Cykelrytter
© Jakob Helbig

4 tips til mere fart på cyklen

Skru op for farten med små nemme justeringer. Gå din cykel og dig selv efter med en række opdateringer, der mærkes mere på farten end på pengepungen.

5. august 2019 af Martin Mogensen

Power i pedalerne 

Det er ikke billigt at være inkarneret motionscykelrytter, og vil du helst køre på den letteste racer med de hurtigste aerodynamiske karbonhjul, kan du lynhurtigt købe dig fattig. Men heldigvis er der en hel stribe enkle justeringer og forbedringer, der både er nemme og billige, og som i den grad kan mærkes på farten.

Her kommer 4 nemme tips til at blive flyvende på cyklen. 

1. Dæktype 

Fart og punkteringsbeskyttelse er to vigtige, men modsatrettede parametre. De hurtigste dæk er også de dårligst beskyttede, mens de mest ‘punkteringsfri’ er tunge og langsomme. Dit valg må derfor afhænge af lyst og temperament. Der er dog meget at hente ved at bruge penge på ordentlige dæk. De vejer mindre, ruller bedre og punkterer heller ikke så let.

Effekt for kr.: 5/6
TIP! For de fleste har dæk som Continentals 4000 S eller Schwalbe One til omkring 220 kr. en god balance mellem fart og ‘sårbarhed’. 

2. Kæde, kassette, tandhjul

Er de beskidte, rustne eller slidte, så går det ud over farten. Så husk at rengøre og holde cyklens bevægelige dele velsmurte.

Effekt for kr.: 3/6
TIP! Kassette og tandhjul har typisk en levetid omkring 5.000 km, mens en kæde bør skiftes efter omkring 2.500 km.

3. Dæktryk 

Helt oppe omkring 120 psi (8,3 bar) var tidligere lig med høj fart, mente man. Det har dog siden vist sig, at et lavere tryk giver bedre vejgreb – med færre rystelser – og dermed også mere fart.

Effekt for kr.: 6/6
TIP! Det rette dæktryk afhænger af dækbredde, underlag og vægt. 90-95 psi (6,2-6,5 bar) vil passe til en rytter på 80 kg med 25-mmdæk på asfalt, men prøv dig frem.

4. Dækbredde 

Mens de klassiske dækbredder på 23 og 25 mm fortsat er de mest udbredte blandt ryttere, så viser ny, avanceret forskning, at 28-mmdæk faktisk er hurtigere – især når underlaget ikke er helt plant. De ekstra millimeter påvirker altså ikke rullemodstanden negativt – og ydermere er det lidt bredere dæk også mere komfortabelt at køre på. 

Effekt for kr.: 4/6
TIP! 28-mm koster og vejer lidt mere, men kører hurtigere med lavere dæktryk.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: