Vil du have mere fart i løbeskoene? Så skal du tage kortere skridt.
Vil du have mere fart i løbeskoene? Så skal du tage kortere skridt. © Colourbox

Tag kortere skridt og bliv en bedre løber

Vil du løbe hurtigere, spare på energien og reducere risikoen for skader? Så har vi nogle rigtigt gode tips til dig.

28. januar 2019 af Christian Thestrup

Mange løbere tror, at de får mere fart i skoene ved at tage længere skridt. Men selv om det umiddelbart lyder logisk, er det bare ikke rigtigt. Hvis du vil løbe hurtigere, skal du nemlig sætte kadencen op og i stedet tage flere korte skridt.

Det viser en undersøgelse fra East Carolina University i USA. Her satte et hold forskere en gruppe løbere til først at løbe en given hastighed med 10 pct. længere skridt end de plejede, hvorefter de blev de bedt om at løbe med 10 pct. kortere skridt end normalt. Begge ture blev i øvrigt gennemført, hvor løberne landede hhv. på hælen og midt på foden - populært kaldet forfodsløb.

Kort er godt

Resultatet var, at belastningen på fødder og ben faldt, når skridtlængden blev skruet ned. Det gjaldt særligt de løbere, der samtidig landede midt på foden, hvilket passer godt med andre studier, der har vist, at forfodsløb reducerer belastningen på knæ og sænker risikoen for skader som skinnebensbetændelse.

Undersøgelsen fra East Carolina University viste desuden, at deltagerne løb mere effektivt ved at tage flere, men kortere skridt. De brugte simpelthen mindre energi på at løbe, mens det modsatte var tilfældet, når skridtlængden blev sat op.

Hvis du vil hurtigere frem, bruge mindre energi og reducere risikoen for skader, skal du altså bare tage flere, men kortere skridt. Det optimale lyder på et sted mellem 160-180 skridt i minuttet, og her tæller begge fødder altså med. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Hvilke sundhedsråd har du sværest ved at efterleve?

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: