Dick Beardsley og Inge Simonsen
Dick Beardsley (tv.) og Inge Simonsen kendte ikke hinanden, men valgte at løbe over målstregen sammen.


© Aktiv Træning

Løbesportens største dramaer og kampe: 7 mindeværdige øjeblikke

Løbesporten er fyldt med dramaer, kampe og sejre. Nogle af dem er så store, at de brænder sig fast på nethinden og i historiebøgerne, så kig med, når vi går tæt på nogle af verdens største løbeøjeblikke.

23. august 2022 af Christian Thestrup

Dobbelt op på sportsånd

Hvad: London Marathon

Hvor: London, 1981

Sidste søndag mødtes 11.532 mænd og kvinder fra 40 forskellige lande for at lide, feste og grine til en af de største festivaler, verden har set, mens de blev tiljublet af mere end en million sorte, hvide og gule mennesker.” Sådan skrev den engelske løber og journalist Chris Brasher, kort tid efter at han havde deltaget i New York Marathon i november 1979.

Oplevelsen gjorde så stort indtryk på ham, at han besluttede sig for at lave et lignende maraton i England. Og to år senere, i 1981, lød startskuddet til hans nye løb, det første London Marathon. 20.000 løbere ansøgte om at deltage. 6.747 fik et startnummer, og 6.255 gennemførte de 42,195 kilometer rundt i storbyen. Blandt dem var amerikanske Dick Beardsley og Inge Simonsen fra Norge.

25 kilometer inde i løbet trak de fra den forreste gruppe, og mens de piskede gennem de regnvåde gader, forsøgte de hver især at ryste den anden af. Da de nåede opløbet ved Buckingham Palace, løb de stadig skulder ved skulder. Både tilskuere og kommentatorer ventede spændt på, hvem af de to der ville sætte det afgørende angreb ind. Men det skete aldrig. Med 50 meter tilbage tog de to løbere i stedet hinanden i hånden og løb sammen over målstregen i tiden 2:11:48. Efter løbet sagde Dick Beardsley: “Havde det været OL, var der nok blevet kæmpet til det sidste, men til dette løb virkede det passende at løbe sammen over målstregen.”

Chris Brasher deltog i øvrigt selv i løbet og kom i mål på lige under tre timer.

Bonus: De to sidste løbere, som kom i mål, var 30-årige Marie Dominque de Groot fra Frankrig og 47-årige David Gaiman fra England. Og ligesom vinderne krydsede demålstregen hånd i hånd.

Den magiske mil

Hvad: British Empire and Commonwealth Games

Hvor: Oxford, 1954

Den klassiske mil er en ubarmhjertig distance. Du skal fordele alle dine kræfter over 1.609,34 meter, og der er ikke plads til at have en dårlig dag. Hvis du ikke rammer den lige i øjet, bliver du straffet, og selvom det går godt, venter der en tur med lungerne uden på singletten.

I mange år kæmpede løbere fra det meste af verden for at komme under den magiske grænse på fire minutter på milen. Jagten kan spores helt tilbage til 1770, hvor den britiske løber James Parrott påstod, at han havde løbet under fire minutter. Siden har flere andre fulgt trop, men fælles for dem er, at de ikke kunne dokumentere eller genskabe rekorden. Ikke før den 6. maj 1954.

Roger Bannister
Først i 1954 kom en løber under fire minutter på milen. Siden har ca. 1.700 løbere klaret den.


© Aktiv Træning

Her stillede den 25-årige medicinstuderende Roger Bannister til start ved et stævne på Oxford Stadium. Han var iført tynde lædersko med pigge under. På en god uge lå hans træningsmængde på 45 kilometer, så efter nutidens standarder var det ikke overvældende. Men da starten gik, fløj han afsted på den bløde løbebane. Med sig havde han to pacere, som holdt en fart på lige over 24 km/t., og da Roger Bannister kastede sig over målstregen, stoppede uret ved 3:59:40! En ny verdensrekord – og den første til at komme under fire minutter på milen.

46 dage senere blev rekorden slået af den australske løber John Landy, og siden 1954 har omkring 1.700 løbere været under den magiske grænse, ligesom der er skåret 17 sekunder af rekorden. Den hedder i dag 3:43:13 og indehaves af Hicham El Guerrouj fra Marokko.

Bonus: I 1997 løb Daniel Komen fra Kenya to mil på 7:58:61. Der er endnu ingen kvinder, som har været under fire minutter på en mil. Rekorden indehaves af hollandske Sifan Hassan, som i 2019 løb på 4:12:33.

Olympisk rekord i maratondebut

Hvad: De Olympiske Lege
Hvor: Helsinki, 1952

“Du glemmer aldrig dit første maraton. Derfor bør du også vælge et helt særligt sted at løbe det.” Sådan lyder et godt, gammelt råd, og det er nærliggende at tro, at den tjekkiske løber Emil Zátopek har hørt det. Da han skulle løbe sit første maraton, valgte han nemlig at gøre det ved De Olympiske Lege i Helsinki i 1952.

De andre løbere vidste godt, at han var en hård banan, men ugen inden havde han både vundet OL-guld på 5.000 meter og på 10.000 meter. Derfor troede de måske ikke, at han havde meget mere at skyde med. Men så viste den 29-årige løber, hvorfor han blev kaldt ‘Det tjekkiske lokomotiv’. Én efter én rystede han konkurrenterne af, og da han løb alene ind på det propfyldte stadion, var det til soundtracket af 70.000 jublende tilskuere. Alle var klar over, at de var vidner til den mest usandsynlige triumf i olympisk historie. Stående og klappende hyldede de ham i takt til rytmen i hans skridt: “Zá-to-pek, Zá-to-pek, Zá-to-pek.”

Han smilede, da han med brystet brød tapen ved målstregen i tiden 2:23:03 - ny OL-rekord samt verdens tredjehurtigste maratontid.

Bonus: Ingen har siden gjort Emil Zátopek bedriften efter og vundet OL-guld på alle tre distancer samme år. Til gengæld har alle seriøse mellem- og langdistanceløbere siden benyttet sig af den form for intervaltræning, tjekken var pioner for.

Emil Zápotek
Emil Zápotek slog OL-rekorden i sin maratondebut


© Aktiv Træning

Rystende afslutning i varmen

Hvad: De Olympiske Lege

Hvor: Los Angeles, 1984

De Olympiske Lege i Los Angeles i 1984 markerede en kæmpe milepæl i sportens historie. Det var nemlig første gang, at kvinder fik lov til at deltage på maratondistancen ved et OL, for Den Internationale Olympiske Komité mente, at det både var usundt og farligt for kvinder at løbe langt.

"Temperaturen var 30 grader, og hun havde misset det sidste væskedepot, så nu sejlede hun rundt med krampe i benene. Hendes venstre arm hang slapt ned langs den forvredne krop, og med den højre forsøgte hun med de sidste kræfter at vifte samaritterne væk."

Den schweiziske løber Gabriela Andersen-Schiess blev alvorligt dehydreret under maraton ved OL i 1984. 

Gabriela Andersen-Schiess
Gabriela Andersen-Schiess missede et væskedepot og kom dehydreret i mål ved OL i Los Angeles.


© Aktiv Træning

Vinderen af kvindernes maraton blev Joan Benoit i tiden 2:24:52, men i dag husker de fleste mest billedet af den schweiziske løber Gabriela Andersen-Schiess, som 20 minutter senere vaklede dehydreret ind på stadion.Temperaturen var 30 grader, og hun havde misset det sidste væskedepot, så nu sejlede hun rundt med krampe i benene. Hendes venstre arm hang slapt ned langs den forvredne krop, og med den højre forsøgte hun med de sidste kræfter at vifte samaritterne væk.

Hun vidste, at hun ville blive diskvalificeret, hvis hun fik den mindste hjælp, og da lægerne kunne se, at hun stadig havde væske nok i kroppen til at svede, lod de hende fortsætte. Det tog hende 5 minutter og 44 sekunder at komme de sidste 400 meter rundt på stadion. Så krydsede hun målstregen og faldt om. Lægeholdet var straks over hende, og to timer senere kunne hun tage hjem til sit hotel.

Bonus: Gabriela Andersen-Schiess kom i mål i tiden 2:48:42. Hvis hun havde deltaget i maraton i de fem første moderne Olympiske Lege – fra 1896 til 1908 – havde tiden været god nok til at vinde guld over mændene.

Første kvinde i Boston Marathon

Hvad: Boston Marathon

Hvor: Boston, 1967

Forestil dig at stå klar til et maratonløb, og der ikke er en eneste kvinde med et startnummer på maven i sigte. I dag ville det virke meget mærkeligt, men for bare 40-50 år siden var det helt normalt.

Kathrine Switzer
En vred official forsøgte at stoppe Kathrine Switzer, indtil hendes kæreste gav ham en skulder og sendte ham i asfalten.


© Aktiv Træning

Ifølge lægevidenskaben kunne kvindernes kroppe nemlig slet ikke holde til at løbe så langt, og derfor vakte det også kæmpe postyr, da det under Boston Marathon i 1967 pludselig gik op for arrangørerne, at der var en kvinde med i løbet. Det var den 20-årige Kathrine Switzer, der havde tilmeldt sig under navnet K.V. Switzer. Tre kilometer inde i løbet blev hun indhentet af en official, som hev fat i hendes trøje og to gange forsøgte at rive hendes startnummer af, mens han skreg: “Kom ud af mit løb!”

Heldigvis havde Kathrine Switzer meldt sig til løbet sammen med sin kæreste, der fik skubbet den hidsige official væk, så Kathrine – lettere rystet – kunne gennemføre løbet i tiden 4 timer og 20 minutter. Det fik dog ikke Amatørernes Atletikforbund til at lempe reglerne. Tværtimod præciserede de, at kvinder IKKE måtte deltage i maratonløb, og først fire år senere, i 1971, blev det tilladt for kvinder at deltage i maratonløb.

Bonus: I 2017 deltog Kathrine Switzer i Boston Marathon igen – 70 år gammel. Hun gennemførte i tiden 4 timer og 44 minutter og havde det samme startnummer som i 1967, nemlig nr. 261.

Verdenshistorie i Wien

Hvad: INEOS 1:59 

Hvor: Wien, 2019

Det er lørdag morgen, 12. oktober 2019. Vi er i Østrigs hovedstad, Wien. Klokken er 8.15, temperaturen ligger på 9 grader, og et tyndt skydække hænger over byen. På en bro står en 167 cm høj kenyaner. Han er 34 år, og når man ser på hans milde, men stålsatte blik, virker det, som om han har brugt hele sit liv til at forberede sig til lige præcis dette øjeblik. Faktisk er alt denne morgen planlagt ned til mindste detalje, så manden på broen, Eliud Kipchoge, som den første i verden kan bryde den umulige grænse og løbe under to timer på et maraton.

Eliud Kipchoge
Kipchoges hastighed svarer til at løbe 100 meter på 17,2 sekunder – 422 gange i træk.


© Aktiv Træning

I dag kender vi slutningen på eventyret i Wien. Kipchoge krydsede målstregen i tiden 1:59:40. Undervejs var han omringet af syv pacere, som løbende blev skiftet ind og ud, der var rullende forplejning fra en cykel, og feltet blev ført an af en elektrisk bil, der kørte i den ønskede pace. Løbet var lukket for andre deltagere, og ruten var lagt på en flad vej med to bløde rundkørsler i hver ende. På grund af de mange særlige tiltag tæller løbet ikke som en officiel maratonrekord, så den har verden stadig til gode. Alligevel er det stadig en vanvittig bedrift at løbe et maraton på under to timer, hvilket svarer til en pace på 2,50 min./km.

Bonus: I januar meldte Eliud Kipchoge ud, at hans næste mål er at vinde de seks maratonløb i Abbott World Marathons Majors. Og da han kun mangler at vinde Boston og New York, virker det som en realistisk plan.

Triumf i bare fødder

Hvad: De Olympiske Lege

Hvor: Rom, 1960

I 1960 kom den etiopiske maratonløber Abebe Bikila med til OL på et afbud, hvilket han var rigtig glad for. Han havde bare et problem: Han havde ingen løbesko. Dem, han trænede i hjemme i Etiopien, var slidt ned, og der havde ikke været tid til at løbe et par nye til inden afrejsen til Rom. I dagene op til det olympiske maratonløb havde Bikila og hans træner derfor været på jagt efter et par nye sko, men de kunne ikke finde nogen, som passede ham ordentligt.

Hans fødder var simpelthen for lange og smalle, og fodpuderne og hælene var hårde som sten. Og da han ikke ville risikere at få vabler i et par forkerte sko, valgte Abebe Bikila at stille op til maraton i bare fødder. Det var han vant til hjemme i Addis Abeba, så hvorfor skulle han ikke kunne gøre det på de italienske veje, ræsonnerede han.

Abebe Bikila
På et underlag af asfalt og brosten slog Abebe Bikila i 1960 verdensrekorden på maraton – i bare fødder.


© Aktiv Træning

På grund af varmen begyndte maratonløbet sidst på eftermiddagen. De første 20 kilometer lå Abebe Bikila bagerst i den førende gruppe, men så begyndte den barfodede etiopier at træde på speederen. Sammen med Ben Abdesselam fra Marokko trak han fra feltet, og de to lå helt tæt indtil 500 meter fra mål. Så satte Abebe Bikila spurten ind. Han fløj forbi rækken af italienske soldater, der lyste den sidste strækning op med deres fakler, og krydsede målstregen i tiden 2:15:16, hvilket både var nok til OL-guld og en ny verdensrekord på maratondistancen. Derudover var han den første farvede afrikaner, som vandt guld på maratondistancen ved OL, men han blev langtfra den sidste.

Bonus: Fire år senere deltog Abebe Bikila på maratondistancen ved OL i Tokyo. Her vandt han igen guld og satte – igen – en ny verdensrekord. Denne gang foregik det dog i et par løbesko fra Puma.

3 ikke så mindeværdige øjeblikke

Speederen i bund

I 1904 deltog den amerikanske løber Frederick Lorz på maratondistancen ved OL i St. Louis, USA. Efter 14,5 kilometer var han dog så træt, at hans træner gav ham et lift på 17 kilometer i sin bil. Og lidt senere kunne Frederick løbe ind på stadion som den glade vinder af løbet. Svindlen blev dog opdaget, og Frederick Lorz blev diskvalificeret.

Vandt uden at svede

Det var næsten ny rekord, da den 26-årige newyorker Rosie Ruiz i april 1980 løb først over målstregen ved Boston Marathon. Alle var forbløffede – ikke mindst fordi hun dårligt nok svedte, ligesom hendes hår sad perfekt. Vidner havde dog set hende i metroen, mens løbet var i gang, og derfor blev hendes sejr annulleret, og hun fik frataget sin medalje.

Godt teamwork

I 1999-udgaven af det sydafrikanske løb Comrades Marathon kom den 21-årige Sergio Motsoeneng i mål på en overraskende 9.-plads, hvilket rakte til en check på 1.000 dollars. Det viste sig dog, at Sergio havde fået hjælp af sin to år yngre bror, Fika, og at de under løbet havde byttet plads og startnummer flere gange, og så blev præmien returneret.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: