
Konklusion: Detaljerne er få, men gennemtænkte. Intet er overflødigt, og alt fungerer. Den er genial til sommerturene, hvor den yder optimal vindbeskyttelse og snildt tackler en endog meget hidsig byge eller to.
Pris: 699 kr.
Scott Premium Windbreaker Vest
Scott Premium Windbreaker er fuld af gode overraskelser. Den første indtræffer, så snart du får den i hånden. For vesten er nærmest naturstridigt let. Samtidig har det ultratynde, rispapirlignende materiale masser af lækkerheds-effekt. Til trods for den minimalistiske profil er vesten overraskende funktionel. Den sidder skarptskåret, og elastikker i liv og ærmegab sikrer, at den slutter tæt. Lynlåsen er isoleret for ekstra vindbeskyttelse og glider op i en lille lomme i den bløde krave, så den ikke generer halsen. Vesten er ikke fantastisk åndbar – til gengæld overrasker vandtætheden, der klarer mere end en almindelig sommerbyge. Eneste ubehagelige punkt er prisen!