© istock

Derfor kan du blive "høj" på løbeturen

Den stærkeste effekt, træning kan have på vores lykkefølelse, er kendt som runner’s high. Bliv klog på fænomenet her

28. september 2020 af Niels Halfdan Hansen & Jesper U. Larsen

Fænomenet runner’s high dækker over en helt særlig følelse, hvor den hårde træning pludselig føles ubesværet og let – ja nærmest euforisk. Navnet er faktisk lidt misvisende, for det er ikke forbeholdt løbere. Også cykelryttere, roere, svømmere og andre, der dyrker konditionstræning, kan være heldige at fange den helt særlige lykkerus.

Hvad skyldes det?

Forskere har længe forsøgt at forklare fænomenet, og opmærksomheden har især været rettet mod endorfiner – kroppens naturlige smertestillende stof. I et tysk studie undersøgte man medlemmerne af en løbeklub i München før og efter to timers løbetræning. Resultaterne viste, at samtlige løbere havde store mængder endorfiner i hjernen efter træning – og jo mere eufori de berettede om at have oplevet, jo højere var niveauet af endorfiner. Også de såkaldte endocannabinoider (der virker lidt ligesom hash) menes at spille en rolle, men hvad der præcis sker i hjernen ved runner’s high, har man endnu ikke fuldt overblik over. 

Hvordan får jeg det?

Forskningen tyder på, at runner’s high typisk forekommer, når man over længere tid – mindst 45 minutter – har presset sig selv konditionsmæssigt ved relativt høj intensitet. Jo mere erfaren motionist man er, jo større er chancen for at opleve runner’s high. Husk, at selvom du måske ikke rammer den sagnomspundne lykkerus, så frigiver din krop under alle omstændigheder hormoner forbundet med følelsen af velvære, glæde og lykke, hver gang du træner. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: