Løber Martin Gudmand løber maraton
Nyt brændstof på løbemotoren

"Jeg oplevede først og fremmest, at jeg blev hurtigere frisk efter mine lange ture." 

Langdistanceløber på keto: "Jeg fik sværere ved at løbe stærkt"

Hvordan føles det at løbe næsten uden kulhydrater? Det ved langdistanceløber Martin Gudmand, som tog halvandet år på en ketodiæt.

17. september 2022 af Jesper U. Larsen

For fem år siden gik Martin Gudmand over til ketokost. De ændrede kostvaner handlede først og fremmest om sundhed, men som en flittig løber, der tilbagelægger 110 km i løbeskoene på en typisk uge og har løbet et hav af maratoner, havde han også fulgt med i historierne om langdistanceløbere og triatleter, som havde haft sportslig succes med samme strategi. 

Hvordan påvirkede ketodiæten dit løb?

– Jeg oplevede først og fremmest, at jeg blev hurtigere frisk efter mine lange ture. Når jeg havde løbet en lang tur på 28-35 km, havde jeg ikke den samme muskelstivhed og ømhed, som jeg plejede at have. Restitutionen gik væsentligt hurtigere, så jeg kunne løbe flere kilometer hver uge. Til gengæld fik jeg sværere ved at løbe stærkt. Når jeg skulle løbe i mit 10-km-tempo, var det enormt hårdt, og min topfart faldt. 


Læs også: Nyt brændstof: Kan man løbe på low-carb?

Hvordan timede du kosten i forhold til træning?

– Det gjorde jeg ikke. Den helt store fordel ved ketose er, at man aldrig føler sult, og energien er konstant over dagen. Når jeg spiser en almindelig kost med mange kulhydrater, skal jeg helst faste 2-3 timer inden løb, ellers bliver mit blodsukker ustabilt, og jeg kan godt blive lidt svimmel på den første del af turen.

Men her mærkede jeg ikke de samme udsving. Skulle jeg gøre det igen i dag, ville jeg nok eksperimentere med at indtage lidt ekstra kulhydrater, fx når jeg skulle løbe intervaller, for at have lidt ekstra at skyde med. Men udfordringen er, at man stadig gerne vil blive i ketose, som bare er en god følelse i kroppen og i hovedet.

Løber Martin Gudmand
Stabilt løb.

Martin Gudmand havde ingen problemer med at løbe maraton på ketodiæten – men at løbe stærkt var en udfordring. 

Hvordan er det at løbe maraton på en ketodiæt?

– Jeg deltog i et par maratonløb i det halvandet år, jeg var på ketodiæten. Der indtog jeg ikke andet end vand undervejs. Det var da lidt angstprovokerende, men på den anden side havde jeg jo løbet en masse langture inden uden problemer, så jeg vidste, at det kunne fungere. Og det var også nogle o.k. tider, jeg fik til de løb.

"Jeg deltog i et par maratonløb i det halvandet år, jeg var på ketodiæten. Der indtog jeg ikke andet end vand undervejs. Det var da lidt angstprovokerende."

Langdistanceløber Martin Gudmand

Vil du anbefale andre motionister at prøve det af?

– Jeg synes, det kan være værd at prøve af, hvis ens fokus er på at løbe maraton eller endnu længere. Hvis man fx har en tendens til at møde ‘muren’ og gå sukkerkold, så er det en nem måde at træne sin fedtforbrænding på. Men man er også nødt til at kende sig selv nok til at vide, om det vil fungere i ens hverdag. Det er en livsstil, og du skal være klar til at leve sådan i hvert fald i et års tid, hvis du skal bruge det i forbindelse med maraton. Så nytter det jo ikke, at man synes, det er surt hele tiden. Man skal synes, at det er sjovt og interessant – måske endda godt.

Hvorfor droppede du keto igen?

– Den største udfordring var uden sammenligning det sociale aspekt. Det var besværligt at spise ude, og når der var kage på arbejdet eller til familiefødselsdage, så skulle jeg sidde der med mit eget stenalderbrød med en skive ost på – og så havde jeg fået mine kulhydrater den dag. Men hvis jeg var på en øde ø, så ville jeg klart leve i ketose! 

Vil du vide mere om kulhydrater? Læs: Kend dine kulhydrater.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: