Du har sikkert undret dig over, hvordan verdenseliten kan løbe så ufattelig hurtigt. En ny undersøgelse giver noget af forklaringen. Forskere fra det franske sportsinstitut i Paris satte luppen på 400-meter-løbere fra verdenseliten og seriøse amatørløbere.
Det viste sig hurtigt, at skridtlængden var helt afgørende. Når eliten nåede topfarten, tog de i gennemsnit 2,53 meter lange skridt, mens amatørerne kun tog 2,35 meter lange skridt.
18 centimeters forskel lyder ikke af meget, men forskellen var faktisk så stor, at eliteløberne kom hurtigere i mål, selv om de tog 5 procent færre skridt.
Det er ikke kun sprintere, der bør arbejde med deres skridtlængde, også fx 5- og 10-km-løbere kan skrue op for farten ved at tage længere skridt.
Sådan øger du din skridtlængde:
1. Træn benmusklerne med øvelserne squats og lunges. Vægtstangen skal være så tung, at du kun kan lave 8-10 gentagelser, før du må holde en pause. Lav 3 sæt af hver.
2. Bakketræning. Kraftfulde spring op ad bakke, hvor du gentagne gange giver den fuld skrald over en strækning på 15-20 meter, træner afsætsmuskulaturen, så du får mere dynamik i dit afsæt.
3. Høje knæløftninger og hælspark til bagdelen giver også ekstra kraft i afsættet. Byg en serie af de klassiske grundøvelser ind i hver opvarmning. Udfør fx 3 x 50 gentagelser af hver - afbrudt af let løb.
Source #The journal of Strength and Conditioning Reasearch