Den lynhurtige test: Mærk efter! Fungerer du godt i din hverdag, og har du hverken behov for eller lyst til at sove ud i weekenden? Føler du dig frisk de fleste af døgnets vågne timer, og er du kun undtagelsesvis søvnig før sengetid? Jamen, så sover du nok allerede tilstrækkeligt.
Den afslørende test: Hold øje med, hvor længe du er om at falde i søvn. Går der under 5 minutter, fra du slukker natlampen, til du slumrer sødt, er du med stor sandsynlighed i søvnunderskud. For de fleste mænd tager det cirka et kvarter at falde i søvn, hvis søvnbalancen er i orden.
Den grundige test: Gå i seng på samme tidspunkt fire dage i træk. Undlad at bruge vækkeur, og sov i stedet uforstyrret, til du vågner af dig selv. De første tre dage bruger du sandsynligvis på at snorke søvngæld af, mens du den fjerde morgen får et godt bud på, hvor mange timers søvn du behøver.