Mand på cykel
© iStock

Ødelægger cykling potensen?

Der har i årenes løb floreret rygter omkring hvorvidt mange timer i cykelsadlen kan føre til impotens. Nu har et stort amerikansk studie fundet fem til om myten kan bekræftes eller ej.

22. juli 2019 af Redaktionen

Kan cykling ødelægge potensen?

Mange timer i sadlen giver ikke nødvendigvis potensproblemer, konkluderer et nyt, stort amerikansk studie. Her har forskerne sammenlignet spørgeskemasvar fra i alt 2.774 cykelmotionister, 539 svømmere og 789 løbere. 

Der blev bl.a. spurgt ind til potens samt eventuelle problemer med vandladning, føleforstyrrelser og smerter. Resultatet viste, at cykelmotionisternes seksuelle og urologiske sundhed var helt sammenlignelig med svømmernes og løbernes, omend nogle af cykelmotionisterne var mere tilbøjelige til at lide af urinrørsforsnævring. 

Cykelmotionisterne blev opdelt i henholdsvis en høj intensitets­gruppe, der havde cyklet min. 3 gange om ugen (min. 40 km pr. tur.) i +2 år, samt en lav intensitets­gruppe, der ikke kunne opfylde nogen af disse kriterier. Studiet viste, at motionisterne i høj intensitets­gruppen faktisk havde en højere score, når det gjaldt potens sammenlignet med lav intensitets­gruppen. 

Kilde: The Journal of Urology

Pas på med lavt styr 

Forskerne spurgte også ind til cykel- og sadeltype, sadelvinkel, brug af cykelshorts, hvor meget motionisterne stod op i pedalerne under træning og styrhøjde, samt hvilket underlag de typisk trænede på. 

Analysen viste, at risikoen for at få føleforstyrrelser i sæderegionen faldt markant blandt dem, der stod op i pedalerne i min. 20 pct. af tiden på cyklen. Omvendt medførte en styrhøjde, der var lavere end sadlen, en øget forekomst af føleforstyrrelser i sæderegionen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: