D-vitamin skærper din hjerne
Mange af os får for lidt D-vitamin, fordi solen på vores breddegrader ikke er stærk nok til, at vitaminet kan dannes i huden. Men der er mange gode grunde til at få tanket op. Et nyt studie viser, at mangel på D-vitamin kan øge risikoen for demens.
Eksperterne har gennemgået over 4.000 studier på området og konkluderer, at D-vitaminmangel kan føjes til listen over sygdommens mulige årsager. De tæller i forvejen vores gener samt livsstilsfaktorer som rygning og overvægt.
Så du kan med fordel sørge for at spise godt med makrel, sild, laks og andre fede fisk. De er ubetinget den bedste naturlige kilde til D-vitamin i vinterhalvåret, hvor solens stråler ikke batter.
Husk skyggereglen
Din skygge kan afsløre, om den første forårssol er stærk nok til, at der dannes D-vitamin, når du opholder dig i solen. En god tommelfingerregel er, at hvis din skygge er længere end din højde, så får du ikke D-vitamin fra solen.
Kilde: University of Edinburgh