De fleste af os nyder en hyggelur i ny og næ, men måske burde vi faktisk tage en slapper midt på dagen noget oftere. Der er nemlig en lang række fordele at hente ved at sove til middag.
En lur får dig til at præstere bedre
Man kan let føle sig lidt doven, når man ligger fladt på sofaen. Men flere studier viser, at atleter, der ofte tager en kort lur, generelt performer bedre. Det er især deres eksplosivtet der forbedres.
En lur hæmmer din sult
Hvis man er træt og udmattet, så higer både hjerne og krop efter energi i form af mad eller sukkerholdige drikke. Hvis du i stedet efterkommer din krops direkte ønske - hvile, vil du undgå de ekstra kalorier.
Minimer stress med en lur
Et studie fra 2012 viser, at flere af stresshormonerne kan minimeres, hvis man tager en lur. Hvis man er træt og render rundt og er udmattet, så vil man have større risiko for at blive ramt af stress. Derudover går stress ofte ud over søvnen - og så starter en rigtig ond cirkel.
En lur gør dig klar i hovedet
Vores kognitive evner skærpes af en lur på 60 til 90 minutter. Efter en time på øjet vil du altså være bedre til at tilegne dig viden og lagre den.
Dit hjerte har godt af en lur
For lidt søvn kan have en negativ effekt på vores hjerte-sundhed. Et studie fra Havard viser da også, at de forsøgspersoner, der sov middagslur cirka en halv time 3 gange om ugen, havde mindre risiko for at blive ramt af hjerte-kar-sygdomme senere i livet.