Kvinde der løber i byen
© iStock

3 sjove løbeture i byen

Byen byder på et væld af spændende udfordringer, der kan gøre din løbetur meget sjovere. Her får du vores tre bedste bud på, hvordan du forvandler den småtrivielle løbetur i byen til en actionfyldt leg.

2. september 2019 af Jesper U. Larsen

Sådan gør du dit løb til en leg

Bor man midt inde i byen, kan løbeture i skov og vild natur være praktisk umulige i hverdagen, og man må nøjes med at drømme om de kringlede stier, stejle skrænter og bakker, væltede træer og andre forhindringer, som gør løbeturene i naturen så sjove og udfordrende. 

Men faktisk kræver det kun lidt fantasi at omdanne din ellers flade, rutineprægede løbetur i byen til en afvekslende og varieret tur, der giver stort set alle de fordele, som actionfyldt trailløb i skoven byder på.

Her får du vores tre bedste bud på, hvordan du kan puste liv i dine løbeture i byen. 

1. Træd ikke på stregerne 

Fortovet er ikke umiddelbart noget supervelegnet løbeunderlag, for de ekstremt hårde betonfliser belaster bentøjet, samtidig med at man skal vogte sig for revner og huller, fodgængere med barnevogne, hunde og andre forstyrrende elementer. 

Men du kan faktisk godt bruge fortovene til noget. Er der for en gangs skyld rimelig fri passage, så er det nemlig oplagt at bruge stregerne mellem fortovets fliser til en god gang koordinationstræning, som styrker forbindelsen mellem hjerne og muskler. 

Denne form for træning gør, at du flytter benene hurtigere, også ved almindeligt løb, og derved kommer til at løbe hurtigere, mere dynamisk og mere effektivt. 

Sådan gør du:

  1. Løb med lynhurtige mini skridt, hvor du fx tager ét skridt pr. flise og fokuserer på at flytte benene så hurtigt som muligt. Eller brug fliserne til hink eller spring.
  2. Lav 4 -5 korte sekvenser a ca. 10 sekunder af øvelserne

2. Tag trappen  

Det er ikke svært at finde trapper i byrummet, og i stedet for at løbe forbi dem kan du udnytte dem til en gang sveddrivende trappetræning, der får pulsen til at gå stejlt i vejret. Ud over at være fremragende konditionstræning er trappeløb med til at øge styrken i dit afsæt, så din løbestil bliver ekstra kraftfuld. 

Også coremusklerne bliver styrket – noget, som især kommer dig til gode på de lange løbeture, hvor kroppen har en tendens til at falde sammen. 

Sådan gør du:
  1. Find en lang, stejl trappe uden for mange mennesker, så du kan løbe uforstyrret.
  2. Sprint op ad trappen i 20-30 sekunder – tag et trin ad gangen, og løb med så hurtige skridt som muligt. Lunt helt roligt ned igen, og gentag.
  3. Variér evt. ved at tage lange skridt og dermed flere trin ad gangen.
  4. Trappeløb er hamrende hårdt, så bliv ikke for ivrig i starten. Læg ud med nogle få intervaller, og øg så antallet, efterhånden som du bliver stærkere. 

3. Udse dig en konkurrent 

Ligesom lyskryds er også de andre trafikanter oplagte til en sjov og anderledes gang fartleg. Modsat intervaltræning er fartleg usystematisk opbygget. 

Den improviserende tilgang gør træningen til en leg og får dig til at glemme, hvor langt og hurtigt du løber. Resultatet er, at du får fyret en fantastisk omgang intensiv træning af med fornemmelsen af, at tiden og distancen er fløjet afsted. 

Sådan gør du:
  1. Udse dig en fodgænger længere fremme som et målpunkt, du jagter i fuld fart.
  2. Når første fodgænger er indhentet, kan du slappe lidt af, inden du udser dig et nyt offer og spurter videre.
  3. I myldretiden kan du endda tage kampen op mod en bus, en bil eller en cyklist, som du godt vil kunne indhente, når trafikken propper til.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: