© istock

Gå lidt længere og bliv meget sundere

4.000 ekstra skridt om dagen kan halvere risikoen for tidlig død.

11. august 2020 af Redaktionen

Sommerferien er ideel til lange gåture, og mens du nyder naturen og den friske luft, kan du tilmed glæde dig over, at du bliver sundere for hvert skridt. Et nyt studie viser, at vi markant kan mindske risikoen for at dø for tidligt – bare ved at gå noget mere i hverdagen. Amerikanske forskere analyserede data fra 5.000 mænd og kvinder over 40 år, som tilbage i 2003-2006 havde fået målt antallet af daglige skridt med en aktivitetstracker. 

Da forskerne kiggede på, hvilke deltagere der var døde siden dengang, og justerede for køn, alder, rygning, BMI, kostvaner og andre risikofaktorer, var der en klar sammenhæng mellem antallet af skridt og risikoen for tidlig død. Personer, der i gennemsnit gik omkring 8.000 skridt om dagen, havde hele 51 pct. mindre risiko for tidlig død end dem, der gik 4.000 skridt eller derunder. Og yderligere skridt gjorde kun gevinsterne større. 

De, der var helt oppe over 12.000 daglige skridt, havde 65 pct. lavere risiko for tidlig død. Til gengæld – og dette var overraskende for forskerne – havde intensiteten ingen effekt på dødsrisikoen. Om man slentrede eller løb 12.000 skridt om dagen, var i dette tilfælde underordnet. 

Kilde: JAMA

Her gavner gåturene også

Hjernen:
Når du går hurtigt, skabes der nye hjerneceller, og hjerneområderne bliver bedre til at kommunikere med hinanden. Du styrker hukommelsen og kan holde dig skarp – også på længere sigt.

Psyken:
Gåture er guf for humøret, og forskning peger på, at de ligefrem kan beskytte mod depression.

Hjertet:
Du stimulerer kredsløbet og styrker dit hjerte, når du går. Risikoen for hjerte-kar-sygdom bliver mindre.

Leddene:
Gang er skånsom motion, da du ikke får de belastende stød op gennem kroppen som fx under løb.

Knoglerne:
Du kan gå dig til stærkere knogler – især når du sørger for at gå godt til og gerne i kuperet terræn.

Vægten:
Du forbrænder kalorier, og gåturene trigger ikke din appetit lige så meget som intensiv træning.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Hvad vil du opnå med din træning inden for det næste år?

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: