Nancy Kerrigan og Tonya Harding på skøjter.
Det store skøjtedrama

Nancy Kerrigan (forrest) blev i 2004 optaget i Hall of Fame. Tonya Harding blev smidt ud af skøjteforbundet.

© Foto: Ritzau/Scanpix

Sportens største rivaler

Der er ikke noget som konkurrence, som kan få folk til at stramme sig an - og af og til gå liiiidt over stregen. Ikke mindst i sportens verden - her er 5 af de største rivaler.

23. september 2022 af Christian Thestrup

Det store skøjtedrama: Tonya Harding og Nancy Kerrigan 

De fleste forbinder nok skøjteløb med smukke kvinder i glitrende kjoler, som laver piruetter til musikken fra animationsfilmen ‘Frost’. Men under overfladen lurer der tilsyneladende en mørk verden. Den fik vi et indblik i tilbage i 1994, da de to amerikanske skøjteløbere Tonya Harding og Nancy Kerrigan kæmpede om at komme med til vinter-OL i Lillehammer, Norge. Udvælgelsen skulle ske ved de nationale mesterskaber, og mange havde den unge stjerne Nancy Kerrigan som favorit. Men så ramte katastrofen.

Dagen før konkurrencen blev Nancy overfaldet af en ukendt mand, som slog hende på læggen med en knippel, så hun måtte opgive at deltage i mesterskaberne. Hun var dog så dygtig, at hun alligevel fik en plads på OL-holdet – sammen med vinderen af konkurrencen, Tonya Harding.

Gerningsmanden blev arresteret få dage senere, og så kom der et nyt chok. Han viste sig nemlig at være hyret af Tonya Hardings eksmand. Formålet var at skade Nancy Kerrigan, så hun ikke kunne komme til OL.

Det blev aldrig bevist, at Tonya Harding var direkte involveret i overfaldet. Efter OL – hvor Nancy fik sølv, og Tonya endte på en 8.-plads – blev Tonya Harding dog kendt skyldig i at have hindret efterforskningen af overfaldet. Derfor fik hun frataget sine mesterskabsmedaljer, og i juni 1994 blev hun smidt ud af det amerikanske skøjteforbund for livstid.

Efterspil: I 2003 forsøgte Tonya Harding sig som professionel bokser. Det gik ikke så godt, og siden har hun arbejdet som svejser, maler og isenkræmmer. Nancy Kerrigan blev også upopulær, da hun forlod afslutningsceremonien før tid for at deltage i en Disney World-parade i Florida. Her kom hun for åben mikrofon til at kalde paraden for spild af tid, hvilket ikke er så smart, når man er sponseret af … Disney.

Bobby Fischer og Boris Spassky spiller skak
Sport i en krigstid

Der var iskold luft mellem Boris Spassky og Bobby Fischer, da de mødte hinanden til VM i skak i 1972.

© Foto: Ritzau/Scanpix

Kold krig på skakbrættet: Bobby Fischer og Boris Spassky 

Mens den kolde krig rasede mellem øst og vest, var der i 60’erne og 70’erne også iskold luft mellem stormagterne ved skakbrættet. Sovjetunionen havde siddet tungt på tronen siden 1948, men det ændrede sig i 1972. Her satte det excentriske skakgeni Bobby Fischer sig nemlig til skakbrættet ved verdensmesterskaberne. Fischer var 29 år, og siden han som 6-årig lærte at spille skak, havde han fejet det meste modstand af brættet. Nu sad han over for den forsvarende verdensmester fra Rusland, Boris Spassky. Verdensmesterskaberne blev afholdt på neutral grund i Reykjavík i Island.

Hele verdenspressen var til stede, og da Boris Spassky vandt de første to kampe, troede mange, at mesterskaberne var afgjort. Men så gik Bobby Fischer til angreb. Og efter 21 kampe kunne han erklære sig verdensmester efter 24 års russisk dominans.

Til verdensmesterskaberne i 1975, tre år senere, skulle Boris Spassky have revanche. Men opfølgningen på århundredets match blev aldrig til noget, da Bobby Fischer ikke kunne få sin vilje med nogle ændringer til mesterskaberne, og derfor dukkede han aldrig op. Faktisk forsvandt han helt fra offentlighedens søgelys og dukkede kun op i glimt, når han havde noget grimt at sige om USA, skak eller jøder, hvilket var tre ting, han hadede meget.

Boris Spassky blev aldrig verdensmester igen og trådte i 1985 tilbage fra professionel skak.

Efterspil: I 1992 blev der arrangeret en uofficiel revanche mellem Bobby Fischer og Boris Spassky. Her vandt Bobby Fischer igen. Fordi turneringen blev holdt i Jugoslavien, som var under amerikansk handelsembargo, blev der udstedt en arrestordre på Bobby Fischer. I 2005 blev han islandsk statsborger, og her boede han frem til sin død i 2008. 

Mike Tyson bider Evander Holyfield i øret
Det kontroversielle bid

Mike Tyson blev så rasende over, at han igen var ved at tabe til Evander Holyfield, at han bed ham i øret.

© Foto: Ritzau/Scanpix

En bokser med bid i: Mike Tyson og Evander Holyfield 

Det kommer nok ikke bag på ret mange, at bølgerne kan gå lidt højt i en boksering. Det er dog sjældent, at de går så højt, som da Mike Tyson skulle forsøge at vinde sit verdensmesterbælte tilbage fra Evander Holyfield. Det hele begyndte i 1995 – eller lidt før, faktisk.

Mike Tyson havde haft gang i en forrygende karriere, hvor han havde gennembanket alt, der var kommet op i ringen til ham. Uden for ringen gik det dog mindre godt. Privatlivet sejlede, han havde svært ved at styre sit temperament, og i 1992 blev han idømt seks års fængsel for voldtægt.

Efter tre år bag tremmer blev Mike Tyson prøveløsladt. Og så gik han i gang med at indhente det forsømte i ringen. Det gik godt – indtil han mødte den tidligere verdensmester, 34-årige Evander Holyfield. På papiret var det en nem kamp for Mike Tyson, men i ringen var det en anden sag, og Holyfield endte med at vinde på et teknisk knockout. 

Året efter stod de to boksere igen over for hinanden i ringen. Og igen gik kampen ikke, som Mike Tyson havde håbet. I tredje runde brød frustrationen ud i lys lue, da Tyson bed Holyfield i øret, så blodet piblede ud. Folk var målløse, men kampen blev sat i gang igen, efter at Mike Tyson fik fratrukket to point. Der gik dog ikke mange sekunder, før Tyson bed Holyfield i det andet øre, så der pludselig lå et lille stykke øre på kanvassen. Og så var hadets kamp slut. Holyfield blev erklæret vinder, Tyson var rasende, og alle andre sad måbende tilbage.

Efterspil: Mike Tyson fortsatte med at bokse, men hans storhedstid var forbi. Samtidig sejlede hans liv, og i 2003 erklærede han sig fallit. Evander Holyfield trak sig tilbage i 2014. Tyson har siden undskyldt episoden med øret, men de to mødte aldrig hinanden i bokseringen igen.

Carl Lewis og Ben Johnson sprinter
Et skud med krudt.

Tre dage efter OL-finalen fik Ben Johnson frataget sin guldmedalje. “From Hero to Zero in 9.79 secs.,” skrev en avis.

© Foto: Ritzau/Scanpix

Det beskidte ræs: Carl Lewis og Ben Johnson 

Når man træner i årevis for at ramme dagen, hvor 1/100 sekund kan gøre forskellen mellem succes og fiasko, skal der ikke meget til at få blodet til at koge. Sådan er det ikke mindst i 100-meterløb. I 1980’erne blev sprintdisciplinen brugt som kampplads mellem amerikaneren Carl Lewis og canadieren Ben Johnson. I begyndelsen af 80’erne havde Carl Lewis været indbegrebet af 100-meterløb, men så begyndte den canadiske sprinter Ben Johnson at hale ind på ham. Og i 1985 begyndte han at vinde over ham.

Det kulminerede til verdensmesterskaberne i atletik i Rom i 1987, hvor Ben Johnson både satte Carl Lewis og verdensrekorden til vægs med en tid på 9,83 sek. Året efter var der OL i Seoul. Og her var der virkelig lagt i ovnen til et brag, da de to kamphaner stod skulder ved skulder i 100-meterfinalen. Da startskuddet lød, fløj de to sprintere ned ad banen, og igen var det Ben Johnson, som krydsede målstregen først. Og igen i en ny verdensrekord på 9,79 sek., mens Carl Lewis kom ind på andenpladsen og satte amerikansk rekord med tiden 9,92 sek.

Ben Johnson nåede dog kun at have guldmedaljen i tre dage. Så afslørede en prøve, at han var dopet, og Ben Johnson blev diskvalificeret. I stedet blev Carl Lewis erklæret for vinder, og hans tid blev udråbt til at være ny verdensrekord. Ben Johnson fik karantæne, og de to løb aldrig mod hinanden igen. 

Efterspil: I 2003 dukkede nogle hemmelige laboratorieprøver fra OL i Seoul op. De viste, at Carl Lewis havde indleveret tre prøver, som også var positive for ulovlige stoffer. Han har dog altid nægtet sig skyldig. Faktisk viste det sig, at seks ud af otte løbere ved 100-meterfinalen i Seoul testede positive, og løbet bliver i dag omtalt som ‘The Dirtiest Race in History’.

Gino Bartali og Fausto Coppi kæmper på cykel
Hanekamp.

Gino Bartali og Fausto Coppi kæmpede altid indædt mod hinanden til cykelløb.

© Foto: Ritzau/Scanpix

Had på to hjul: Gino Bartali og Fausto Coppi

Der findes mange rivaler inden for professionel cykling, men to af de største har nok været italienerne Fausto Coppi og Gino Bartali. Bartali var det største navn i italiensk cykling i 1930’erne. I 1936 og 1937 vandt han Giro d’Italia, og i 1938 vandt han sågar Tour de France.

I 1940 blev den fem år yngre Fausto Coppi ansat som hjælperytter for Bartali til Giro d’Italia. Og det gjorde han godt – lidt for godt endda. På 11. etape trådte den 20-årige Coppi ekstra hårdt i pedalerne under et udbrud, så han endte ikke bare med at vinde etapen – men også den lyserøde førertrøje. Og den beholdt han helt til slut, hvilket gjorde hans kaptajn, Bartali, rasende. Og på den måde blev et inderligt had mellem de to ryttere grundlagt.

Efter anden verdenskrig fortsatte de to rivaler med at kæmpe. Helt galt gik det til verdensmesterskaberne i landevejscykling i 1948. Her fik et mindre udbrud lov til at stikke af, mens de to italienere bare kiggede på hinanden – uenige om, hvem der skulle indlede forfølgelsen af gruppen.

Detaljerne om løbet er i dag lidt uklare. Sikkert er det dog, at de to kamphaner endte med at blive så uenige, at de begge stod af cyklerne og forlod løbet. Det italienske cykelforbund – og resten af den cykelglade nation – var rasende, og Fausto Coppi og Gino Bartali indkasserede begge tre måneders karantæne fra cykelløb. 

Efterspil: I 1954 stoppede Gino Bartali karrieren efter en bilulykke. I stedet blev han cykeldirektør, og i 1959 ansatte han Fausto Coppi som kaptajn. Coppi havde nemlig den gnist og det temperament, Bartali savnede på sit hold. De to kamphaner var langt om længe blevet forenet, men de kom aldrig til at arbejde sammen. Før sæsonen gik i gang, blev Fausto Coppi inviteret til Burkina Faso for at køre mod nogle af landets ryttere. Mens han var afsted, fik han malaria og døde – 40 år gammel.

Privat var André the Giant og Hulk Hogan wrestler.
Venner uden for ringen.

Privat var André the Giant og Hulk Hogan gode venner. Andrew deltog bl.a. i Hulk Hogans bryllup.

© Foto: Ritzau/Scanpix

3 skæve 

1. Garri Kasparov og Deep Blue
I 1996 spillede den russiske stormester og verdensmester i skak Garri Kasparov seks partier imod IBM’s supercomputer, Deep Blue. Kasparov vandt fire af de seks partier. Året efter fik Deep Blue en opdatering og en revanche, og her vandt computeren tre af de seks partier og fik ét uafgjort. Kasparov var rasende og ville have omkamp, men IBM skilte computeren ad og ville ikke samle den igen.

2. Steve Wiebe og Billy Mitchell
I begyndelsen af 00’erne kæmpede de to amerikanere Steve Wiebe og Billy Mitchell om at få den højeste score i arkadespillet ‘Donkey Kong’. Dramaet kan ses i dokumentarfilmen ‘The King of Kong: A Fistful of Quarters’, hvor den sympatiske ingeniør Steve Wiebe forsøger at bevise, at han er bedre til ‘Donkey Kong’ end den usympatiske BBQ-saucesælger Billy Mitchell. Et sandt drama, som næsten overgår fantasien.

3. Hulk Hogan og Andre The Giant
Selvom kampene i wrestling er – tør vi sige det – aftalt på forhånd, kan det være sjovt at kigge på. Særligt i wrestlingens storhedstid i 80’erne, hvor de gode kæmpede mod de onde. Og ingen var bedre og mere amerikansk end Hulk Hogan, som havde en række legendariske sammenstød med kæmpen André the Giant, der var 224 centimeter høj og havde en kampvægt på 236 kilo. Hulk Hogan vandt for det meste.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: