Testosteron, mand, hormoner
Testosteron

95 % af mænds testosteron dannes i testiklernes leydigceller.

© Foto: iStock

Testosteron: Alt, hvad skal du vide

I denne artikel gælder det testosteron – det mandlige kønshormon, som mange primært forbinder med aggression, svulmende muskler og ulovlig doping, men som er vitalt for en lang række funktioner i din krop.

7. juni 2022 af Jesper U. Larsen Pia Norup, ‘Testosteron – mand, krop, performance’

Hvad betyder testosteron? Ordet testosteron har været brugt siden 1930’erne som betegnelse for det mandlige kønshormon. Det kommer af det latinske ord ‘testis’, der betyder testikel, og ‘steroid’. Navnet henviser til, at hormonet primært produceres i testiklerne hos mænd. Kvinder producerer dog også testosteron – i æggestokkene og binyrerne – men i meget lavere mængder end mænd.

Spørgsmål og svar

Hvad gør testosteron i kroppen?

Allerede som fostre er drenge afhængige af testosteron, der er ansvarlig for udviklingen af kønsorganerne. I puberteten sørger hormonet for, at drenge skyder i vejret, udvikler dybere stemmer, får skæg og kropsbehåring samt andre forandringer, der gør drenge til mænd.

I voksenalderen sørger testosteron for at holde kroppen sund og klare en hel stribe af vigtige opgaver: 

  1. Hår. Testosteron stimulerer hårvæksten i ansigtet, på kroppen og omkring kønsorganerne.
     
  2. Muskler. Når du har tilstrækkeligt med testosteron i kroppen, får du lettere ved at opbygge og bevare din muskelmasse. 

  3. Hjerte-kar-systemet. Testosteron beskytter hjertet og arterierne og mindsker risikoen for hjertesygdomme. Det øger også kroppens produktion af røde blodlegemer. 

  4. Hjernen. Humøret og libidoen (sexlysten) styres i høj grad af testosteron. 

  5. Kønsorganer. Hormonet sørger for produktion af sædceller og for rejsning. 

  6. Knogler. Testosteron stimulerer opbygningen af dine knogler, så du holder dit skelet solidt. 
Testosteron, mand, hormoner, kroppen

Mænd kan takke deres høje testosteronindhold for, at de har meget nemmere ved at opbygge stor muskelmasse end kvinder. Testosteron spiller en vigtig rolle i kroppen hele livet, og det er vigtigt for vores helbred og velvære, at vi har de rette mængder af hormonet.

Hvad kan være årsagen til et for lavt niveau af testosteron hos mænd?

Et for lavt testosteronniveau (hypogonadisme) kan opstå ved en direkte påvirkning af testikelfunktionen, fx ved skader eller sygdom. Derudover sker der et naturligt, aldersrelateret fald, som sætter ind omkring 50-årsalderen. Nogle mænd mærker intet til det, men hos andre medfører det symptomer som træthed, tab af muskelstyrke, manglende energi og sexlyst, depressive følelser, irritation og koncentrationsbesvær.

Derfor taler man om, at mænd også har en overgangsalder, kaldet andropausen, som hænger sammen med det faldende niveau af mandligt kønshormon. Det menes, at omkring 20 procent af alle mænd over 50 år har symptomer på for lavt testosteron.

Kan man få et tilskud af testosteron hos lægen?

Mænd, som ikke selv danner nok testosteron, kan behandles med hormontilskud, der gives i form af tabletter, indsprøjtning eller en gel, som smøres på huden. Hvor behandling med testosteron er meget udbredt i fx USA, så er lægerne herhjemme noget mere tilbageholdende med at udskrive recepter. Nogle mener, der skal være tale om decideret sygdom eller skader i eksempelvis testiklerne, før man giver tilskud. Det skyldes bl.a. en mistanke om, at det kan øge risikoen for blodpropper.

HAR DU FOR LIDT? Hvis du har symptomer på for lavt testosteron, bør du tale med din læge, som via en blodprøve kan konstatere, om det rent faktisk er tilfældet.

Hvad sker der med testosteron med alderen?

Hos drenge er der en periode i fostertilværelsen og i tremånedersalderen, hvor man har en ret høj koncentration af testosteron i kroppen. Det er dog, når man rammer puberteten, at produktionen for alvor sætter ind, og den topper, når man er ung voksen. Hos begge køn falder produktionen af testosteron igen, fra man er midaldrende og resten af livet.
Graf, testosteron

Grafen viser niveauet for totalt testosteron. Niveauet af frit testosteron, som kroppen kan bruge, falder mere med alderen – til cirka 50 % af maksimum hos 80-årige mænd.

Har mænd i dag mindre testosteron i kroppen?

Ja, noget tyder på, at tidligere generationer af mænd havde mere testosteron i kroppen, end vi har i dag. Et studie fra Rigshospitalet af over 5.000 danske mænd har vist, at niveauet af det mandlige kønshormon i gennemsnit er faldet med 14 procent, hvis man sammenligner mænd født i 1920’erne med mænd født i 1960’erne. Forskerne ved ikke med sikkerhed, hvorfor niveauet er dalende, men flere faktorer er i søgelyset. Det kan måske spille ind, at vi er blevet mindre fysisk aktive og har mere stillesiddende arbejde, at vi spiser flere usunde fødevarer, eller at vi udsættes for forurening og forskellige giftstoffer.

Hvordan virker testosteron som doping?

Da testosteron er afgørende for udviklingen af muskler, har det i årevis været brugt som doping inden for bodybuilding og sportsgrene som vægtløftning, svømning samt atletikkens kasteog sprintdiscipliner. Testosteron, og andre stoffer, som minder om testosteron, kaldes for anabole steroider. De har størst virkning i kombination med intensiv styrketræning.

Bivirkninger, anabole steroider
Bivirkninger.

Anabole steroider har en lang række skadevirkninger. Ud over de fysiske bivirkninger herunder kan stofferne påvirke hjernen og medføre humørsvingninger, nedsat sexlyst og depression.

Kan man selv gøre noget for at hæve niveauet?

Hvis du har en sund og aktiv livsstil, er der større chance for, at du holder din testosteronproduktion godt kørende. De vigtigste råd er:

  • Få din nattesøvn. Søvn fremmer produktionen af testosteron. De fleste har brug for mellem 7 og 8 timer hver nat.

  • Undgå stress. Ligesom fysisk stress ved fx søvnmangel får også mental stress dit testosterontal til at falde.  


  • Vær fysisk aktiv. Regelmæssig træning er med til at booste dit testosteronniveau. Særligt styrketræning, der involverer store muskelgrupper og mange muskler på samme tid, øger akut testosteronkoncentrationen. Men undgå overtræning, da det øger kroppens produktion af stresshormonet kortisol, der hæmmer testosteron.

  • Hold vægten. Overvægt hæmmer produktionen af testosteron. Især mavefedtet omkring organerne er problematisk, da det medvirker til, at leveren danner mere SHBG – et protein, som binder testosteron til sig, så kroppen ikke kan bruge det.

  • Spis sundt. En sund, varieret kost er med til at holde balance i hormonsystemet. Skær ned på sukker, og skru op for indtaget af grøntsager. Også fed fisk (eller et tilskud af fiskeolie) er med til at øge det aktive testosteron i kroppen.

  • Skær ned på alkohol. Du kan sagtens nyde et par genstande, men et konstant højt forbrug af alkohol vil hæmme produktionen af testosteron.


Vidste du, at mænds testosteronniveau daler, når de bliver gift? Faldet er dog så beskedent, at det ikke har nogen sundhedsmæssig betydning.

Mand, testosteron, dødløft

Dødløft træner mange muskler på én gang, og det øger kroppens naturlige produktion af testosteron.

© Foto: iStock

Hvad skal man som kvinde vide om testosteron?

Kvinder producerer langt mindre testosteron end mænd. Men også hos kvinder er et sundt niveau af testosteron medvirkende til, at kroppen fungerer optimalt, og nogle kvinder oplever faktisk symptomer på faldende testosteronniveau med alderen. Studier tyder på, at kvinder med hormonmangel via testosterontilskud i meget små doser kan opnå stærkere muskler og knogler samt en øget sexlyst og bedre humør. Der mangler dog langvarige undersøgelser af effekterne, og derfor er behandlingen ikke ret udbredt.

Har skaldede mænd mere testosteron? 

Nej, det er en myte. At være skaldet er ikke et bevis på, at man har en usædvanlig stor mængde testosteron pumpende rundt i kroppen. Hårtabet skyldes derimod en høj følsomhed over for testosteron i hårsækkene hos mænd, der er arveligt disponeret for almindeligt hårtab eller skaldethed. I hårbunden omdannes testosteron til dihydrotestosteron (DHT), og dette stof hæmmer hårets vækst, ved at hårsækkene skrumper og mister kontakten til blodforsyningen, så håret ikke længere kan gro. Stress og en usund livsstil kan øge problemets omfang.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: