Bakker. Både længere, jævne bakker og lidt kortere, skarpere stigninger vil fungere som naturlig intervaltræning, hvor pulsen presses op, og konditionen forbedres. Derudover vil de korte bakker være løbespecifik styrketræning, hvor musklerne i især haser, baller og lægge bliver styrket.
Tekniske elementer. Skarpe sving, rødder, større sten og stejle nedløb stiller alt sammen krav til din balance og din stabilitet. Hele turen skal ikke være teknisk, men korte sektioner af nogle hundrede meter, hvor du løber med fuld koncentration, er noget, der rykker.
Forhindringer. Opsøg gerne små vandløb, du skal springe over, eller væltede træer, du skal kravle under. Det giver afveksling, styrker balancen og giver en god allroundstyrke. Og så gør det turen sjovere.