Fodtøj til eventyr.
Fodtøj til eventyr.

Vandrestøvlens faste sål dæmper stødene og stabiliserer foden, så du undgår alt for udmattede fødder.

© Foto: iStock

Vandrestøvler: Alt, du skal vide

Skal du vælge vandrestøvler- eller sko, skal de være vandtætte eller åndbare, og hvad med materialet – kunststof eller klassisk læder? Alt det og meget mere kan du få svar på her, hvor vi guider dig i retning af det helt rette fodtøj til din næste tur ud i det blå.

14. juni 2022 af Lasse Lyhne Konsulent: Knut Korczak, Fjeld & Fritid.

Kan jeg ikke bare vandre i mine løbesko?

Jo, det kan du sagtens – i hvert fald så længe terrænet er fremkommeligt, og rygsækken ikke er alt for tung. Men de lette, bløde sko er ikke lavet til vandring, og tager du på længere hikes i hårdt og stenet terræn, eller skal du have oppakning med, vil løbeskoene og måske også dine ankler og fødder hurtigt give fortabt. Fodtøj lavet til vandring er langt mere robust og beskyttende end løbeskoene.
Vandrestøvle, opbygning

Vandrestøvlens klassiske snøresystem giver mulighed for præcis justering og et tæt fit om anklen.

Hvorfor en vandresko frem for en vandrestøvle?

Når vi siger vandring, siger du sikkert støvler. De klassiske brune læderstøvler med højt skaft er helt umiddelbart det, der kommer i hu, når man tænker fodtøj til vandring, men de senere år er der også udviklet en lang række sko til formålet. Sko har den oplagte fordel, at de er lettere end støvler. Mens en kraftig vandrestøvle godt kan veje 600-700 g, vejer en sko det halve. Dermed kræver det mindre energi at svinge dem frem og tilbage for hvert skridt, og du får også mere kontrol i bensvinget. Hvor den tunge, stive støvle sidder som et blylod for enden af benet, lader skoen dig i højere grad selv bestemme, hvor foden skal gå i jorden.

Af samme grund stiller skoene også større krav til styrken i ankler og fødder, så hvis du skal gå i meget ujævnt terræn eller med en tung rygsæk, så er skoene måske ikke det bedste valg. 

Hvilke slags vandresko findes der?

Approachsko 

Den letteste, mest neutrale sko, du finder i outdoorbutikkerne, er approachskoen. En fladsålet, blød sko uden meget støtte. Skoen er forstærket langs hele kanten af overdelen, og sålen er i blødt, skridsikkert gummi. Skoen bruges fx til meget teknisk vandring kaldet scrambling, hvor man halvt går, halvt klatrer.

Trailsko

Skal du ikke klatre, men gå raskt afsted ad relativt tilforladelige spor, så kan en såkaldt trailsko være sagen. Skoene minder meget om dem, trailløbere drøner afsted i, når terrænet bliver barskt, og har mange af de samme kvaliteter. Det vil sige lette, åndbare og velsiddende. Sålen er fastere end i en løbesko for at styre foden bedre og beskytte mod sten.

Vandresko

Skal du på en klassisk vandretur, er klassiske vandresko oplagte. Det er den type, som Dansk Vandrelaug ville foretrække, og skoen er kendetegnet ved en god bred forfod, en solid overdel, der med den rette pleje kan holde i årevis, og en solid og stiv sål. Det er en rigtig allrounder, der gør det godt på de fleste – ikke alt for tekniske – ture.

Skal mine vandresko eller vandrestøvler være af skind eller kunststof?

Skind er det klassiske valg, og en støvle eller sko i læder har også mange fordele. For det første er den i de flestes øjne flottere. Den er også langt mere holdbar, og med den rigtige pleje kan en vandresko eller -støvle i skind holde hele livet. Skind kan også være ret vandtæt.


Til gengæld tørrer det langsomt, hvis det bliver vådt. En skindsko er også tungere end en sko eller støvle i kunststof, ligesom den er mindre åndbar og væsentlig dyrere end en tilsvarende model i kunststof.

Skal de være med eller uden Gore-Tex?

Det kommer helt an på, hvad du skal bruge dem til. Skal du gå gennem våd lyng eller på tur i Skotland, Vestnorge eller andre meget regnfulde egne, kan en vandtæt støvle være en rigtig god idé. Vandtætheden kommer dog med et par omkostninger. Vandrestøvler eller -sko med Gore-Tex eller lignende membraner er dyrere, tungere, varmere og tættere. De er derfor ret uegnede, så snart det bliver lunere i vejret.

En læderstøvle eller -sko kan være et godt kompromis. Er støvlen behandlet med rigelig bivoks, er den faktisk meget vandtæt, samtidig med at foden kan ånde. Er det rigtig varmt, er en åndbar sko i polyestermesh at foretrække.

Hvorfor en vandrestøvle frem for en vandresko?

Støvlerne er det oplagte valg og også det, der umiddelbart passer bedst med selve vandreidentiteten. Og støvler har da bestemt også deres berettigelse. Det høje skaft giver typisk en bedre vandtæthed og mere varme. Dertil støtter det anklen. Det er en stor fordel, hvis du går i meget ujævnt terræn eller har en tung rygsæk på ryggen. Træder du skævt, holder skaftet på ankelleddet, så du ikke vrikker om eller brækker anklen.

Støvlens sål er typisk også stivere end den, der sidder under en vandresko. Det giver en bedre stabilitet på meget ujævne underlag, hvor den stive sål styrer skridtet sikkert over sten, rødder og klipper, ligesom den faste støddæmpning beskytter fødderne bedre mod de kraftige stød, der kommer, hvis du bærer rundt på en tung rygsæk. Støvlen er også mere robust og et klart bedre valg i hårdt og teknisk vandreterræn.

Hvilke typer støvler findes der?

Letvægtsstøvler 

Den letteste type i støvlekategorien er en såkaldt letvægtsstøvle. Det er sådan set en sko forklædt som støvle. Den er let og fleksibel og har mange af de samme kvaliteter, som en sko har. Det vil sige blød støddæmpning, smidig sål og god åndbarhed. Skaftet støtter ikke anklen, men sikrer i højere grad, at småsten og vand ikke kravler ned i støvlen.

Vandrestøvler

Den klassiske vandrestøvle består af en robust overdel i læder eller kunststof forsynet med en stiv sål, der giver stabilitet og beskytter fødderne mod fx sten. Vandrestøvlerne fås i forskellige hårdheder og gradueres typisk fra A til C, hvor C er kraftigst og mest robust. De kraftigere støvler er egnede til uvejsomt terræn, hvor du ikke kan se, hvor du sætter fødderne.

Fjeldstøvler

Skal du op i højderne og udfordre dig selv på gletsjere og vandring over 6.000 meters højde, så skal du have fat i en fjeldstøvle. Det er et stykke specialiseret fodtøj, der udmærket sig ved høj stivhed og masser af varme. Støvlerne er forsynet med en hård yderstøvle og en blød, foret inderstøvle, der holder fødderne varme – selv hvis det er helt ned til minus 30 grader.

Hvilket andet udstyr har jeg brug for?

Sokker

Sokkerne er afgørende for komforten på vandreturen. Et par gode, tynde uldsokker er det oplagte valg. Uld varmer og lugter ikke og har tillige den fordel, at det suger sved, så fødderne ikke svupper rundt som i en nylonsok. De bedste uldsokker er faconsyede og forsynet med stødaflastende zoner, så risikoen for vabler og slid mindskes. Er det vådt, og ejer du ikke et par vandtætte støvler, kan du i stedet overveje et par vandtætte sokker. De holder fødderne tørre selv i et par åndbare sko og støvler og luner betragteligt.

Gaiter

En kraftig og lang gaiter kan spændes om skoen eller støvlen og forhindre vand og skidt i at falde ned i skoen ovenfra. Du kan få gaitere af forskellig længde og tykkelse.

Plejemidler

Vandresko og -støvler skal plejes. Det forlænger holdbarheden og gavner også funktionaliteten.

  • Vandresko og -støvler i kunststof vaskes med vand og sæbe og en blød børste, hvis de er blevet mudrede eller beskidte.

  • Vandrestøvler og -sko med Gore-Tex-membran vaskes som beskrevet ovenfor og imprægneres desuden med en imprægneringsspray.

  • Vandresko og -støvler i læder børstes og vaskes med så lidt vand som muligt. De lufttørrer ved stuetemperatur og behandles med voks. Det holder skindet blødt og smidigt.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: