En gråvejrsmorgen i sommeren 1919 stod rytterne klar i Grenoble til 11. etape i årets Tour de France. Det var en svær tid. Mange veje var ødelagt efter første verdenskrig, og der var knaphed på mad og andre forsyninger. Også på cykeldele. For at få rytterne ud på ruten havde Tour-ledelsen samlet cykelfabrikkerne i et syndikat: Én fabrik havde dæk, en anden havde hjul, en tredje tøj osv.
Rytterne kørte derfor på ens cykler og var klædt i ens grå trøjer. Her ved 11. etape var den uhyre populære franskmand Eugène Christophe i spidsen for løbet. Han havde tidligere været nem at kende på sit store Asterix-overskæg. Det havde han nu barberet af, og løbsledelsen besluttede at udstyre ham med en dragt, så han var synlig for publikum langs ruten.
Den gule trøje fik sin farve fra sportsavis
Henri Desgrange, Tourens skaber og chefredaktør for sportsavisen l’Auto, fortalte læserne den 19. juli 1919:
“Jeg har her til morgen overdraget en fornem gul trøje til den tapre Eugène Christophe. Vi vil komme til at se en indædt kamp om at besidde denne trøje.”
Den gule farve henviste til avisen, som var trykt på gult papir - indtil da havde løbets førende rytter kun været markeret med et armbind. Trøjen fik også initialerne HD, selvfølgelig med henvisning til Tourens skaber Henri Desgrange.
Der verserer rygter om, at belgieren Philippe Thys fik en gul førertrøje allerede i 1914, men nægtede at køre i den, fordi den gjorde ham for synlig for konkurrenterne. Men det var denne morgen i Grenoble i juli 1919, at cykelsporten officielt fik sit fornemste trofæ.
I øvrigt endte den første bærer, den eklatant uheldige Christophe, dette år samlet på tredjepladsen, og manden vandt aldrig løbet.

Den gule trøje
FLEST DAGE I GUL
1. Eddy Merckx, Belgien (1969-1975), 96 dage
2. Lance Armstrong, USA (1999-2005), 83 dage
3. Bernard Hinault, Frankrig (1978-1986), 78 dage
4. Miguel Indurain, Spanien (1991-1995), 60 dage
5. Jacques Anquetil, Frankrig (1957-1964), 52 dage
GULE FAKTA
3 ryttere har kørt i gult fra første til sidste etape:
- Ottavio Bottecchia, Italien, 1924
- Nicolas Frantz, Luxembourg, 1928 (eneste, som regerende Tour-vinder),
- Romain Maes, Belgien, 1935
- Jean Robic i 1947
- Jan Janssen i 1968.
14 ryttere er udgået med den gule trøje.
Blandt andre Rolf Sørensen i 1991 og Michael Rasmussen i 2007.
2 etaper er kørt uden den gule trøje.
Ferdi Kübler (1950) og Eddy Merckx (1971) nægtede at køre i gult dagen efter, at den førende rytter var udgået.
DANSKERE I GULT (DAGE I ALT)
Kim Andersen, 1983, 1985 (10)
Jørgen V. Pedersen, 1986 (5)
Rolf Sørensen, 1991 (4)
Bjarne Riis, 1995, 1996 (14)
Bo Hamburger, 1998 (1)
Michael Rasmussen, 2007 (9)
Vinder af den gule førertrøje: Bjarne Riis, 1996
Pointtrøjen
Den grønne trøje bæres af den rytter, som har samlet flest point ved etapeafslutninger og i indlagte spurter.
Pointkonkurrencen og den grønne trøje blev indført ved Tourens 50-års jubilæum i 1953. De franske arrangører ønskede også at skabe et løb i løbet, som italienske Fausto Coppi, der havde udraderet al modstand det foregående år, ikke kunne vinde. Det blev dog ikke aktuelt. Coppi meldte afbud på grund af træthed.
Den grønne farve blev valgt, fordi sponsoren bag pointkonkurrencen var en producent af grønmalede plæneklippere.
Tyske Erik Zabel har vundet trøjen flest gange, nemlig 6.
Danskeren Søren Lilholt bar trøjen kort i 1988 og 1989.
Bjergtrøjen
Den prikkede trøje bæres af den rytter, som har samlet flest point i bjergkonkurrencen ved at kommet først over bjergpas på ruten. Pointene i konkurrencen tildeles efter stigningernes sværhedsgrad.
Bjergkonkurrencen blev indført i 1933, men den prikkede trøje kom først til i 1975. Den fik en kølig velkomst: Man fandt, at designet var en uværdig klovnedragt for bjergkongerne. Prikkerne skyldtes, at trøjens sponsor, chokoladefirmaet Meuniers, chokolader er pakket ind i folie med røde prikker.
Flest sejre: 7, Richard Virenque, 1994-2004.
Danskere i prikket:
Bjarne Riis bar trøjen i 1 etape i 1993.
Michael Rasmussen bar den i 2005, 2006 og 2007, og han vandt trøjen i 2005 og 2006.
Andre trøjer
Den hvide trøje bæres af den bedst placerede rytter under 26 år.
Siden 1952 har en jury hver dag kåret den mest angrebsivrige rytter. Han er i dag markeret med rygnummer på rød baggrund.
Føringen i holdkonkurrencen har siden 2006 været markeret med rygnumre på gul baggrund.
I 1985-1989 uddeltes en trøje i kombinationskonkurrencen: samlet stilling, sprint og bjerg. Det var en rædsel med elementer fra den gule, den grønne og den prikkede trøje.