Så meget protein bør du indtage
Behovet for protein i forbindelse med styrketræning er en af de klassiske debatter blandt træningsinteresserede. Nu fastslår amerikanske forskere temmelig skråsikkert, at der ikke er mere at snakke om.
De har analyseret de 49 mest kvalificerede studier på området med mere end 1.800 deltagere, og dommen er klar: Et øget indtag af protein forbedrer signifikant både styrke og muskelvækst hos mænd og kvinder, der styrketræner.
Forskerne konkluderer samtidig, at 1,6 gram protein pr. kilo kropsvægt dagligt er den mængde, man bør stræbe efter, når man dyrker styrketræning. At indtage mere protein end det ser nemlig ikke ud til at give bedre resultater. De officielle mindsteanbefalinger for befolkningen generelt er 0,85 gram protein pr. kilo kropsvægt.
Forskerne er desuden kommet frem til, at det ikke gør nogen forskel, om proteinerne kommer fra tilskud med fx valleprotein, eller om man får alle sine proteiner gennem kosten. De afviser også forestillingen om, at det skulle være særlig vigtigt at indtage protein inden for den første time efter styrketræning.
Så meget får du fra 6 stærke proteinkilder
- Tun: 27,5 gram/100 gram
- Kalkun: 21,9 gram/100 gram
- Tørrede linser: 28,5 gram/100 gram
- Skyr: 11 gram/100 gram
- Æg: 12,6 gram/100 gram
- Grønne ærter: 6 gram/100 gram
En kvinde på 65 kg, der styrketræner, skal have 104 gram protein om dagen.
En mand på 80 kg, der styrketræner, skal have 128 gram protein om dagen.
Kilde: British Journal of Sports Medicine