Mammut Marsch

En broget flok sendes afsted. Her er alt lige fra den fuldt udstyrede vandrer med stave, vandresko og praktiske lommebukser til den meget afslappede type med cowboyshorts og hverdagsrygsæk

© Foto: Calin Strajescu

Sådan føles det at gå 100 km

Hvor hårdt kan det være at gå 100 km på 24 timer? Det fik vores journalist at føle, da vi sendte ham afsted på en Mammutmarch for at prøve kræfter med ekstremvandring.

26. januar 2022 af Jesper U. Larsen

Mammutmarch

  • Konceptet Mammutmarch stammer fra Tyskland. 
    Den første organiserede march fandt sted ved Berlin i 2013 med kun 17 deltagere. 
  • Allerede et par år efter deltog flere tusind deltagere pr. event i Mammutmarcherne. 
  • I dag afholdes der Mammutmarcher flere steder i Tyskland, Østrig og Danmark. 
  • Ud over 100-kmmarcherne bliver der også afholdt Little Mammut-events på 30 km og 55 km.


Se mere på mammutmarch.dk og mammutmarsch.de

Jeg har højst blundet et par minutter, men da jeg slår øjnene op, skal hjernen lige bruge et splitsekund på at genopfriske, at jeg ikke ligger trygt og godt hjemme i min seng.


Jeg ligger på det hårde linoleumsgulv i et klasseværelse med mine ømme, hævede fødder op ad væggen og stirrer op på børnetegninger og alfabetet over tavlen.


Skolen er i dagens anledning omdannet til depot for os vandrere, der indtil videre har gået 64,5 km – og stadig har 35,5 km hjem. Klokken er 5 om natten, og der er varmt, fugtigt og ildelugtende i lokalet. Ude på gangen kan jeg høre, at nogen er besvimet. Jeg rejser mig op og bliver straks overmandet af en voldsom kvalme og svimmelhed, så jeg tror, at jeg er på vej til at lide samme skæbne.

Godt humør ude på ruten blandt de 1100 deltagere. 

© Foto: Calin Strajescu

Forventning og frygt

15 timer tidligere er vi blevet sendt afsted fra stranden i Vedbæk. Vi er 1.100 deltagere, der har meldt os til dagens Mammutmarch. Konceptet er ganske simpelt: Følg ruten 100 km til fods, og kom i mål, inden der er gået 24 timer. I startområdet sitrer stemningen af glad forventning blandet med en lille smule frygt, da vi får den afskedssalut, at det her nok bliver noget af det hårdeste, vi nogensinde kommer til at opleve. Da jeg for et halvt år siden hjemme på Aktiv Træningredaktionen rakte hånden op og meldte mig frivilligt til at prøve kræfter med de 100 km, var det med den tanke, at man skal jo bare gå, så hvor hårdt kan det være?.


Helt så kæphøj er jeg dog ikke nu, hvor dagen er oprindet. Godt nok har jeg forberedt mig med nogle lange ture i månederne op til, men ingen af dem har overskredet 40 km, og hver gang er jeg vendt træt og øm hjem og har proklameret, at jeg på ingen måde kunne gå bare i nærheden af 60 km mere! Jeg er derfor temmelig tvivlende over for, om min krop kan klare distancen – og bare at være i gang i 24 timer i træk uden søvn og kun med minimale pauser undervejs.

Ruten bliver downloadet til en app, men der bliver også udleveret et printet kort for en sikkerheds skyld.

© Foto: Calin Strajescu

Hvor langt er der nu? 

Klokken er 14.30, da min startgruppe bliver sendt ud gennem den store oppustelige portal. De første mange kilometer går vi tæt sammen, før gruppen langsomt bliver mere spredt. De hurtigste stikker af, og jeg finder min plads nogenlunde midt i feltet. Snakken går lystigt, og nogle har tilmed taget musik med, så det føles mere som en hyggelig familieudflugt end en ekstrem udfordring.

Allerede efter få kilometer begynder jeg dog at mærke en bekymrende ømhed i ryggen, og samtidig er jeg enormt fokuseret på, hvordan mine fødder reagerer på de ikke helt gennemtestede trailsko, som jeg i et sidste øjebliks panik endte med at skifte til hjemmefra. Og så bliver de 100 km ved med at rumstere i hovedet – som om jeg har et indre barn, der omme fra bagsædet bliver ved med at spørge: Hvor langt er der nu?

Det står ret klart for mig, at jeg er nødt til at overdøve tankerne, så jeg smækker en podcast i ørerne og fokuserer kun på at nå frem til første depot, der ligger ved et rostadion efter 19,5 km. Her står samaritterne klar med hjælp til vabler og skader, der bliver uddelt myslibarer, peanuts og bananer, og der er mulighed for at fylde vandflaskerne op. Jeg spiser lidt hurtige snacks og konstaterer, at fødderne stadig er nogenlunde intakte, og så er det videre.

Strategien med kun at tænke frem til næste depot kommer jeg til at følge resten af turen. Depoterne ligger med cirka 20 km’s mellemrum, og det kan min hjerne sådan nogenlunde håndtere. 20 km – så venter der en belønning. Og selvom den belønning bare er en kort pause med fødderne oppe, tørre sokker og lidt småkedelige snacks, før strabadserne fortsætter, så er det trods alt noget at se frem til.

Da jeg når depotet ved 40 km, er det lige blevet mørkt, og den del af turen, som jeg på forhånd har frygtet mest, er begyndt: De cirka ti timer fra solnedgang til solopgang. Vejrudsigten, der har varslet regn hele natten, viser sig at holde stik. Det bliver en lang, våd nat, hvor jeg gemmer mig under min regnponcho og ser verden i pandelampens skær. Jeg følger bare efter de røde baglygter fra vandrerne foran mig og sætter pris på, at feltet endnu ikke er mere spredt, end at der altid er andre mennesker inden for synsvidde. Ruten har jeg downloadet til en app, som via stemmeguide fortæller, hvornår der skal drejes til højre og venstre. Den kvindelige robotstemme i headsettet bliver min trofaste, men også ret trivielle følgesvend gennem natten.

Ved depoterne står frivillige klar til at uddele myslibarer, snacks, frugt og vand. Vil man have rigtig mad, skal man selv medbringe det

© Foto: Calin Strajescu

Øv, snydt igen

Tiden snegler sig afsted, mens vi går gennem de endeløse kilometer mørk skov. Depotet, som jeg tror ligger efter 60 km, viser sig at ligge efter 64,5 km, og da 60-km-skiltet af en eller anden grund aldrig dukker op, går der kuk i min mentale strategi. Ved hvert eneste sving tænker jeg, at nu må depotet – eller i det mindste kilometerskiltet – da komme. Men nej. Snydt igen.

Samtidig er kroppen nu for alvor mærket. Begge fødder er fulde af vabler, og det føles, som om jeg går på glødende kul. Resten af kroppen brokker sig også. Nogle kilometer er det ryggen, der er værst, indtil det pludselig føles, som om en kniv bliver stukket i skulderen, eller benene truer med at sige stop. Langt om længe drejer vejen ned mod depotet – en skole i Hillerød, som dog i nat minder mere om et feltlazaret, hvor folk ligger udmattede lige der, hvor de har kunnet finde et par ledige kvadratmeter.

Det er her, jeg lidt senere står svimmel på toilettet efter en ultrakort powernap og stirrer på den blege udgave af mig selv i spejlet. Nogle dybe indåndinger får bugt med toppen af ubehaget, og jeg trasker tilbage til klasseværelset – og får sat plaster på de to åbne vabler i femkronersstørrelse på hælene, der forklarer de sidste mange kilometers brændende smerter. Så er det på med rygsækken og forbi de friske frivillige ved madudleveringen, hvor jeg tvinger et halvt æble, en klapsammen og en kop kaffe ned. Jeg har bestemt ikke lyst til at få noget indenbords, men jeg er ret sikker på, at kvalmen og svimmelheden skyldes, at jeg har spist og drukket alt for lidt.

Ruten gennem det smukke nordsjællandske landskab byder især på masser af skov. Her slår den dog et smut gennem slotsparken i Hillerød med udsigt til Frederiksborg Slot.

© Foto: Calin Strajescu

Kun en hel arbejdsdag tilbage...

Tilbage ude i natten gør hvert skridt endnu mere ondt, end før jeg ramte depotet, og der er stadig 35,5 km tilbage. Altså næsten lige så langt som det længste, jeg har gået i mine forberedelser! Jeg hægter mig på en gruppe på tre foran mig, som går i et tempo, jeg lige nøjagtig kan holde trit med, hvis jeg virkelig anstrenger mig. Jeg kan ikke fremstamme et ord og hænger bare efter dem som en skummel forfølger, vaklende som en karakter fra ‘The Walking Dead’. Jeg tænker kun på at skulle følge deres fodspor. Et skridt ad gangen.

Ved 70 km møder vi skiltet “70 kilometer. Kun 30 km tilbage – eller en hel arbejdsdag”. Skulle nogen have fået den tanke, at 70 km er tæt på fuldendt, så sørger arrangørerne da lige for at minde os om, at der stadig er rigtig, rigtig langt hjem.

Men så begynder det langsomt at vende. Det bliver lyst, og regnen holder op. Gruppen foran mig er gået i opløsning, og jeg falder i snak med en af dem, der ligesom jeg har valgt at gå turen alene. Vi følges ad de næste timer frem mod det sidste depot – med nogle små ufrivillige omveje, hvor appen pludselig begynder at drille, og vi overser de spraymalede pile på vejene og reflekser i træerne, som også markerer ruten. For få timer siden ville nogle hundrede meters omvej have slået mig helt ud, men dagslyset har givet mig det mentale overskud tilbage, og kroppen kvitterer med ekstra kræfter – som om den har accepteret, at det her er vilkårene, og at jeg ikke har tænkt mig at give op nu.

Samtidig får hyggesnakken tiden til at gå hurtigere, og jeg minder mig selv om, at hvis jeg nogensinde skal gøre det her igen (hvad der dog på dette tidspunkt virker højst usandsynligt), så skal jeg ikke gå alene.

Vi når frem til det sidste depot ved 83,5 km, hvor der bliver kørt Nutella-madder ind, og hvor stemningen er markant mere opløftet end ved depotet 20 km tidligere. Nu er målet nogenlunde inden for rækkevidde. Min makker tilhører en tidligere startgruppe, så han smutter hurtigt videre for at nå i mål inden for tidsgrænsen, mens jeg bliver siddende lidt længere for at skifte plaster på de efterhånden totalt smadrede fødder.

Deltagerne bliver heppet de sidste meter frem mod mål. I alt gennemførte 603 ‘mammutter’ dette års march, hvilket er knap 55 procent af dem, der stillede til start. 

© Foto: Calin Strajescu

Den ensomme vej mod mål

Efter depotet er jeg igen på egen hånd – og denne gang er det virkelig på egen hånd. På lange stræk kan jeg ikke få øje på andre vandrere, og jeg må hele tiden være opmærksom på ikke at gå forkert. Til gengæld er frygten for at måtte udgå forduftet – jeg er ret sikker på, at jeg gennemfører, medmindre jeg overser et hul i vejen. Nu vil jeg faktisk bare gerne i mål, og jeg begynder at drømme om pizza og om at ligge på sofaen derhjemme i rent, tørt tøj og med fødderne oppe. Så de sidste kilometer føles uendelig lange.

På et tidspunkt kommer en anden deltager løbende bagfra – formentlig tilhører han en tidligere startgruppe og er nødt til at løbe, hvis han skal nå det inden for tidsgrænsen. På hans løbestil ligner det i hvert fald ikke et frivilligt valg. “Fire kilometer igen!” råber han, da han passerer, og jeg forsøger at fake en slags entusiasme. I det tempo, jeg efterhånden går i, er fire kilometer stadig mere end en time.

Men så, endelig, kan jeg begynde at høre musikken nede fra stranden. Ruten slår et sidste smut gennem en lille skov, og da jeg kommer ud igen, kan jeg se de mange mennesker, portalen og den kæmpestore oppustelige mammut i målområdet. Jeg går de sidste par hundrede meter gennem sandet, bliver klappet over målstregen og giver highfives til mammutteamet, der står klar til at tage imod alle og give os medaljen om halsen.

Det føles som en evighed, siden jeg sidst stod her på stranden, men stopuret siger 23 timer og 32 minutter. Jeg går over og smider mig i sandet, lægger hovedet på rygsækken og stirrer op i himlen, hvor solen for første gang i 24 timer er brudt igennem skyerne. Jeg smiler ved tanken om det vilde, absurde døgn, som har presset mig helt til grænsen både fysisk og mentalt – og så af noget så simpelt som ‘bare’ at gå. Jeg gjorde det sgu. Og jeg kan blive liggende her, lige så længe jeg har lyst.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: