© Sigurd Høyer

11 gode løbetips: Starthjælp i kulden

Vi giver her en effektiv omgang starthjælp til dig, der sidder fast i sofaen og ikke kan komme i gang med vinterløbet. For det kan være svært at komme ud, når vinden hyler langt ind i stuen. Men har du styr på dine mentale værktøjer, har du gode muligheder for at vinde over både sofa og stormvejr.

5. februar 2018 af Peter Bollerup Andersen

Starthjælp til løberen

Mange har sikkert oplevet, hvordan ryggen bare klistrer til sofaen, når sneen fyger, og vinden hyler fra hver en krog. Når vinteren viser sig fra sin mest rå side, er det nu engang så utrolig fristende at blive liggende og droppe den ellers planlagte løbetur. 

Vejret kan du ikke styre, men der er heldigvis så meget andet i processen, du selv har kontrol over, og som i sidste ende sikrer, at du alligevel vælger træningen frem for sofaen. 

Jo flere mentale redskaber du råder over, og jo mere motivation du kan hive frem, jo større er chancen for, at du vinder kampen mod både vejret og sofaen. Og når først du er derude og har fået varmen, så fortryder du aldrig. 

Samtidig kan du rose dig selv for, at jo dårligere vejret er, jo mere moral og karakter bygger du op. Får du overvundet dig selv og kommer ud og træner i det mest barske vintervejr, mens alle andre hænger derhjemme, hvad kan du så ikke klare af seje udfordringer fremover? 

Karakteropbyggende ture 

Faren ved at skippe en træning, fordi mageligheden tager over, er, at det også næste gang bliver bekvemt at droppe løbeturen. Og så næste gang igen. For hver tur, du skipper, og hver uge, du ligger stille, bliver det sværere at komme ud igen. Og så risikerer du at blive slået tilbage til nul og skulle starte helt forfra, når foråret igen lokker med sol og varme. 

Vi har samlet en række forskellige tips, der kan sætte strøm til din motivation og give dig lyst til vinterløb. Grundlæggende handler det meget om temperament. Hvilken type løber er du, og hvordan motiveres du? Pluk løs af vores tips, og find dem, der passer netop dig. Belønningen ligger ligefor. Kan du holde dampen oppe i vintermånederne, opbygger du din karakter – og bliver en bedre løber.

Her får 11 gode tips til at genfinde motivationen og komme i gang med løbetræningen igen.

1. Tunet gear

Har du ikke andet end korte rør og tynde løbetrøjer, gør du vinterløbet unødig barsk for dig selv. Køb fx en vejrrobust softshelljakke, lune vintertights og svedtransporterende løbehandsker. Lidt ekstra udgifter på vintergrej er vel det mindste, hvis det er det, der får dig ud ad døren?

2. Det lille svære skridt 

Hvornår har du sidst fortrudt en løbetur? Det sværeste skridt er at komme ud ad døren. Resten kommer af sig selv ...

3. Lok dig selv 

Hvis det virkelig kniber med lysten, kan du nogle gange lokke dig selv med, at du bare lige skal løbe 3 km – eller at det er okay, at droppe intervallerne. Når du så er derude, vil du ofte opleve, at motivationen stille og roligt kommer tilbage. Og som regel ender det med en gedigen omgang træning, hvor du løber meget længere eller langt hurtigere, end du først havde lokket dig selv til. 

4. Tag løbetøjet på, inden du beslutter dig for at droppe træningen. 

Så ender det typisk med, at du kommer afsted. 

5. Sæt dig nogle langsigtede, men konkrete mål

... Og fortæl om det til venner og bekendte, og annoncér det på sociale medier. Der er ikke mange, der kan lide at tabe ansigt, og så skal du nok få trænet. 

6. Gør tingene så nemt for dig selv som muligt.

Skal du ud at træne om morgenen, så læg træningstøjet foran døren til soveværelset, så du ikke kan undgå at gå ind i det, når du står op næste dag.

7. Find et gammelt målebånd frem, og sæt dig et mål for de næste par måneder.

Hvis du gerne vil træne hver anden dag, så klip målebåndet ned, så der kun er 30 cm tilbage. Hæng båndet op på væggen, og klip nu en centimeter af, hver gang du får trænet.

8. Tænk på dit eget selvbillede.

Vil du gerne være ham, der ikke får hanket op i sig selv og får trænet, fordi mageligheden tager over? Eller er du ham med karakter og vilje nok til ikke at lade vind, vejr og bløde lænestole styre din træning?

9. Makkerskab

Du har ikke lyst til at lade din træningsmakker stå og fryse derude, fordi du alligevel ikke magter at komme ud ad døren. Aftaler med løbepartnere er en fremragende måde at sikre træningen på, særligt på de dage, hvor man ikke selv kan finde motivationen. Det kan også ske i en løbeklub, hvor sammenholdet typisk er stærkere om vinteren, når man trodser kulden og trofast dukker op uge efter uge.

10. Logging

Træningsdagbogen giver dig et suverænt overblik over din træning. Der er intet så motiverende som at lægge et nyt og veloverstået træningspas ind på skærmen og rulle de seneste ugers træning igennem

11. Motionsløb

Selvom sæsonen er forbi, så står alt ikke stille. Tilmeld dig et sjovt vinterløb, få et afbræk fra træningen, og slip den indre væddeløbshest fri.

Hold formen

Løb gennem kulden og blæsten med Aktiv Træning. Lige nu byder vi nye læsere velkomne med en suveræn løbejakke fra Diadora sammen med 3 numre af Aktiv Træning for kun 99,50 kr. (+ 49,50 kr. i porto og ekspedition). Jakken kan lynes højt op i halsen og er forsynet med mesh-paneler i nakken, under armene og ned ad ryggen, hvilket giver en naturlig udluftning, så du ikke koger over på løbeturen. Derudover giver panelerne jakken en super mobilitet og bevægelighed, da der ikke er noget værre end at slås med en jakke med dårlig pasform, når man løber. Læs mere om tilbudet her

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: