Kom igang med mørkeløb
Når den velkendte tur i skoven pludselig er begsort, er det fristende at langtidsparkere løbeskoene og krybe i vinterhi. Men det vil være synd og skam, for der venter fabelagtige løbe- og naturoplevelser hvis du anskaffer dig en god pandelampe og fortsætter løbeturene bogstavelig talt i mørket.
Her får du fire tips til, hvordan du nemt kan komme igang med mørkeløb.
1. Læg roligt ud
Er du ny mørkeløber, så begynd med at vælge en rute, som du i forvejen kender godt, og undlad at skrue tempoet for meget op. Brug de første par ture på at finde dig til rette i mørket, og lær din pandelampe at kende, så du fx ved, hvordan den kaster skygger på underlaget. Gør det også fra begyndelsen til en vane altid at give andre besked om, hvor du har planlagt at løbe hen, inden du begiver dig afsted.
2. Løb runder, og hold dig fra farlige steder
Undlad her i begyndelsen at løbe for langt væk – snup hellere flere korte runder i velkendt terræn. Selv en meget velkendt skov opleves ukendt i mørket. Sørg også for at planlægge en rute, der er fri for stejle skrænter, skjulte grøfter, vandløb og lignende risikoelementer.
3. Drop sprinttræning
Turene med pandelampe egner sig perfekt til de træningsture, hvor den står på langsom langtur eller tempoture i jævn hastighed. De hæsblæsende intervaller bør du til gengæld gemme til dagslyset, da risikoen for en forstuvet ankel eller et regulært styrt bliver for høj i buldermørket.
4. Medbring ekstra udstyr
Hvis du efter et stykke tid får mod på at løbe en længere tur i mørket, hvor du også kommer langt væk hjemmefra, så husk at medbringe lidt ekstra udstyr i form af en fuldt opladet mobiltelefon, ekstra batterier til pandelampen, et kompas eller et GPS-ur, vand og et tyndt folietæppe, så du kan holde varmen, hvis uheldet er ude, eller du for alvor farer vild.