Omelet - ingredienser til 1 person:
- 2 æg
- Salt
- Peber
- 2 dråber olivenolie
- 75 g kogte kartofler
- 1 fed hvidløg
- 200 g frisk spinat
- 15 g feta
Tilbehør til omelet:
- 75 g tomat
- Evt. rugbrød
Omelet – tilberedning:
- Pisk æg med salt og peber.
- Varm olien i en slip let-pande, kom kogte, skivede kartofler i, og steg dem svagt gyldne.
- Kom hakket hvidløg ved og til sidst dampet spinat.
- Bland smuldret feta i æggemassen, hæld det over grønsagerne, og steg omeletten ca. 15 min. med låg eller alufolie over.
Omelet i ovn
Omeletten kan evt. grilles i ovnen lige til sidst for at få farve. Kan din pande tåle ovn, kan du også bage omeletten i ovnen i stedet for på panden – 180 grader i ca. 15-20 min.
Anret omeletten med tomat og evt. rugbrød.
Tip: Du kan også sagtens bruge frossen spinat i din omelet.

Omelet som træningsmad
Denne omelet er perfekt til træning. Både kartofler, spinat og ikke mindst æg gør underværker for din træning. Æggene i omeletten booster din restitution efter en hård omgang træning, da æg indeholder gode proteiner med en aminosyre-sammensætning, der er helt optimal til restitution. Der ud over rummer ægget både E-vitamin, D-vitamin, jern og selen, som også gavner din sundhed.
Spinat er også proppet med antioxidanter og vitaminer. Og fra kartoflerne får du gode, mættende kulhydrater, der fylder lagrene op med energi.
Boost dit immunforsvar med spinat.
-
Omelet – til dig der ikke træner Har du brug for en hård styring af dit kalorieregnskab, kan du vrage fetaen. Det sparer dig for en del fedtkalorier, samtidig med at rettens mæthedsværdi ikke falder nævneværdigt.
-
Omelet – til dig der træner hårdt og meget Løft kulhydratindholdet ved at spæde op med 50-100 gram ekstra kartofler. Det fylder depoterne op og giver ekstra brændstof til musklerne.
Næringsindhold pr. person
Energi: 356 kcal
Fedt: 19 gram
Protein: 24 gram
Kulhydrat: 26 gram
Kostfibre: 5 gram