De aktive plantestoffer er de såkaldte gingeroler, som virker som en kraftig antioxidant, der hjælper kroppen med at bekæmpe betændelsestilstande. 75 % af alle gigtpatienter oplevede lindring i knæsmerterne, når de fik ingefærtilskud.
Ingefæren er rig på æteriske olier, som gavner fordøjelsen og samtidig virker antiseptisk. Dermed hjælper de med at dræbe potentielt skadelige bakterier, blandt andet i halsen.
Du behøver ikke at proppe dig med ingefær for at høste rodens gavnlige effekter. Snit fx et par centimeter i aftensmadsretten eller 10-15 gram i en grønsagssmoothie – så er du flyvende.
Forskere har sat ingefær positivt i forbindelse med bekæmpelse af alt fra diverse kræftformer til søsyge, gigtlidelser, kredsløbsproblemer og leverskader.
100 %. Så meget mere fyrig bliver din ingefær, hvis du koger den. Årsagen er, at de fleste gingeroler omdannes til en ny type – shogaoler, som er karakteriseret ved en stærkere smag.
Skrab skrællen af ingefæren. Over 95 % af de gavnlige stoffer gemmer sig i kødet, så der er ingen grund til at spise den trælse skræl.
Bivirkninger: Det frarådes at bruge ingefær som naturmedicin, hvis man er gravid og har kvalme, men gravide må gerne bruge ingefær i te og madlavning. Derudover skal folk, som bruger blodfortyndende medicin, der indeholder warfarin, være opmærksomme på, at ingefær muligvis kan påvirke INR-værdien (blodfortyndingseffekten).