Normalt hører sport og alkohol ikke sammen, og derfor er Beer Mile heller ikke nogen helt almindelig sport. Her skal man nemlig løbe en mile – 1.609 meter – mens man bunder fire øl undervejs. Det vil sige, at du først drikker en øl, og så løber du en kvart mil, og det gør du altså fire gange i træk. Og hvis du bliver dårlig undervejs, får du en strafrunde – dog uden en straf-øl, heldigvis.
Det lyder måske ikke ligefrem som noget for rigtige sportsfolk, men det er det altså. Og det beviste canadieren Corey Bellemore, da han ved Beer Mile World Classic i London skar hele 13 sekunder af verdensrekorden. Og tiden? 4:34.35!
Det er de færreste, der kan løbe 1,6 kilometer på den tid – eller drikke fire øl så hurtigt for den sags skyld - men Corey gjorde altså begge dele. Og de sidste 400 meter, som han klarede på 59 sekunder, løb han altså med 1,5 liter øl i maven.
Hos kvinderne – for de er selvfølgelig også med - vandt amerikaneren Erin O’Mara i tiden 6:43.35.
Her er de 10 bedste tider fra Beer Mile World Classic 1: Corey Bellemore, Canada. 04:34.35 2: Dale Clutterbuck, England. 04:47.39 3: Brandon Shirck, USA. 04:49.28 4: Lewis Kent, Canada. 05:11.29 5: Charlie Blanch, Australien. 05:23.36 6: Nick Finch Australien. 05:27.94 7: Markus Liwing Sweden. 05:32.59 8: Tyler Deniston, Skotland. 05:47.86 9: Laurie Lauscombe, England. 05:56.99 10: Garrett Cullen, USA. 06:28.84