D vitamin
D-vitamin

Alt du bør vide om D-vitamin.

© iStock

D-vitamin – derfor er det vigtigt

Får du for lidt eller for meget D-vitamin? Hvordan får du nok af det hypede vitamin? Og hvorfor skal du overhovedet have D-vitamin? Det og meget mere kan du finde ud af her.

21. september 2017

D-vitamin generelt

D-vitamin er et såkaldt provitamin. Forskellen på almindelige vitaminer og provitaminer er, at vi selv kan danne provitaminer, men det kan vi ikke med almindelige vitaminer.

Vi optager D-vitamin på to måder – gennem huden og gennem tarmen.

I de skandinaviske lande danner vi D-vitamin (calciferol) gennem huden om sommeren, hvor dagene er lange og lyse. Det kræver dog, at vi to til tre gange om ugen opholder os ude i solen i 5-30 minutter.

I tarmen optages D-vitamin, når vi spiser meget D-vitamin-holdig mad eller kosttilskud med D-vitamin.

Hvad er D-vitamin godt for?

D-vitamin er vigtigt for os af to væsentlige grunde:

  • D-vitamin regulerer koncentrationen af calcium i blodet
  • D-vitamin er nødvendigt for vores knoglers og tænders omsætning af calcium og fosfat

Derudover peger forskning også på, at D-vitamin er godt for vores immunforsvar, blodsukkerregulering, energiniveau og humør.


D-vitamin mangel

D-vitamin mangel skyldes oftest en kombination af for lidt direkte sollys på huden og for lidt D-vitamin i kosten.

Ofte skelner man mellem tre grader af D-vitamin mangel:

  • Let D-vitamin mangel
  • Moderat D-vitamin mangel
  • Svær D-vitamin mangel

Svær mangel på D-vitamin er næsten ikkeeksisterende i vores del af verden og skyldes som regel en tarmsygdom (malabsorption) eller en meget ensidig kost.

Let D-vitamin mangel ses til gengæld hyppigt i de skandinaviske lande. I modsætning til lande, som ligger tættere på ækvator, får vi i de skandinaviske lande ikke samme mængde sollys over et år. Størstedelen af året er solmængden simpelthen for lav til, at vi får nok D-vitamin ud af dens UVB-stråler.

Hvis du vil forebygge D-vitamin mangel skal du derfor:

  • Spise fed fisk såsom sild, makrel og laks ugentligt
  • Opholde dig i solen i 5-30 minutter nogle gange om ugen i hele sommerhalvåret


Symptomer på D-vitamin mangel

Symptomerne på D-vitamin mangel kan være svære at få øje på, og ofte ligner de andre og mere almindelige gener.

Muskelsmerter og muskeltræthed kan være tegn på, at du i en længere periode har været i D-vitamin underskud. I sjældne tilfælde kan mangel på D-vitamin også vise sig ved knoglesmerter omkring lænden, ryggen, bækkenet, hoften og brystkassen.

I kølvandet på de fysiske symptomer kan mangel på D-vitamin også vise sig ved, at du føler dig depressiv og magtesløs.


Hvem får D-vitamin mangel?

Langt de fleste raske og sunde mennesker behøver ikke at bekymre sig om, hvorvidt de får nok D-vitamin eller ej. De får tilstrækkeligt med D-vitamin via solen og kosten.

D-vitamin mangel ses oftest hos folk, som af den ene eller anden grund får meget lidt sollys på huden. Det kan fx være ældre mennesker, som sjældent kommer udenfor, eller folk der går meget tildækket klædt.


Hvem skal tage D-vitamin som kosttilskud?

Inden du løber ned på apoteket eller i Matas og fylder en kurv med D-vitamin-tabletter, bør du altid tale med din læge først. Er du rask og spiser sundt, er det som regel ikke nødvendigt at tage kosttilskud med D-vitamin.

For nogle grupper kan det dog være nødvendigt at tage D-vitamin som kosttilskud. Det gælder for:

  • Personer over 70 år
  • Personer som risikerer at udvikle knogleskørhed
  • Personer som kun meget sjældent kommer udenfor
  • Personer som går meget tildækket klædt
  • Gravide kvinder
  • Børn mellem 0-2 år


Hvor meget D-vitamin skal man have?

Det kan være svært at sige, hvor meget D-vitamin man helt præcist skal have. Følger du rådene om at få sollys på huden i 5-30 minutter i sommerhalvåret og samtidig spise fed fisk nogle gange om ugen, burde du være godt kørende. Sagt med andre ord skal kroppen kun have en passende og naturlig mængde D-vitamin.

Hvis du lider af D-vitamin mangel, skal din læge fastsætte, hvor mange mikrogram D-vitamin, du skal have om dagen.


Kan man få for meget D-vitamin?

Hvis du tager D-vitamin som kosttilskud, kan du godt risikere at få for meget – hvis du vel at mærke tager meget store doser. Gør du det, risikerer du at indholdet af calcium i blodet bliver forhøjet. For høj koncentration af calcium i blodet kan give kvalme, hovedpine og forstoppelse. Over en længere periode kan overdosering af D-vitamin også føre til nyresten.

Derfor skal du altid tale med din læge, inden du begynder at sluge den ene D-vitamin-pille efter den anden. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: