Når der skal fisk på grillen...
Med en fiskevender bliver det nemt at vende fisken under grilning, uden at den hænger fast i grillristen.
Tunsteak med lime og peber
Fremgangsmåde
- Skær tunen ud i bøffer a ca. 1,5-2 cm’s tykkelse.
- Gnid dem med frisk lime. Pensl grillristen med lidt olie, før tunsteakene lægges på.
- Grill tunen på en meget varm forvarmet grill – 1-1,5 min. på hver side.
- Den skal være rå indeni.
- Kværn peber ud over inden servering, og pynt med lime og frisk kørvel.
Tip: Tun er meget fedtfattig, og derfor er det vigtigt, at den ikke bliver gennemstegt.
Havtaskekæbe med rosenpeber og lime
Fremgangsmåde
- Knus rosenpeber i en morter, og gnid det sammen med salt og peber godt ind i havtaskekæben.
- Grill den direkte på grillristen på en meget varm forvarmet grill.
- Vend havtaskekæben, når den slipper risten, 3-4 min. på hver side.
- Pres frisk lime ud over inden servering.
Tip: Når der begynder at danne sig et hvidligt udtræk på fisken, er den færdig. Giv den hellere for lidt end for meget.
Lys fisk i sølvpapir
Fisken pakkes i sølvpapir med friske urter, rodfrugter, løg og krydderier.
Fremgangsmåde
- Skær fisken i stykker på ca. 1 x 1 cm.
- Snit grønsagerne fint, og vend dem sammen med fisken, krydderurter, olie, salt og peber.
- Pak det hele i sølvpapir i portionsstørrelser.
- Grill pakkerne på en varm grill i ca. 3-4 min. på hver side.
Tip: Brug fx torsk, lyssej, kuller, lange eller havkat.
Laks som en hel eller en halv side med frisk dild, kørvel og skiver af citron
Fremgangsmåde
- Hak dilden, og gnid den godt ind i laksen, som lægges på skindsiden på sølvpapir med skiver af citron.
- Grill laksen på en meget varm forvarmet grill i ca. 4-5 min. på hver side.
- Den færdiggrillede laks krydres med salt og peber lige inden servering.
- Pynt med frisk kørvel og citronskiver.
Tip: Grill laksen i en fiskevender, eller steg den som bøffer på skindsiden.