappet af i 35 minutter uden eksamenstest eller motion, hvorefter de havde spist fra pizzabuffeten.

Spiste 125 færre kalorier Resultatet viste, at den gruppe, der tog eksamenen og efterfølgende slappede af i et kvarter, spiste 100 kalorier mere end gruppen, der spiste uden at have lavet eksamen. Træningsgruppen indtog til gengæld i snit 25 færre kalorier, end når de blot havde slappet af i 35 minutter uden forudgående eksamen.

Ifølge forskerne er det i tråd med tidligere forsøg, at testpersonerne spiste mere efter en omgang hjernegymnastik.

Det er dog første gang, der er påvist en signifikant forskel i energiindtaget mellem personer, der udfører en mentalt krævende opgave og så spiser versus personer, der udfører en mentalt krævende opgave, motionerer og så spiser.

Kilde: Medicine & Science in Sports & Exercise

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: