Mand der spiser pizza

Begræns det skjulte saltindtag ved at styre uden om bl.a. færdigretter som fx pizza, der ofte bugner af salt. 

© iStock

Sådan mindsker du dit saltindtag

Det nytter ikke kun at trappe ned på den knivspids salt, du selv drysser på maden. Den helt store synder findes i mad som pizza, kødpålæg og mejeriprodukter.

21. marts 2019 af Hans Westhausen Gottlieb

Får jeg for meget salt? 

Jeg ved at for meget salt er usundt, men hvor meget må man egentlig få, og er der et nemt trick til at finde ud af, hvor meget man indtager?

SVAR: Maks.-anbefalingen er 5-6 g om dagen. Men 9 ud af 10 danskere får for meget salt, og i snit indtager vi ca. 10 g dagligt. Det kan dog være vanskeligt at finde ud af, hvor meget salt man reelt indtager. 

Faktisk er mindst 70 pct. af det salt, vi spiser, skjult i industrielt forarbejdede produkter. Det nytter derfor heller ikke det store at skære ned på det synlige salt, vi drysser på maden. Det gælder om at spotte de store saltbomber, fx færdigretter som pizza, kødpålæg som spegepølse og skinke samt brød, en stribe morgenmadsprodukter og mejeriprodukter, bl.a. ost. 

På varedeklarationen står salt som natrium. Du omregner natrium til salt (natriumklorid) ved at gange med 2,5. Produkter med over 1,5 g salt pr. 100 g (0,6 g natrium) betragtes som oversaltede.

4 tips til at mindske dit saltindtag

  • Lav mad fra bunden: Halvfabrikata og industrielle færdigretter er ofte fyldt med salt. 
  • Brug soja: Sojasauce er saltholdig, men indeholder alligevel 40 % mindre natrium end salt. Brug fx sojaen til at marinere kylling.
  • Brug krydderier: Mange har vænnet sig til, at salt er det dominerende krydderi. Prøv i stedet at give maden smag med andre krydderier. 
  • Smag på maden: Det er en dårlig vane automatisk at drysse ekstra salt på maden. Smag altid på den, inden du drysser ekstra salt på.


Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: