Tour de France: Fra sneglefart til vanvidstempo

Nu kom han. Ved 14-tiden den 19. juli 1903 dukkede en cykelrytter op på landevejen fra sydvest til Paris. Hans lyse, langærmede uldtrøje lyste i solskinnet. Folk kunne genkende rytteren: den ternede sixpence, den mørke moustache. Jubel og klapsalver.

Maurice Garin var slidt. Dagens etape var på 471 kilometer fra Nantes. Men jo nærmere han kom målstregen i Villed’Avray i Paris’ vestlige udkant, jo mere pakket var der langs vejen. 100.000 mennesker var stimlet sammen for at tage imod denne rytter, som i løbet af de seneste uger havde skabt feberhed interesse.

Den 32-årige Garin kørte i triumf ind mod Paris: vinder af dagens etape og dermed historiens første rytter, som kom i mål i Tour de France. Det var Garins tredje etapesejr undervejs, og han var samlet vinder af løbet. Inde på Parc des Princescykelbanen havde 20.000 mennesker købt billet for at hylde Garin og de 20 andre ryttere, som kom i mål.

Garins vindertid for de seks etaper var 94 timer og 33 minutter. Hans gennemsnitsfart var 27,67 km/t. Ret imponerende for den 64 kilo tunge rytter, som asede afsted på en 16,5 kilo tung La Françaisecykel – plus oppakning. Vel i alt 25 kilo.

På velodromen modtog Garin sin fortjente præmiesum på 6.075 franc. Han forklarede om strabadserne:

“Det hele er udvisket i min erindring. De 2.500 kilometer står for mig som én lang grå linje. Men jeg havde det svært ude på ruten. Jeg tørstede, jeg var ved at segne, jeg græd mellem Lyon og Marseille...”

Kappestrid i stor målestok

18 dage tidligere var i alt 60 ryttere cyklet ud fra Paris mod Lyon. Sendt afsted som opdagelsesrejsende i ukendt land. Etapemålene hed Lyon, Marseille, Toulouse, Bordeaux, Nantes og Paris.

Inde på velodromen i Parc des Princes fulgte en lettet Henri Desgrange publikums begejstring. Desgrange var chefredaktør for sportsdagbladet L’Auto, og løbet var hans store satsning for at overleve i konkurrencen med det førende sportsdagblad, Le Vélo.

I Garin fandt Desgrange præcis den stjerne, som løftede hans løb til nationalt hysteri. Folk havde kastet sig over reportagerne ude fra ruten, hvor rytterne gerne blev sendt afsted i nattens mørke. I løbet af de tre juliuger steg L’Autos oplag voldsomt, 65.000 blade om dagen mod normalt 20.000, og ved afslutningen i Paris var oplaget på 130.000 stk.

Desgrange kunne gå hjem på redaktionen og skrive en triumferende opsummering:

“Vi har demonstreret den bedste måde at opildne det franske folk på, den fornemste måde at anspore til kappestrid, kraftudladning og viljestyrke på i den helt store målestok.”

En af sportshistoriens allerstørste succeser var grundlagt. Og 100 år efter Garins sejr kan Tour de France kalde sig verdens største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed. En megabegivenhed med et budget på anslået 100 mio. euro, og som sidste år blev fulgt af 3,5 mia. TV-seere i 190 lande igennem de tre uger, løbet rullede gennem Europa og over TV-skærmene.

Store bjerge – og ingen gear

Fra 1903 voksede arrangementet de følgende år med nye tiltag og eksplosivt stigende interesse. En afgørende udvikling kom i 1909. Det var en forfærdelig sommer med blæst og regn; det sneede sågar i Vogeserne. Lige siden starten i 1903 havde løbet formet sig som et væddeløb med deltagerne drysset ud over ruten, enkeltvis eller i små klynger. Etaperne var gerne 300-400 kilometer lange, så rytterne kom i mål med adskillige timers forskel.

Kulden og blæsten i 1909 ændrede løbet. Flertallet af rytterne samledes undervejs i en stor klynge, hvor de kunne skutte sig i uvejret og spare kræfter ved at køre i formation. Feltet var skabt, le peloton – den herskende orden, som ambitiøse ryttere skulle forsøge at bryde og sprænge sig fri af. Dermed opstod også udbruddet, l’échappé, som løbets måske allermest fængslende element. Kløgt og angrebslyst blev afgørende på linje med den senede, seje slider.

Allerede året efter indførte Desgrange nye elementer og dimensioner, som skulle sætte den enkelte rytter endnu mere i relief: de helt store bjerge. Først Pyrenæerne i 1910, derefter Alperne i 1911.

De høje bjerge stillede nye krav til udstyret. Som Alphonse Steinès, manden, der fik idéen til at sætte Pyrenæerne på ruten, skrev efter 1910-udgaven:

“Det er ikke utænkeligt, at vi en dag vil se Tour de France gennemført med multisystemer.” Gear, med andre ord.

Henri Desgrange kunne ikke lide det. Som gammel banerytter manglede han sans for landevejens strabadser og mente, at sådanne derailleur-gear ville ophæve styrkeforskelle. Desgrange fastholdt sit forstokkede forbud mod gearskift, lige til han gik af som Tour-chef i 1936. Hans efterfølgere tillod gearskift som den allerførste ændring.

Kig efter den gule trøje

Efter fire års pause under første verdenskrig sendte Desgrange i 1919 så 68 ryttere ud i det krigshærgede franske landskab.

Der var mangel og rationering på alt, så arrangørerne fik fabrikkerne til at samles i ét stort syndikat, et cykelpuslespil: Nogle fabrikker havde dæk, nogle havde kæder og stel. Det lykkedes at samle 68 cykler, og rytterne fik ens, grå trøjer. Undervejs i 1919-løbet gled den uhyre populære Eugène Christophe i spidsen, men publikum på ruten havde svært ved at få øje på Christophe i den grå sværm.

Derfor meddelte Henri Desgrange prompte på forsiden af L’Auto – der altid havde været trykt på gult avispapir – før 11. etape fra Grenoble til Genève:

“Jeg har her til morgen overdraget en fornem gul trøje til den tapre rytter Eugène Christophe. Som De ved, har løbsdirektøren besluttet, at den førende rytter i klassementet skal bære en trøje i L’Autos farve. Vi vil komme til at se en indædt kamp om at besidde denne gule trøje!”

I 1930 indførte Henri Desgrange et helt nyt format – en ændring, som også imødekom tidens skingre nationalisme. Nu stillede rytterne op på nationalhold – den individuelle cykelsport overført til enheder, der kæmpede på nationens vegne.

Nationsmodellen holdt helt frem til 1962. Men også i andre aspekter fik 1930’ernes politisk-økonomiske udvikling indflydelse på Tour de France. Efter børskrakket i New York i oktober 1929 bredte arbejdsløsheden sig som årtiets plage. Blandt de store beskæftigelsesprojekter i Frankrig var omfattende vejbyggeri. De nyanlagte veje fik den kontante konsekvens, at stadig større dele af feltet begrænsede deres tidstab: I 1929 sluttede nummer 10 i løbet to timer og 17 minutter efter vinderen – i 1939 var forskellen mellem nummer 1 og 10 blot 49 minutter.

En anden politisk beslutning her i 1930’erne fik også stor indflydelse på Tourens udvikling: Folk fik et par ugers lovbestemt ferie, og løbets publikum mangedobledes med ét.

Farmaceutisk storhedstid

Efter anden verdenskrig havde Europa brug for de store Tour-ryttere som ydmygt slidende helteskikkelser med blikket rettet mod et mål langt fremme. Trods ødelagte veje og rationering på stort set alt kom Touren i gang allerede i 1947. Den nervøse, prøvende efterkrigstid viste sig at rumme et sandt galleri af karakterfulde legender: Coppi, Bartali, Bobet, Kübler, Koblet, Ockers og Gaul. Radioen sendte beretningerne om disse store navne ud over hele kontinentet, og fra 1948 begyndte de første TV-billeder også at summe fra de franske veje.

I den europæiske forbrødring kvitterede Tour-ledelsen med at sende løbet ud over Frankrigs grænser i markering af naboskab. Allerede i 1947 gik de første tre etaper over Bruxelles og Luxembourg, og i 1954 gik starten så for første gang i udlandet, i Amsterdam.

Men denne Tour-guldalder var også en farmaceutisk storhedstid. Hele feltet var gennemdopet, og ved flere tilfælde gennem 1950’erne var løbet uhyggelig tæt på tragedier, da klyngevis af ryttere sejlede rundt på solsvedne bjergsider.

Først så sent som 1966 blev der indført dopingforbud og stikprøvekontroller, men det var først med briten Tom Simpsons dødsfald på Mont Ventoux i 1967, at problemet blev taget en anelse alvorligt.

Fra 1968 indførte man obligatoriske dopingkontroller, men langt hen ad vejen opretholdt Tour-ledelsen og rytterne en branchebestemt tavshed, som var med til at drive en kile ned mellem udøverne og deres publikum.

Det var i øvrigt et nyt og større publikum, som dog formindskedes ude på selve vejene. Folk fik nemlig råd til TV, og så blev de væk fra ruten. I begyndelsen af 1950’erne troppede cirka en tredjedel af Frankrigs samlede befolkning op ved vejkanten for at se Tour-feltet, men allerede i 1960 overhalede antallet af tv-seere antallet af tilskuere ude på ruten.

Forretning på den store klinge

L’Auto havde nu skiftet navn til L’Équipe, og man lavede et decideret Tour-selskab: ASO. Udviklingen havde givet Touren store pengeproblemer, og der måtte handles. Fra 1962 blev nationsmodellen afskaffet, så det i stedet var de sponsorerede profhold, der udgjorde enhederne. Tourens jagt på indtægter kunne også blive for meget for rytterne. I 1978 ramtes løbet for første gang nogensinde af en rytterstrejke, så en etape måtte annulleres. Rytterne var utilfredse med, at arrangørerne solgte etapemål til flere byer, så løbsdagene i praksis blev delt op i halvetaper. Alt for opslidende, alt for lange dage. De forhadte halvetaper blev afskaffet, men Tour-chef Jacques Goddet, der havde afløst Henri Desgrange i 1937, stod fast på Tourens grundelementer. Midt under strejken i 1978 fremsatte Goddet sin berømte advarsel:

“Tour de France er og bliver Tour de France. Det er nødvendigt at bevare den umenneskelige side af Touren. Det er nødvendigt med overdrivelse.”

Spinder guld på TV

Goddet kunne glæde sig over god økonomi. Igennem 1980’erne liberaliseredes både det franske og det internationale TV-marked, og Tourledelsen opbyggede givtige aftaler. Det franske løb blev spredt ud over kloden.

Bevægelsen var også den modsatte: Verden kom til Frankrig. Hverken Goddet eller nogen anden kunne forestille sig det, men da australieren Phil Anderson i 1981 stilfærdigt tog den gule førertrøje som første ikkeeuropæer, indvarslede det en decideret invasion af Frankrig. Bernard Hinault var i 1985 den foreløbig sidste franskmand på sejrsskamlen i Paris. Af de følgende 28 udgaver i 1986-2013 blev 14 udgaver vundet af angelsaksiske ryttere, 10 af spanske ryttere.

Fra 1980’erne og frem strømmede profiler og hjælperyttere af alle nationaliteter ind i feltet, så det franske islæt mest af alt foregik ved wildcard-deltagelse. Touren var for alvor blevet global. År for år købte nye lande sig til TV-transmissioner. Succesen op gennem 1990’erne og 2000-tallet var præget af et paradoks: et stadig større publikum – med stadig mindre tillid til aktørerne. Men uanset hvor forudsigeligt dopingskandalerne hobede sig op, konsolideredes interessen. Publikum vendte aldrig ryggen til Touren.

For selvom rakethjelme, wattmålere, stavhjul og pulsure omdannede feltets udseende, gik Touren ind i det 21. århundrede som grundlæggende den samme barbariske prøve, som Maurice Garin og hans kolleger tog fat på i 1903. En smuk og pervers udfordring, som kræver en uendelig bunke kløgt, udholdenhed og overblik af topaktørerne. Og publikum kan fortsat beundre de samme egenskaber – ud over rytternes formidable tekniske evner – som tilskuerne langs vejen til Ville-d’Avray i juli 1903 tiljublede hos Maurice Garin: en formidabel evne til gennemstå strabadser og modgang.

Sidste år kunne Tour de France fejre udgave nummer 100. Et af de store samtaleemner var, at fransk endegyldigt var skiftet ud som Tourens arbejdssprog – selv de franske ryttere talte engelsk.

Men løbet er fortsat umiskendeligt fransk. Når publikum i 190 lande tænder for transmissionen, er det også en bid Frankrig, man zapper ind på. Som digteren Louis Aragon skrev i 1947:

“Det er et lærestykke, som genopføres hvert år, og som viser, at Frankrig er i live, og at ‘Le Tour’ virkelig er Le Tour de France.”

Desgranges og Goddets drømme var realiseret: Efter 110 år lever Tour de France ikke kun i bedste velgående. Det franske løb er større end cykelsport som sådan.

1903

EN EFTERMIDDAG, kl. 15.16 d. 1. juli, sætter 60 cykelgale vovehalse ud på den allerførste udgave af Tour de France. En del er proffer, men flere ryttere er blot eventyrlystne ungersvende med en cykel og stor tro på egne evner. Idéen til en rundtur i Frankrig på cykel var undfanget af Géo Lefèvre og realiseret af avismanden Henri Desgrange. Løbet er 2.428 km langt og bliver afviklet over 6 etaper. På sidstedagen slider 21 ryttere sig i mål i Paris. Vinderen er den franske rytter Maurice Garin – også kendt som den hvide bulldog, fordi han altid kørte i hvid trøje.