Hverken eller. Selvom motion både styrker helbredet og immunforsvaret, kan en tur i træningstøjet ikke bruges som decideret medicin, der får forkølelse, ondt i halsen eller influenza til at gå hurtigere væk.
Men det er ikke forbudt at træne, når man er syg. Især her i vintersæsonen kan du nemt komme til at aflyse en masse god træning, hvis du dropper din motion ved de mindste tegn på sygdom.
Løber næsen, eller har du lidt ondt i hovedet, kan du roligt træne. Men nøjes med cirka en halv time – hård træning i mere end en time ad gangen svækker kortvarigt dit immunforsvar, og det har du ikke brug for, når virussen helst skal nedkæmpes i en fart.
Viser sygdom sig derimod som ondt i halsen, hoste, slim ved lungerne og andre symptomer, der rammer dig fra halsen og nedefter, er det bedre at springe træningen over. Vent ikke i flere dage med at træne. Tjek allerede dagen efter, om du føler dig mere frisk. Gør du det, kan du trække i træningstøjet.