SVAR:
Ja, mørket er vigtigere for vores sundhed, end mange af os er klar over. Når det bliver mørkt, falder kropstemperaturen op mod en grad, mæthedshormonet leptin stiger, så vi ikke er så sultne, blodtrykket falder, og vi begynder at producere mere af søvnhormonet melatonin. Alt sammen noget, der er med til at holde os trætte og sovende. Men mørket ser også ud til at være afgørende for mange andre processer i kroppen, og studier har koblet mangel på mørke om natten med alt fra overvægt til depression og type 2-diabetes.
I et nyere studie fra Northwestern University satte forskerne raske unge mennesker til at sove i et moderat oplyst rum. Målinger viste, at deltagernes hjerterytme ikke faldt til det niveau under søvnen, som det skal, for at kroppen restituerer optimalt. Samtidig havde deltagerne en øget insulinresistens næste morgen, hvilket på sigt øger risikoen for diabetes.
Der er altså god grund til at sikre, at du sover så mørkt som overhovedet muligt.
Hjælp mørket på vej
● Gardiner
Hvis du har svært ved at få det mørkt nok i dit soveværelse, fordi solen går ned sent, eller fordi gadelygter, lysreklamer eller billygter lyser ind i rummet, skal du overveje at sætte mørklægningsgardiner op for samtlige vinduer.
● Sovemaske
En sovemaske, der dækker øjnene, så der ikke trænger lys ind, kan være en god løsning, hvis der er for lyst, når du skal sove – måske fordi din partner skal læse.
● Ud med gear
Smid telefoner, tablets, TV, anlæg og andet elektronisk gear ud af soveværelset, så du ikke bliver forstyrret af lys fra skærme og standbylamper.