Er det usundt at spise peanutbutter?
Peanutbutter er lige så propfyldt med sunde sager som tørrede jordnødder. Nødden indeholder masser af E-vitamin, kalium, jern, protein, fibre, antioxidanter og enkeltumættede fedtsyrer, og de ryger med videre, når nødderne laves til smør. I tillæg får du så til gengæld ofte en del salt, som er kommet i smørepålægget, men ellers hamler det fint op med nødderne.
Sørg lige for at tage et ekstra kig bag på glasset, inden du lægger det i indkøbskurven, da peanutbutter også kan være tilsat fx sukker eller palmeolie. Det er sundest at vælge en af de varianter, som kun består af jordnødder og salt.