Kvinde der løber op af en bakke.
© iStock

Sådan bruger du bakkerne

Bakkeløb er både sjovt og motiverende - og så er det ikke mindst hamrende effektiv træning. Her er 3 gode og meget forskellige måder at bruge bakkerne på.

19. februar 2019

Vild med bakker

Har du mod på at teste dine bakkeevner af, så prøv disse 3 måder at bruge bakkerne på. 

1. Fartleg

Sådan gør du: Oplagt valg for humørløberen. Giv los op ad bakkerne, når du tilfældigt møder dem. Giv dog ikke maks. gas på de første ture. Byg op, så du kan klare sidste sprint lige så kvikt som første. 

Det styrker du: Du træner kondition og hurtighed samt evnen til mentalt at kunne tackle alle de stigninger, du møder på dine løbeture fremover. 

Gentagelser: Er du ny, så start med 2-4 bakkesprinter. For øvede er 6-12 passende. Gå langsomt frem, og øg ikke antallet af sprinter markant fra uge til uge. 

2. Bakkeintervaller

Sådan gør du: Her finder du dig én bakke og holder dig til den. Du sprinter til toppen og puster ud, mens du enten går eller jogger tilbage til bunden. 

Det styrker du: De mange sprinter gør dig sej og slidstærk, og derudover får konditionen et løft. Alt fra lægge, baglår og forlår til baller og hoftebøjere er involveret. 

Gentagelser: Afhængigt af bakken kan sprintene gøres korte og hårde eller lange og seje. Prøv fx 3 gange 3 korte sprint med 3 minutters pause mellem hver af serierne.

3. Ned ad bakke

Sådan gør du: Find en bakke – ikke alt for stejl. Når man løber nedad, skal det foregå i såkaldt overspeed, dvs. hurtigere end på flad vej. Løb med korte, hurtige skridt, og forsøg at undgå at bremse kroppen, men lad hældningen gøre arbejdet. 

Det styrker du: Du får en hurtig og effektiv skridtafvikling. Derudover er løb ned ad bakke fremragende styrketræning, da du presser benmuskulaturen maksimalt. 

Gentagelser: At løbe ned ad bakke er meget belastende for kroppen, så det kræver en vis rutine og grundig opvarmning. Start med 1-2 nedadløb, og byg gradvist op.  

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: