Cykelrytter Eugène Christophe trækker sin beskadigede cykel under Tour de France i 1903.
Den første tourhelt

Franskmanden Eugène Christophe måtte undervejs mod Paris selv svejse sin defekte forgaffel sammen. Seks år senere var han den første rytter til at bære den gule trøje.

Tour de France: Fra sneglefart til vanvidstempo

Der vil ganske givet være sort af begejstrede mennesker i København, når startskuddet til Tour de France lyder d. 1. juli. Og allerede fra de første spæde pedaltråd fandt sted i 1903, solede Tour de France sig i hysterisk interesse fra publikum. Mens liv gik tabt, og legender blev skabt, voksede det franske cykelløb sig større end cykelsport som sådan.

2. juli 2014 af Joakim Jakobsen.

Nu kom han. Ved 14-tiden den 19. juli 1903 dukkede en cykelrytter op på landevejen fra sydvest til Paris. Hans lyse, langærmede uldtrøje lyste i solskinnet. Folk kunne genkende rytteren: den ternede sixpence, den mørke moustache. Jubel og klapsalver.

Maurice Garin var slidt. Dagens etape var på 471 kilometer fra Nantes. Men jo nærmere han kom målstregen i Villed’Avray i Paris’ vestlige udkant, jo mere pakket var der langs vejen. 100.000 mennesker var stimlet sammen for at tage imod denne rytter, som i løbet af de seneste uger havde skabt feberhed interesse.

Den 32-årige Garin kørte i triumf ind mod Paris: vinder af dagens etape og dermed historiens første rytter, som kom i mål i Tour de France. Det var Garins tredje etapesejr undervejs, og han var samlet vinder af løbet. Inde på Parc des Princescykelbanen havde 20.000 mennesker købt billet for at hylde Garin og de 20 andre ryttere, som kom i mål.

Garins vindertid for de seks etaper var 94 timer og 33 minutter. Hans gennemsnitsfart var 27,67 km/t. Ret imponerende for den 64 kilo tunge rytter, som asede afsted på en 16,5 kilo tung La Françaisecykel – plus oppakning. Vel i alt 25 kilo.

På velodromen modtog Garin sin fortjente præmiesum på 6.075 franc. Han forklarede om strabadserne:

Det hele er udvisket i min erindring. De 2.500 kilometer står for mig som én lang grå linje. Men jeg havde det svært ude på ruten. Jeg tørstede, jeg var ved at segne, jeg græd mellem Lyon og Marseille...” 

cykelrytter Maurice Garin står med cykel efter Tour de France
Publikum stimler sammen for at hylde Maurice Garin.

Den franske cykelrytter skriver udødelig cykelhistorie, da han i 1903 på Parc des Princes-cykelbanen kan lade sig hylde som den første Tour de France-vinder.

Kappestrid i stor målestok

18 dage tidligere var i alt 60 ryttere cyklet ud fra Paris mod Lyon. Sendt afsted som opdagelsesrejsende i ukendt land. Etapemålene hed Lyon, Marseille, Toulouse, Bordeaux, Nantes og Paris.

Inde på velodromen i Parc des Princes fulgte en lettet Henri Desgrange publikums begejstring. Desgrange var chefredaktør for sportsdagbladet L’Auto, og løbet var hans store satsning for at overleve i konkurrencen med det førende sportsdagblad, Le Vélo.

I Garin fandt Desgrange præcis den stjerne, som løftede hans løb til nationalt hysteri. Folk havde kastet sig over reportagerne ude fra ruten, hvor rytterne gerne blev sendt afsted i nattens mørke. I løbet af de tre juliuger steg L’Autos oplag voldsomt, 65.000 blade om dagen mod normalt 20.000, og ved afslutningen i Paris var oplaget på 130.000 stk.

Desgrange kunne gå hjem på redaktionen og skrive en triumferende opsummering:

Vi har demonstreret den bedste måde at opildne det franske folk på, den fornemste måde at anspore til kappestrid, kraftudladning og viljestyrke på i den helt store målestok.

En af sportshistoriens allerstørste succeser var grundlagt. Og 100 år efter Garins sejr kan Tour de France kalde sig verdens største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed. En megabegivenhed med et budget på anslået 100 mio. euro, og som sidste år blev fulgt af 3,5 mia. TV-seere i 190 lande igennem de tre uger, løbet rullede gennem Europa og over TV-skærmene. 

Sort/hvidt billede af franskmand siddende ved sit skrivebord
Grundlægger af Tour de France, Henri Desgrange.

Den franske skaber af det nu legendariske cykelløb var selv både cykelrytter og avismand.

Store bjerge – og ingen gear

Fra 1903 voksede arrangementet de følgende år med nye tiltag og eksplosivt stigende interesse. En afgørende udvikling kom i 1909. Det var en forfærdelig sommer med blæst og regn; det sneede sågar i Vogeserne. Lige siden starten i 1903 havde løbet formet sig som et væddeløb med deltagerne drysset ud over ruten, enkeltvis eller i små klynger. Etaperne var gerne 300-400 kilometer lange, så rytterne kom i mål med adskillige timers forskel.

Kulden og blæsten i 1909 ændrede løbet. Flertallet af rytterne samledes undervejs i en stor klynge, hvor de kunne skutte sig i uvejret og spare kræfter ved at køre i formation. Feltet var skabt, le peloton – den herskende orden, som ambitiøse ryttere skulle forsøge at bryde og sprænge sig fri af. Dermed opstod også udbruddet, l’échappé, som løbets måske allermest fængslende element. Kløgt og angrebslyst blev afgørende på linje med den senede, seje slider.

Allerede året efter indførte Desgrange nye elementer og dimensioner, som skulle sætte den enkelte rytter endnu mere i relief: de helt store bjerge. Først Pyrenæerne i 1910, derefter Alperne i 1911.

De høje bjerge stillede nye krav til udstyret. Som Alphonse Steinès, manden, der fik idéen til at sætte Pyrenæerne på ruten, skrev efter 1910-udgaven:


Det er ikke utænkeligt, at vi en dag vil se Tour de France gennemført med multisystemer.” Gear, med andre ord.

Henri Desgrange kunne ikke lide det. Som gammel banerytter manglede han sans for landevejens strabadser og mente, at sådanne derailleur-gear ville ophæve styrkeforskelle. Desgrange fastholdt sit forstokkede forbud mod gearskift, lige til han gik af som Tour-chef i 1936. Hans efterfølgere tillod gearskift som den allerførste ændring.

Kig efter den gule trøje

Efter fire års pause under første verdenskrig sendte Desgrange i 1919 så 68 ryttere ud i det krigshærgede franske landskab.

Der var mangel og rationering på alt, så arrangørerne fik fabrikkerne til at samles i ét stort syndikat, et cykelpuslespil: Nogle fabrikker havde dæk, nogle havde kæder og stel. Det lykkedes at samle 68 cykler, og rytterne fik ens, grå trøjer. Undervejs i 1919-løbet gled den uhyre populære Eugène Christophe i spidsen, men publikum på ruten havde svært ved at få øje på Christophe i den grå sværm.

Derfor meddelte Henri Desgrange prompte på forsiden af L’Auto – der altid havde været trykt på gult avispapir – før 11. etape fra Grenoble til Genève:

Jeg har her til morgen overdraget en fornem gul trøje til den tapre rytter Eugène Christophe. Som De ved, har løbsdirektøren besluttet, at den førende rytter i klassementet skal bære en trøje i L’Autos farve. Vi vil komme til at se en indædt kamp om at besidde denne gule trøje!


gul førertrøje
Den gule førertrøje.

Med sin iøjnefaldende farve skulle den eftertragtede gule trøje, Maillot jaune, tydeliggøre, hvem der var den førende rytter i feltet.

I 1930 indførte Henri Desgrange et helt nyt format – en ændring, som også imødekom tidens skingre nationalisme. Nu stillede rytterne op på nationalhold – den individuelle cykelsport overført til enheder, der kæmpede på nationens vegne.

Nationsmodellen holdt helt frem til 1962. Men også i andre aspekter fik 1930’ernes politisk-økonomiske udvikling indflydelse på Tour de France. Efter børskrakket i New York i oktober 1929 bredte arbejdsløsheden sig som årtiets plage. Blandt de store beskæftigelsesprojekter i Frankrig var omfattende vejbyggeri. De nyanlagte veje fik den kontante konsekvens, at stadig større dele af feltet begrænsede deres tidstab: I 1929 sluttede nummer 10 i løbet to timer og 17 minutter efter vinderen – i 1939 var forskellen mellem nummer 1 og 10 blot 49 minutter.

En anden politisk beslutning her i 1930’erne fik også stor indflydelse på Tourens udvikling: Folk fik et par ugers lovbestemt ferie, og løbets publikum mangedobledes med ét.

Farmaceutisk storhedstid

Efter anden verdenskrig havde Europa brug for de store Tour-ryttere som ydmygt slidende helteskikkelser med blikket rettet mod et mål langt fremme. Trods ødelagte veje og rationering på stort set alt kom Touren i gang allerede i 1947. Den nervøse, prøvende efterkrigstid viste sig at rumme et sandt galleri af karakterfulde legender: Coppi, Bartali, Bobet, Kübler, Koblet, Ockers og Gaul. Radioen sendte beretningerne om disse store navne ud over hele kontinentet, og fra 1948 begyndte de første TV-billeder også at summe fra de franske veje.

I den europæiske forbrødring kvitterede Tour-ledelsen med at sende løbet ud over Frankrigs grænser i markering af naboskab. Allerede i 1947 gik de første tre etaper over Bruxelles og Luxembourg, og i 1954 gik starten så for første gang i udlandet, i Amsterdam.

Men denne Tour-guldalder var også en farmaceutisk storhedstid. Hele feltet var gennemdopet, og ved flere tilfælde gennem 1950’erne var løbet uhyggelig tæt på tragedier, da klyngevis af ryttere sejlede rundt på solsvedne bjergsider.

Først så sent som 1966 blev der indført dopingforbud og stikprøvekontroller, men det var først med briten Tom Simpsons dødsfald på Mont Ventoux i 1967, at problemet blev taget en anelse alvorligt. 

sort/hvid billede af besvimet mand - får kunstigt åndedræt
Tragisk dødsfald.

Tom Simpson udånder på Mont Ventoux i 1967. Med store mængder amfetamin i blodet pressede den 29-årige brite sig langt ud over kroppens grænser.

Fra 1968 indførte man obligatoriske dopingkontroller, men langt hen ad vejen opretholdt Tour-ledelsen og rytterne en branchebestemt tavshed, som var med til at drive en kile ned mellem udøverne og deres publikum.

Det var i øvrigt et nyt og større publikum, som dog formindskedes ude på selve vejene. Folk fik nemlig råd til TV, og så blev de væk fra ruten. I begyndelsen af 1950’erne troppede cirka en tredjedel af Frankrigs samlede befolkning op ved vejkanten for at se Tour-feltet, men allerede i 1960 overhalede antallet af tv-seere antallet af tilskuere ude på ruten.

Forretning på den store klinge

L’Auto havde nu skiftet navn til L’Équipe, og man lavede et decideret Tour-selskab: ASO. Udviklingen havde givet Touren store pengeproblemer, og der måtte handles. Fra 1962 blev nationsmodellen afskaffet, så det i stedet var de sponsorerede profhold, der udgjorde enhederne. Tourens jagt på indtægter kunne også blive for meget for rytterne. I 1978 ramtes løbet for første gang nogensinde af en rytterstrejke, så en etape måtte annulleres. Rytterne var utilfredse med, at arrangørerne solgte etapemål til flere byer, så løbsdagene i praksis blev delt op i halvetaper. Alt for opslidende, alt for lange dage. De forhadte halvetaper blev afskaffet, men Tour-chef Jacques Goddet, der havde afløst Henri Desgrange i 1937, stod fast på Tourens grundelementer. Midt under strejken i 1978 fremsatte Goddet sin berømte advarsel:

Tour de France er og bliver Tour de France. Det er nødvendigt at bevare den umenneskelige side af Touren. Det er nødvendigt med overdrivelse.” 

Spinder guld på TV

Goddet kunne glæde sig over god økonomi. Igennem 1980’erne liberaliseredes både det franske og det internationale TV-marked, og Tourledelsen opbyggede givtige aftaler. Det franske løb blev spredt ud over kloden.

Bevægelsen var også den modsatte: Verden kom til Frankrig. Hverken Goddet eller nogen anden kunne forestille sig det, men da australieren Phil Anderson i 1981 stilfærdigt tog den gule førertrøje som første ikkeeuropæer, indvarslede det en decideret invasion af Frankrig. Bernard Hinault var i 1985 den foreløbig sidste franskmand på sejrsskamlen i Paris. Af de følgende 28 udgaver i 1986-2013 blev 14 udgaver vundet af angelsaksiske ryttere, 10 af spanske ryttere.

Fra 1980’erne og frem strømmede profiler og hjælperyttere af alle nationaliteter ind i feltet, så det franske islæt mest af alt foregik ved wildcard-deltagelse. Touren var for alvor blevet global. År for år købte nye lande sig til TV-transmissioner. Succesen op gennem 1990’erne og 2000-tallet var præget af et paradoks: et stadig større publikum – med stadig mindre tillid til aktørerne. Men uanset hvor forudsigeligt dopingskandalerne hobede sig op, konsolideredes interessen. Publikum vendte aldrig ryggen til Touren.

Tre cykelryttere ses fra front
Tour de France bliver i stigende grad internationalt.

Vagtskifte på toppen. Amerikanske Greg Lemond fastholder sin føring foran 1985-vinderen Bernard Hinault (i midten), den hidtil sidste franske triumfator.


For selvom rakethjelme, wattmålere, stavhjul og pulsure omdannede feltets udseende, gik Touren ind i det 21. århundrede som grundlæggende den samme barbariske prøve, som Maurice Garin og hans kolleger tog fat på i 1903. En smuk og pervers udfordring, som kræver en uendelig bunke kløgt, udholdenhed og overblik af topaktørerne. Og publikum kan fortsat beundre de samme egenskaber – ud over rytternes formidable tekniske evner – som tilskuerne langs vejen til Ville-d’Avray i juli 1903 tiljublede hos Maurice Garin: en formidabel evne til gennemstå strabadser og modgang.   

Sidste år kunne Tour de France fejre udgave nummer 100. Et af de store samtaleemner var, at fransk endegyldigt var skiftet ud som Tourens arbejdssprog – selv de franske ryttere talte engelsk. 

Men løbet er fortsat umiskendeligt fransk. Når publikum i 190 lande tænder for transmissionen, er det også en bid Frankrig, man zapper ind på. Som digteren Louis Aragon skrev i 1947:

Det er et lærestykke, som genopføres hvert år, og som viser, at Frankrig er i live, og at ‘Le Tour’ virkelig er Le Tour de France.

Desgranges og Goddets drømme var realiseret: Efter 110 år lever Tour de France ikke kun i bedste velgående. Det franske løb er større end cykelsport som sådan. 

Publikum ser på cykelryttere i Tour de France
Tilskuere til Tour de France.

Millioner ser årligt med på skærmen eller ude på ruten, når årets ryttere kæmper om førertrøjen.

FRA FRANSK VANVIDSRIDT TIL GLOBAL TOUR: TIDSLINJE

I disse dage skydes den 104. udgave af verdens største cykelløb, Tour de France, i gang. Løbet har over årene udviklet sig til verdens største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed, men vejen dertil har været mere end almindelig bumpet. Verdenskrige, doping og tragiske dødsfald har truet med at punktere begivenheden.

1903

EN EFTERMIDDAG, kl. 15.16 d. 1. juli, sætter 60 cykelgale vovehalse ud på den allerførste udgave af Tour de France. En del er proffer, men flere ryttere er blot eventyrlystne ungersvende med en cykel og stor tro på egne evner. Idéen til en rundtur i Frankrig på cykel var undfanget af Géo Lefèvre og realiseret af avismanden Henri Desgrange. Løbet er 2.428 km langt og bliver afviklet over 6 etaper. På sidstedagen slider 21 ryttere sig i mål i Paris. Vinderen er den franske rytter Maurice Garin – også kendt som den hvide bulldog, fordi han altid kørte i hvid trøje. 

1913

DEN FØRSTE DANSKER, en ung mejerist fra Fyn, Christian Christensen, stiller til start. Han falder for tidsgrænsen.

1919

DEN GULE TRØJE. Der var knaphed på materiel efter 1. verdenskrig, og holdene slog bogstavelig talt pjalterne sammen for at kunne udstyre feltet. Alle kørte derfor i ens grå trøjer. Efter 11. etape meddelte løbsarrangør Desgrange, at han havde overdraget en skinnende gul trøje (maillot jaune) til den førende rytter. Og således blev cykelsportens stærkeste symbol skabt.

1924

TOURENS FØRSTE DOPINGSKANDALE, da Pélissier-brødrene beklager sig over cykelfeltets brug af alt fra stryknin, kokain, kloroform, aspirin og alkohol til hestemedicin. 

1934

BJERGKONKURRENCEN INDFØRES. Den karakteristiske prikkede bjergtrøje kommer dog først til i 1975. 

1940

HENRI DESGRANGE, OPHAVSMAND og drivende kraft bag Touren og dens udformning, dør 75 år gammel. Samme år invaderer tyske tropper Paris, og Europa går i stå.

1949

COPPI KOMMER. Den langbenede italiener vinder Touren i duel med rivalen Gino Bartali. Fausto Coppi etablerer sig som cykelsportens første internationale superstjerne. 

1952

FØRSTE GANG OVER ALPE D’HUEZ. Den måske mest legendariske etape introduceres – og TV-dækkes. Coppi vinder, og Tour-hysteriet når nye højder.

1957

JACQUES ANQUETIL VINDER I SIN DEBUT. Fra 1957 til 1965 vinder han fem Tour de France-sejre. Første dansker, Hans E. Andresen, gennemfører Touren og bliver nationalhelt.

1962

FIRMAHOLD, som vi kender dem i dag, erstatter nationalholdene, som løbet indtil nu har været bygget op om. Firmaholdene bliver siden gjort permanente i 1969.  

1967

PUBLIKUMSDARLINGEN TOM SIMPSON DØR på Mont Ventoux. Kroppen er kogt over af amfetamin og cognac. Dødsfaldet sætter gang i dopingdebatten, og de første dopingregler (fra 1965) bliver skærpet til stor protest fra rytterne. 

1969

EDDY MERCKX gør sin entré. Med utæmmelig vindervilje tager han den samlede sejr og 6 etaper og vinder som den eneste alle tre trøjer i samme løb. Han tager fem Tour-sejre 1969-74. 

1978

FRANSKE BERNARD HINAULT tager over og vinder Touren i sin debut, da legenden Merckx indstiller cykelhistoriens nok største karriere. Hinault vinder også Touren 5 gange.

1985

DEN GYLDNE GENERATION af danske ryttere begynder at røre på sig. Kim Andersen vinder en etape og kommer i 1983 i gult. Jørgen V. Pedersen vinder en etape i 1985.

1986

MED TRISTYR, PLADEHJUL og dråbehjelm tager Greg LeMond trøjen fra franske Laurent Fignon på næstsidste etape og vinder Touren med 8 sek. – den mindste margin nogensinde. LeMond bliver den første ikkeeuropæiske Tour-vinder og indvarsler den ‘globale Tour’.

1991-1995

SPANSKE MIGUEL INDURAIN dominerer Touren 1991-1995. Indurain er den første moderne rytter, der har et helt hold bygget op om ét eneste sæsonmål, nemlig at vinde Touren.

1994

FANTASTISK TOUR FOR DANSK CYKLING med 3 etapesejre (Bo Hamburger, Bjarne Riis og Rolf Sørensen). Eros Poli, feltets tungeste rytter, vinder bjergetapen til Ventoux og sætter for alvor skub i rygterne om det nye stof, epo. 

1996

BJARNE RIIS BRYDER Indurains årelange regime og vinder som den første dansker Tour de France. Sejren grundlægges på den forkortede bjergetape til Sestriere, hvor Riis kigger sine modstandere ud, inden han uimodståeligt ‘planter’ dem på stigningen og tager etapen og den gule trøje.

1998

EN TRAGISK TOUR. En varevogn fra det franske hold Festina stoppes, og da tolderne åbner bagdørene, finder de 235 portioner epo, et hav af hormonpræparater og et glas amfetamin. Episoden indleder den dopingstorm, der har hærget cykelsporten siden. I skyggen af skandalen vinder den italienske darling Marco Pantani.

1999

DEN AMERIKANSKE RYTTER LANCE ARMSTRONG vender tilbage til feltet efter et langt kræftforløb. Han vinder prologen og sætter sig fra den dag tungt på Touren de næste 7 år. Han tager sin syvende og sidste sejr i 2005.

2006-2008

ARMSTRONGÆRAEN ER SLUT, og cykelsporten står i et tomrum. Amerikaneren Floyd Landis vinder Touren, men får frataget sejren pga. doping. Danske Michael Rasmussen fører løbet i 2007, men bliver pillet ud pga. snyd med whereaboutsreglerne. Samtidig begynder 90’ernes stjerner at indrømme doping. Det gælder bl.a. Erik Zabel, Richard Virenque, Alex Zülle, Bo Hamburger, Bjarne Riis, Brian Holm og i 2013 Rolf Sørensen.

2009

ARMSTRONG GØR COMEBACK og bliver nr. 3. Alberto Contador vinder sin anden Tour. Norske Thor Hushovd vinder den grønne pointtrøje for anden gang. Første gang var i 2005. Samme år tager danske Nicki Sørensen den seneste danske etapesejr efter et langt udbrud på 12. etape.

2011

TEAM SKY bliver formet med det formål at sætte britisk cykelsport på landkortet. Allerede året efter tager holdet i skikkelse af kaptajnen, Bradley Wiggens, den første britiske Tour-sejr nogensinde. 

2013

CHRIS FROOME VINDER i 2013, 2015 og 2016. I 2013 indrømmer superstjernen Armstrong massivt dopingmisbrug og fratages alle sine sejre og podieplaceringer fra 1999 og frem.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: