© iStock

5 grunde til at drikke kaffe

En kop kaffe giver ikke bare en god start på dagen. Den indeholder også en lang række sundhedsfordele, som du kan glæde dig over hele livet.

31. maj 2022 af Christian Thestrup

Kaffe var i mange år en udskældt drik, men det er slut nu. Mange studier peger nemlig i retning af, at en kop sort kaffe ikke bare smager godt, men også er fyldt med en lang række sundhedsmæssige fordele. Det skal dog være filterkaffe uden mælk, sukker eller sirup.

Og så skal du holde dig til 3-4 kopper om dagen, da du ellers overskrider den anbefalede mængde på 400 mg koffein dagligt. Men holder du dig til det, tyder meget på, at du kan nyde flere fordele. Her er fem områder, hvor kaffen ser ud til at gøre godt.

1. Kaffe og hjernen

Noget tyder på, at din hjerne elsker kaffe. En række undersøgelser peger på, at et moderat indtag af kaffe kan beskytte dine små grå mod alzheimers. Da studierne er svære at sammenligne, kræver det dog mere forskning, før man kan slå sammenhængen mellem hjernesundhed og kaffe fast med syvtommersøm.

2. Kaffe og skarphed

Står du over for en krævende opgave? Så er det måske en idé at drikke en kop kaffe først. Kaffedrikkere kan nemlig opleve en kortvarig forbedring i reaktionshastighed, opmærksomhed og koncentration. Ingen forskning tyder dog på, at du bliver mere kreativ eller idérig af at drikke kaffe, så træerne vokser ikke ind i himlen.

3. Kaffe og kalorier 

Kaffe er kaloriefri – så længe du drikker den sort uden mælk, sukker eller sirup. Måske har du ligefrem hørt, at kaffe øger fedtforbrændingen, og det gør det også en lille smule, ligesom kaffens bittert smagende alkaloid i nogle studier har vist sig at kunne få folk til at træne hårdere og længere. Men det er altså forsvindende små effekter. Så vil du tabe fedt, skal du satse på det velkendte råd om at “forbrænde mere energi, end du indtager.” 

4. Kaffe og sygdomme 

Resultaterne på kræftområdet er ikke entydige, men der er ikke noget, som tyder på, at kaffe øger risikoen for de mest almindelige kræftformer som kræft i lever, mundhule, svælg, livmoder samt tyk- og endetarm. Måske har kaffen ligefrem en gavnlig effekt, men der mangler som nævnt stadig entydig evidens på området. Der mangler også stadig forskning i forhold til hjerte-kar-sygdomme, men nyere studier peger foreløbig i retning af, at der er en beskyttende snarere end en skadelig effekt. Det afhænger dog af, hvilken kaffe, du drikker, da nogle typer kaffe som fx kogekaffe ser ud til at kunne øge kolesteroltallet

5. Og de levede lykkeligt...

Det er nok de færreste kaffedrikkere, som har lyst til at undvære deres daglige kop kaffe. Men selvom det er med til at gøre deres liv bedre, er det sværere at sige, om det også gør deres liv længere. Et moderat kaffeforbrug er ikke associeret med øget dødelighed hos raske personer. Nogle undersøgelser peger endda på, at det kan mindske risikoen for tidlig død, men den skudsikre evidens mangler stadig. Så måske skal vi bare drikke vores morgenkaffe for vores egen skyld – og ikke mindst for dem omkring os. 

Kilder: Journal of Alzheimer’s Disease, Gastroenterology, Diabetologia, Basic & Clinical Pharmacology & Toxicology m.fl.  

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: