Kan min stress trænes væk?
Man hører ofte, at motion er godt mod stress, men er det en god idé at træne hårdt, hvis man er sygemeldt med stress?
SVAR: Der er enighed blandt både psykologer og sundhedsmyndigheder om, at motion virker effektivt til at forebygge stress.
Der hersker imidlertid ikke enighed om, hvor fornuftigt det er at presse kroppen med motion, hvis først stressen har ramt, og man evt. er sygemeldt med stress. Her peger flere eksperter på, at motion faktisk kan forværre stresstilstanden i kroppen.
Hvis du har oplevet et reelt stress-sammenbrud eller føler, at du står på tærsklen til det, så vil det sandsynligvis være fornuftigst at hive alt højintenst og præstationsrelateret ud af din træning og i stedet gå rolige ture i naturen, dyrke yoga, lave udstrækningsøvelser eller cykle i helt lang somt tempo.
Den rolige motion kan hjælpe dig til at sove bedre og falde lettere i søvn, hvilket ofte er et problem for stressramte og et meget vigtigt element i helbredelsen.
Mærk efter dagen efter træning – er du træt og udmattet, har du sandsynligvis trænet for hårdt. Er du i bedre humør, så gør motionen noget godt for dig.
Symptomer på stress
Fysiske tegn:- Hovedpine
- Hjertebanken
- Svedeture
- Nedsat immunforsvar – hyppige infektioner
- Appetitløshed
- Svimmelhed
- Diarré
- Rysten på hænderne
- Nedsat lyst til sex
Adfærdsmæssige tegn:
- Kritisk og irritabel
- Manglende overblik
- Ubeslutsomhed
- Kynisk og følelseskold
- Øget brug af stimulanser (kaffe, cigaretter, alkohol)
- Manglende engagement
- Periodisk fravær
Kilde: Psykiatrifonden