© istock

4 tips til at løbe i storbyen

Storbyer skal ses i løbesko. En løbetur gennem spændende kvarterer og hyggelige parker og forbi kendte seværdigheder er en genial måde at lære en ny by at kende på – samtidig med at man får klaret træningen.

9. juli 2020 af Jesper U. Larsen

Her er de bedste tips til at løbe i storbyen

Bliv set 

Tag gerne ‘larmende’ tøj på – det vil sige tøj i stærke farver, som vækker opsigt – og evt. et armbånd med blinkende lysdioder rundt om armen. På den måde vil de andre trafikanter bedre kunne se dig, særligt i gråvejr og om aftenen.

Skån benene 

Underlaget på byens løberuter består ofte af asfalt, beton, fortovsfliser og andet hårdt underlag. Byløb kan derfor være hårdere for fødder, knæ og lægmuskler end løb i naturen. Sørg for at have nogle løbesko med den nødvendige støtte og støddæmpning, og tænk også over, om der på din rute er mulighed for at ramme passager med blødt underlag, fx en park eller en havnefront med en træmole, der er mere skånsomt for bentøjet.

Løb tidligt

Et godt tidspunkt at løbe på i byen er tidligt om morgenen, før myldretiden begynder. Så undgår du den værste trafik og luftforurening, og det er endnu muligt at komme frem for mennesker på populære strækninger. Hvis du løber sydpå i sommerperioden, er især timerne mellem kl. 11 og 16 ofte også ulidelig varme og uv-strålingen på sit højeste.

Pak en taske 

En løberygsæk er en god idé. Her kan du have plads til en ekstra trøje, hvis du beslutter dig for at holde en længere pause undervejs, eller hvis det bliver så varmt, at du må tage et lag tøj af. Mobiltelefon, ID, lidt penge eller kreditkort samt solcreme er andre ting, du bør have med på løbeturen. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: