Er du træt af at blive overhalet af unge fløse, når du deltager i et løb? Eller af at din 10 år yngre løbemakker håner dig, fordi du må kæmpe mere for at holde tempo?
Du undskylder dig måske med alderen. Og det gør du helt ret i. Vi bliver nemlig alle - alt andet lige - langsommere med alderen. Især på de korte distancer kan du som mand regne med, at alderen begynder at trykke allerede, når du passerer de 27, mens du kan forvente at holde samme fart i et marathon-løb, til du er midt i 30'erne.
Her kan du regne ud, hvor meget langsommere, du kan se frem til at blive, når du bliver ældre. Eller hvor hurtig du ville være, hvis du havde samme alder som din løbemakker eller ham, der lå foran dig i sidste løb - måske du så alligevel var hurtigst?