© istock

Sådan tackler du vinterløbeturene

Holder du fast i løbeturene i de kolde, snefyldte måneder, kan du være sikker på at få masser af gevinster til både krop og sjæl.

4. marts 2020 af Anders Ejby & Niels Christian Thalund

Løb dig til ny energi i vinterkulden

Energiniveauet falder helt automatisk, når dagene bliver korte, kolde og mørke. Så skal løbetræningen holdes i gang, må du derfor tænke praktisk, så turene bliver nemme og udbytterige.

Løb til eller fra job

Det er en stor gevinst, hvis du i ny og næ kan omdanne din transporttid til træningstid. Løb fx ind til jobbet – eller den sidste del af vejen, hvis det passer bedre med afstanden. Eller hop i træningstøjet efter fyraften, og løb hjem. Kører du i bil til arbejde og har langt hjem, så find evt. en rute ved arbejdet, som du så kan træne på. Træner du allerede i forbindelse med jobbet, er du nemlig langt væk fra den lokkende sofa, og du kan med god samvittighed slappe af, når du lander hjemme.

Quick & dirty

Det behøver slet ikke at tage halve og hele timer at få klaret turen i kulden. Er vejret fx totalt surt, så sigt på en rask tempotur. På bare 20 minutter kan du fint få det samme træningskick som ved en lang, rolig tur på 50 minutter. Vil du have træningen hurtigt overstået, så giv den gas straks efter opvarmningen – og stil dig tilfreds med den halve distance.

Skræddersy en rute

Vælg en rute, der passer til netop dit løbertemperament. Nogle løbere synes, det er fedt med mørke, mudrede stier eller snedriver her og der – andre foretrækker den flade asfalt og oplyste veje. Udse dig evt. stier og ruter, som altid sneryddes og gruses/ saltes, og gør dem til en del af dine ‘faste’ vinterruter. Og skal det så være hårdere og sjovere, kan du jo tage en afstikker ud, hvor sneen er dybere, og du således bliver nødt til at løbe med store, tunge skridt, der giver dig ekstra træningsudbytte.

Artiklen fortsætter under abonnements-tilbudet

Bliv en bedre løber i sneen

Vinterens vejr, mørke og kulde udfordrer de normale træningsrutiner. Men frem for at se vinteren som en forhindring kan du bruge den aktivt og udnytte de muligheder, de kolde måneder også giver.

Brug dagslyset i weekenden til at tage en tur i skoven. Trailløb på mudrede stier er hamrende effektiv og meget anderledes løbetræ- ning. Men husk at tage mobiltelefonen med, hvis du træner i uvante omgivelser. På den måde kan orienteringen også blive en del af udfordringen – og med mobilen har du altid et kort ved hånden.

Meld dig til et løb tidligt i foråret, så du har et konkret mål at træne henimod – noget, der motiverer dig til at træne, når mørket sænker sig, og kulden bider. Du kan også planlægge en vinterferie med et motionsløb under varmere himmelstrøg. Der er intet, der motiverer i en svær tid, som et tydeligt afgrænset mål.

Lad uret blive hjemme, og glem din sædvanlige gennemsnitsfart. Nu handler det nemlig langtfra om at sætte rekorder. Nyd i stedet dit løb, omgivelserne, den friske luft og vinterens smukke natur. I vintertræningen er det vigtigste af alt at holde sig i gang.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: