37.000 løbere deltager i Tokyo Marathon. Næsten 10 gange så mange ansøgte om et startnummer. Det gør årets første Major-maraton-løb til et af de mest populære i verden.

Verdens største maratonløb. Vil du med?

Tokyo Marathon indleder for alvor marathon-sæsonen. Løbet er det første af de 6 såkaldte Marathon Major. Aktiv Trænings løbeekspert har løbet alle 6 og giver her en vurdering af dem.

14. februar 2018 af Bjarke Kobberø og Lasse Lyhne

World Marathon Majors kårer verdens største maratonløb

Der findes maratonløb, og så findes der MARATONLØB. World Marathon Majors (WMM) samler de største, de ældste og de mest prestigefyldte maratonløb i verden under én paraply.

Major-serien blev stiftet i 2006 og talte dengang 5 løb: Boston, London, Berlin, Chicago og New York. I 2013 ønskede man at inddrage et asiatisk løb, og Tokyo Marathon gjorde de 5 store følgeskab. For både elite og motionister på alle niveauer er der stor prestige i at deltage i disse løb og ikke mindst at have gennemført dem alle. Gør man det, opnås den attraktive titel ‘6 Star Finisher’.

For eliten er der derudover stor prestige og ganske anseelige præmier at vinde efter en meget omskifteligt konkurrencestruktur. Sidste år vandt kenyaneren Wilson Kipsang. For os andre dødelige motionister er der ikke store penge at vinde. Tværtimod kan det være noget af en udskrivning at få adgang til alle 6 løb. Men enhver, der har prøvet at løbe dem alle, vil bekræfte, at det er det hele værd. Det er nemlig ikke uden grund, at løbene er samlet i dette eksklusive selskab. De er på hver deres måde fantastiske løb. Her følger Aktiv Trænings oplevelse og vurdering af de 6 WMM.

Tokyo

Tokyo er måske ikke så kendt herhjemme, men det er et af verdens mest populære marathonløb. 320.000 mennesker anmodede om at løbe i 2017. Japanerne er et kontrolleret folkefærd, så selvom der er mange tilskuere, så er der ikke samme hujen og råben som i fx USA. Til gengæld er der mange smil og blitzlys. 300.000 japanere har ansøgt om at deltage, så der er ikke mange billetter til os europæere, og derfor er det et svært løb at komme med i.

Rute:

Stort set helt flad. Der løbes i et stort ‘+’, og der løbes derfor en del lange, lige stræk. I de to afstikkere løbes der i hver sin side af vejen, så man løber i modsat retning af feltet.

Logistik:

Er der noget, japanerne kan, er det at have styr på logistikken. Både start, mål, væske og bagageopbevaring spiller bare.

Stemning:

Der er rigtig mange tilskuere, men stemningsmæssigt skiller Tokyo sig meget ud. Der er slet ikke den hujen og heppen, man oplever til de andre WMM-løb, men alligevel en fin stemning med mange smil – og blitzlys.

Tilgængelighed:

Der trækkes lod blandt alle ansøgere uanset tilmeldingstid. Og sandsynligheden for at vinde er lille. I 2013 kæmpede over 300.000 tilmeldte om de 30.000 pladser. De danske rejsearrangører har typisk et par års ventetid.

Vores vurdering:

En god oplevelse, ikke mindst fordi det er en meget anderledes kultur, man møder, end til de 5 andre løb. Selve løbet er som sådan ikke noget særligt, så de fleste nøjes med at løbe det en enkelt gang. Modsat løbene i USA, hvor jetlag passer fint med at komme tidligt op, er det en stor udfordring for mange, når rejsen går langt mod øst.   

Tokyo
Tokyo

Boston

Verdens ældste maratonløb. Fantastisk stemning og en dejlig rute, hvis vinden er i ryggen, for modsat de andre er ruten en A-B rute. Vil du selv løbe, skal du kvalificere dig på tid (ca. 3.15 for mænd) - eller være tålmodig.

Rute:

Ruten er en point to point-rute, dvs. at der startes 42 km uden for Boston, og så går det ellers gennem kuperet terræn ind til byen. Vindretningen har derfor temmelig stor betydning. Ruten falder lidt, men man skal ikke lade sig narre. Det er efter New York det hårdeste løb i serien. Bl.a. husker de fleste nok Heart Break Hill, der ligger, efter at de 30 km er passeret.

Logistik:

Alle skal transporteres ud til start om morgenen. Dette foregår i gamle skolebusser fra centrum. Lidt bøvlet og omstændeligt, men en meget velsmurt maskine. For de fleste nok mere en sjov oplevelse end en optimal optakt til løbet.

Stemning: 

Fænomenal. Løbet afvikles på Patriots’ Day, så alle har fri, og der er byfester i de små byer, man løber igennem. Pigerne på Wellesley College har også fri og danner ‘The Scream Tunnel’: Efter ca. 20 km løber man forbi et hav af skrigende piger med ‘kiss me’-skilte, og det er svært at beslutte sig til, om man skal lade sig opmuntre til at gasse op eller tage den meget med ro …

Tilgængelighed:

Meget svær, medmindre du løber tilpas hurtigt. Kvalifikationstiden for mænd i aldersklassen 35-39 år er i 2016 på 3 timer og 10 minutter på maraton. Kan du ikke klare det krav, kan du få adgang via store donationer til charity eller rigtig god tålmodighed gennem en rejsearrangør. Her er ventetiden p.t. 4 år.

Vores vurdering:

SKAL prøves. Boston er en fantastisk by, og løbet er virkelig noget særligt. Stemningen og ruten er enestående (især i medvind), og der vanker med sikkerhed en oplevelse for livet.  

Boston
Boston

London

Et af verdens hurtigste og mest præstigefyldte marathonløb for eliten. Stemningen i de smalle gader er intens og opløftende. Vil du selv løbe, er der ca. 4 års ventetid gennem arrangører. Alternativ kan du donere en masse penge til velgørenhed.

Rute:

Let fald de første 5 km, derefter stort set pandekageflad. Derfor har London tidligere lagt asfalt til verdensrekorder – og Henrik Jørgensens fantastiske danske rekord (2:09:43) er også sat i dette løb. Gaderne er generelt lidt smallere end til de andre løb, hvilket betyder, at mange løbere vil opleve en del trængsel et godt stykke ind i løbet.

Logistik:

Der startes lidt uden for London, men transporten derud går rimelig snildt. Rigtig god og nem bagageudlevering og videre færd efter løbet.

Stemning:

Fantastisk. De smalle gader betyder, at publikum er det tættere på løberne. Så stemningen føles meget intens, og især passagen af Tower Bridge og den sidste del af ruten langs Themsen ned mod Big Ben samt opløbet fra Big Ben via Buckingham Palace og op ad The Mall kalder gåsehuden frem hos selv den mest hårdføre.

Tilgængelighed: 

Ekstremt svær. Ligesom Boston er det enten et spørgsmål om at investere et anseeligt beløb eller have god tålmodighed gennem en rejsearrangør. Også her snakker vi ca. 4 år. Det kræver en tid på under 2:45 for mænd og 3:15 for kvinder at kvalificere sig på tid. Lidt langsommere, hvis man er bosat i London.

Vores vurdering: 

Et rigtig godt løb med nogle meget mindeværdige passager undervejs. Stemningen er rigtig god, og ruten er hurtig, men nogle oplever udfordringer med at kunne løbe frit det første gode stykke af ruten.  

London
London

Berlin

Ruten i Berlin er ekstrem hurtig, og de sidste mange verdensrekorder er sat i Berlin. Rejsearrangørerne har masser af billetter til Berlin, så gennem dem er det relativt nemt. Berlin er ikke særlig eksotisk, men alt fra logistik til rute spiller maksimalt.

Rute:

Helt flad, gode, brede veje og lige strækninger – så der er rig mulighed for fart over feltet.

Logistik: 

Tyskland er vel de ukronede konger i logistik. Det funker. Med start og mål samme sted og et uhørt højt serviceniveau er rammerne med det samme sat for en dejlig dag.

Stemning: 

I top. Masser af tilskuere – ikke mindst danskere. Så hvis du sørger for at have et dannebrog på trøjen, kan du glæde dig til massiv opbakning. Det fjerner selvfølgelig lidt af det eksotiske, men tro os, det er rigtig rart undervejs.

Tilgængelighed: 

Nem. De danske arrangører har masser af pladser, så det plejer ikke at være et problem at skaffe et startnummer. Det er blevet sværere direkte gennem Berlin-Marathon, da uddeling af startnumre nu sker via lodtrækning.

Vores vurdering: 

Ikke så eksotisk, men det sikre valg. Ruten er hurtig, logistikken er i top, tilgængeligheden er nem. Mange vender tilbage igen og igen og bliver sjældent skuffede. 

Berlin
Berlin

Chicago

En overset perle, der løbes på en smuk og hurtig rute langs Lake Michigan. De sidste kilometer ind mod mål løber man ind mod byens flotte skyline. Der er ikke så meget hype omkring Chicago, så løbet er relativt nemt at komme til.

Rute: 

Ruten stiger sølle 8 meter – så den er hurtig! Der løbes i afstikkere fra centrum, og på den sidste tur ind mod centrum har man byens skyline som sigtepunkt, og det giver de ekstra kræfter, der ofte er behov for på det tidspunkt.

Logistik: 

Optimal. Med start- og målområde samme sted og 5 minutters gang fra langt størstedelen af de mest populære hoteller er logistikken genial både før og efter løbet.

Stemning: 

Især i første halvdel er stemningen i top, hvorefter der kommer en lidt død periode – men til sidst er der atter hug på, når centrum rammes for sidste gang.

Tilgængelighed: 

Relativt nem – det plejer at være til at få startnummer til det følgende års udgave gennem den danske rejsearrangør. Via lodtrækning direkte fra løbet er det svært, men bestemt ikke umuligt.

Vores vurdering: 

Giv dig selv den gave at opleve Chicago og dette løb. Du bliver ikke skuffet! Der er selvfølgelig lang rejsetid og jetlag at tage højde for, og løbet starter tidligt – men det passer dig faktisk fint, da jetlagget sikrer, at du alligevel er tidligt oppe.  

Chicago
Chicago

New York

Årets sidste major er også det største. Over 50.000 løbere og millioner af tilskuere skaber det, der - i vores bog - er verdens bedste marathonløb. Ruten er ikke hurtig og logistikken ikke optimal, men oplevelsen er suveræn.

Du kan kvalificere dig på tid eller købe billet gennem en rejsearrangør.

Rute:

Hård. Det ser ikke så slemt ud på profilen, men det går hele tiden op og ned, ikke mindst pga. broerne – og bakkerne i Central Park til sidst føles ubarmhjertige. Den er dog også fantastisk. At løbe op og ned af 1st og 5th Avenue blandt skyskraberne på Manhattan og starten over Verrazano-Narrows Bridge med Manhattans skyline i det fjerne er sublime løbeoplevelser.

Logistik:

Forfærdelig. Man skal afsted ved 5-6-tiden om morgenen. Startområdet rammes ved 7-tiden, hvorefter der venter 2-4 timers venten i frostkolde temperaturer. Målområdet er heller ikke just en drøm, da man pga. de strenge sikkerhedskrav skal gå uendelig langt for at komme hen til bagagevognene.

Stemning:

Fantastisk. Det er helt ufatteligt, så mange mennesker der er langs ruten, og amerikanerne er verdensmestre i at heppe ubetinget løs på alt og alle. Så der er smæk på langt det meste af vejen.

Tilgængelighed: 

Fornuftig. Ret skrappe kvalifikationskrav på tider, men danske rejsearrangører plejer at have numre til den kommende udgave indtil nogle måneder før.

Vores vurdering: 

Den her medalje bør bare være i samlingen. På godt og ondt et enestående løb, og byen New York behøver næppe nærmere præsentation. Nogle løbere er ikke så begejstrede for løbet pga. logistikken, men glemmer man ambitioner om at løbe hurtige tider og fokuserer på at indånde atmosfæren, får man også en helt unik oplevelse. 

New York
New York

Hvis du har fået blod på tanden for at prøve et maratonløb, kan du blive klar med Aktiv Træning.

Giv din træning et boost!

Lige nu kan du få det suveræne bluetooth-headset Sudio TRE Sport til en ligeså suveræn pris sammen med Aktiv Træning. Sudio TRE Sport er lavet i et eksklusivt, skandinavisk design, og udover at have en super lyd og en suveræn pasform har det en batteritid på hele 9 timer ved brug, 10 dages standby-tid og en rækkevidde på 15 meter. Headsettet er desuden sved- og vandafvisende, har stemmestyring, og så kan du kontrollere musikken eller besvare opkald uden at tage telefonen op af lommen.

Få Sudio TRE Sport sammen med 4 numre af Aktiv Træning for KUN 179,50 kr. (+ 39,50 kr. i porto). Du sparer hele 887 kr. Men lad være med at vent for længe, for vi har kun et begrænset antal. Læs mere om det fantastiske tilbud her. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: