Du bruger måske diverse sportsdrikke for at give kroppen energi til dine hårde træningspas, hjælpe med at bygge muskler og forbedre din restitution. Men hvad gør du, når det er hjernen, der skal på ekstra hårdt arbejde? Prøv vores Brainbooster, og bliv topskarp. Drik den 2-3 timer efter seneste hovedmåltid.
Opskrift
1 espresso, 2,5 dl (jersey)mælk og 1 tsk. vaniljesukker blendes sammen med et par isterninger. Toppes af med 1 tsk. rørsukker eller kaffesirup.
Derfor er den god
Kulhydraterne sørger for at holde blodsukkeret på arbejdstemperatur, så humøret og koncentrationsevnen er i top. For at undgå en alt for kraftig blodsukkerstigning og efterfølgende dyk er der smækket lidt proteiner i drikken, som bremser mavetømningen og dermed kulhydraternes fart ud i blodet. Den proteinrige jerseymælk er fyldt med essentielle aminosyrer, som øger din mentale styrke, mens espressoens lille koffeinboost giver hjernen et ekstra pift.
Næringsindhold
Energi: 138 kcal Protein: 11,2 g Fedt: 1,2 g Kulhydrat: 20,3 g Kostfibre: 0 g